Så gik luften af ballonen

De 12 minutters ekstra arbejde lægges nu definitivt i graven (link)..... og hurra for det.

De lønmodtagere, ildsjæle og iværksættere, der skal løfte Danmark ud af krisen arbejder i forvejen 12 minutter - og mere til - mere. Så lidt ekstra industriarbejde og buskørsel vil ikke hjælpe det store.

Blandt de, der allerede giver den en ekstra skalle, må også regnes de hjemmehjælpere og sygeplejesker, der sniger sig til at give ordentlig service i deres fritid på trods af det omfattende regeltyrani.

Den nemme løsning

Socialdemokratiet ville løse svære problemer nemt og ikke mindst smertefrit.

Selv deres eget bagland kan se, at det ikke holder: link

Det minder meget om den gang Thor Pedersen ville købe hele verden. Det var der heller ingen, der troede på.

The Sorting Hat

The Sorting Hat er kendt af alle læsere af Rowlings berømte bøger om Harry Potter, og frygtet  er hovedpersonerne i samme bøger. Hatten er - som så mange ting i Rowlings univers - levende og kan se ind i sjælen på de nyankomne elever på troldmandsskolen. Hatten sortere eleverne på baggrund af deres inderste overbevisning og moralske habitus.

I dansk politik er der blevet rodet godt rundt i gryden. Medlemmerne af de nuværende rød og blå blok er sorteret efter personlige venskaber og stil snarere end egentlige holdninger. Man holder sig til, der hvor der er størst chance for at få en fremtrædende post med tilhørende fryns - hvad enten det er i form af en ministerbil eller blot en hale af spytslikkere, der kan puste til et i forvejen opblæst ego.

Man kan derfor se fx Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i hver sin blok selvom de appellerer til de samme vælgere og har stort set identiske holdninger til alt lige fra social- og sundhedspolitik over indvandring til den økonomiske politik.

Man kan også se Liberal Alliance og de radikale i hver sin blok selvom de er enige om alt undtagen navnet på den ønskelige statsminister. Hos de radikale er det specielt tydeligt, at den politiske taktik lægges ud fra den korteste vej til at komme i fjernsynet. Thor Pedersen sagde efter en valgsejr, at han i mange år havde glædet sig til den dag, hvor det var "fløjtende ligegyldigt", hvad de radikale mente. Det skulle han aldrig have sagt.

Hvad ville der mon ske, hvis man lod alle politikerne passerer forbi the Sorting Hat? Mon ikke de radikale og DF ville skifte side? Det ville afsløre nationens egentlige problem: der er et massivt flertal af folk, der frejdigt vil save den gren over, de selv sidder på, som man fx kan læse i Esben Schjørrings glimrende artikel i Berlingske "Har velfærdskoalitionen taget magten?" i går.

I dagens udgave af Berlingeren opfordrer tre radikale de konservative til at skifte side. De har i et anfald af klarsyn indset at de har mere til fælles med de konservative end med Socialdemokraterne. Men skiftet kunne som nævnt lige så godt være den anden vej.

Hvad foregår der mon inde i hovedet på de radikale? Hvorfor holder de fast ved Helle T., når de godt ved, at de faktisk er mest enige med regeringen? I indlægget mener de tre, at de er uenige med Venstre. Den uenighed er værd at granske, og her må man skelne mellem mål og midler.

Mål kræver visioner og indsigt, mens valg og implementering af midler kræver mere jordnære kompetencer samt en grundlæggende moral som baggrund for de svære valg. De to blokke har lidt forskellige visioner. De vil begge gerne have at danskerne er rige. I den socialdemokratiske udgave, skal de bare helst blive det alle sammen samtidigt. De vil også i vid udstrækning benytte samme midler: en detaljeret central styring af alle aktiviteter i samfundet gennem et sindrigt system. De er lidt uenige om, hvordan det faktisk skal implementeres: De blå taler om kontrakter og mål, de røde om 27 rettigheder, der af borgerne kan bruges til at sagsøge deres fælles offentlige institutioner, hvis de ikke opfyldes. Begge dele er dog udtryk for den samme mangel på moral: de glemmer begge, at bare fordi man har lovgivningsmagten behøver man ikke (mis-) bruge den til at blande sig i alt muligt med størst mulig nidkærhed.

Så hvad er det de radikale er uenige i, når det ikke er hverken mål eller midler? Det må jo være det sidste element: kompetence. En siddende regering af rig lejlighed til at dumme sig og demonstrere sin inkompetence. Oppositionens kompetence eller mange på samme er derimod en velbevaret hemmelighed. De radikale må simpelthen kynisk have regnet sig frem til at den borgerlige regering ryger ud ved næste valg pga. de mange demonstrationer af dens inkompetence. Så hvis man vil have en ministerbil eller gerne vil i fjernsynet i den bedste sendetid, må man holde sig til hos oppositionen.

Det må være en grim erkendelse hos de radikale, der mere end nogen hylder det politiske korrekte. De har efter mange års ørkenvandring indset, at de faktisk valgte forkert for ti år siden. De lod Marianne Jelveds personlige modvilje mod Anders Fogh flytte dem til en rød blok, som de dybest set ikke er enige med. Nu har de indset fejlen, men tør ikke skifte hest i vadestedet fordi den blå hest er ved at synke til bunds i mudderet.

Man bliver let rundtosset...

... når ens egen politiske retning bider sig selv i halen.


Ole Sohn vil godt lade folk i arbejde arbejde mere - og dermed tjene mere - uden at hæve overførselsindkomsterne (link).


Det skaber jo vækst og dynamik, at folk arbejder mere.


Men det gør også forskellen på folk i arbejde og de arbejdsløse større - altså bliver der mere ulighed.


Og ulighed er uproduktivt: "I SF tror vi, at et samfund, hvor ulighederne ikke er for store, ikke alene er det rareste og tryggeste samfund i verden. Vi er også overbevist om, at vores samfundstype er den mest produktive.", sagde Villy Søvndal i Folketinget d. 17. januar 2006 (link).


Uha uha. I takt med at rød bloks slagord og skåltaler drejes i retning af egentlige valgløfter, går det op for selv de mest forhærdede, at det ikke hænger sammen. Det må være en grim opdagelse, at ens vej til magten går via en stor løgn overfor befolkningen. 


Nu kan Ole og Villy ikke længere hævde, at de blot var uvidende om de faktiske forhold. Der er tale om en tilståelsessag. 

Når der er noget at kæmpe for

Den forgangne uge har været præget af, at medierne for en gang skyld har haft noget interessant at beskæftige sig med: revolutionen i Egypten. Ævl og kævl i den hjemlige andedam er gledet i baggrunden.... og tak for det.

Egypterne har noget at kæmpe for.

Danskerne gider ikke kæmpe mere. De skal åbenbart en tur ned at vende i sølet, inden de vågner op og tager fat på de virkelige udfordringer.

Det kan være ubehageligt sådan at blive mindet om, at velstand og frihed ikke er uforanderlige størrelser. Heldigvis sluttede ugen da også med at Henriette Kjærs samlever tilstod bedrageri i retten i Lyngby. Så kan vi vende tilbage til det normale i næste uge: pseudo-politisk debat om hvordan vi hurtigst muligt kollektivt styrer landet mod bankerot og almindelig chikane af medlemmerne af den anden blok, mens resten af Verden drøner videre uden at se sig tilbage. God fornøjelse.

...og hverdagen vender tilbage

Et spirrende håb blev tændt da Statsministeren udskrev valg i sin nytårstale. Substansen var ved at snige sig tilbage i dansk politik - ganske vidst kun i det små i form af en debat om efterlønnen - men alligevel!

Nu er hverdagen vendt tilbage.

Rød blok fremfører den ene absurde idé efter den anden, der alle er funderet i idéen om vækst gennem selvsuggestion: hvis vi alle sammen bilder hinanden ind, at vi kan leve af at klippe hinanden, kunne det jo være at ingen opdager, at det er løgn. Seneste påhit er forslaget om vækst gennem såkaldt velfærdsteknologi. Nu bliver den megen snak om fx flere "varme hænder" i sundhedssektoren afløst af vækst gennem flere robotter i sundhedssektoren - robotter som så skal eksporteres.

Blå blok er tilbage i vanlig stil tåbelige fodfejl og intern ævl og kævl (link). Lars Løkke har overbelånt sit hus midt i finanskrisen. De konservative har i deres dødskamp kastet sig over deres artsfæller hos LA og helt opgivet at kæmpe mod oppositionen.

Men sådan må det vel være. De skarpe socialistiske hjerner er travlt optaget af at overtage statsmagten, mens de skarpeste borgerlige hjerner er travlt optaget af at skabe vækst, arbejdspladser og velstand ude i den virkelige verden langt fra Christiansborg.