Læserne af berlingske.dk raser over afsløringer af ufatteligt bureaukrati: link. Embedsmænd bruger tid på at definere "at spise" og "at drikke".
Det er da også helt forrykt.
Men måske skulle man lige stoppe op og tænke over, hvorfor et system af ellers begavede og loyale embedsmænd kaster sig ud i den slags galimatias. De må jo mene, det dækker et konkret behov, og de har da også iflg. Berlingske fået overbevist ministeren om, at arbejdet er utroligt vigtigt. Ja, det er da utroligt, at det skulle være vigtigt.
En mulig grund til at give sig i kast med sådanne tilsyneladende helt meningsløse udredningsarbejder kan måske findes i offentligt ansattes daglige omgang med borgere og presse. Hvis der er den mindste forskel mellem, hvad en kommune leverer, og hvad en borger mener at have krav på, bryder helvede løs. Nogen skal straks stilles til regnskab og allerhelst skal en kommunaldirektør eller en minister gå af.... og der skal i hvert fald udbetales erstatning fra den fælles kasse.
Hvis en embedsmænd tolker definitionen på en offentlig ydelse lidt for stramt, fremstilles han som en hjerteløs teknokrat, der kun tænker på penge og kasser. Hvis han tolker dem for slapt, er er tale om sløset omgang med offentlige midler, og der luftes omgående mistanker om nepotisme eller egen vinding.
Den stakkels embedsmand har ikke andet at gøre, end at dække sig ind bag stadigt mere detaljerede regler, der giver mulighed for at sende aben videre til dem, der har lavet reglerne. I sidste instans er de lavet af politikere helt uden forbindelse med det daglige arbejde i kommunen og uden en reel chance for at sætte sig ind i detaljerne.
Og det skal da heller ikke være politikeres opgave at bestyre alt i mindste detalje. Den slags skal overlades til fagfolk (som fx en hjemmehjælper), der ud over sine faglige kvalifikationer glimrer ved daglig omgang med borgerne.
Men det kræver, at vælgerne - som jo er at ligne med generalforsamlingen i Danmark A/S - viser tillid til sine ansatte og tilgiver fejl..... og det er jo nok ikke den stærkeste side i vores nationalkarakter.
Viser opslag med etiketten Janteloven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Janteloven. Vis alle opslag
søndag den 10. april 2011
søndag den 6. marts 2011
Hvordan skaber man arbejdspladser?
... kunne man fristes til at spørge Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, efter at han har tilsluttet sig LO formand Harald Børstings synspunkt om at de berømte og berygtede 12 minutters ekstra arbejde om dage (naturligvis med fuld lønkompensation) først skal indføres, når arbejdsløsheden igen er under 100.000.
Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.
Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.
Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.
Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.
Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.
Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.
Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.
Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.
Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.
Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.
Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.
Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.
Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".
Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.
Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.
Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.
Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.
Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.
Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.
Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.
Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.
Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.
Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.
Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.
Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.
Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".
mandag den 10. januar 2011
onsdag den 5. januar 2011
Villy igen
Villy Søvndal vil nu have regeringen til at garantere, at besparelser på efterlønnen ikke bruges til skattelettelser (link).
Et helt igennem fantastisk krav, som regeringen naturligvis ikke kan gå ind på. Det er da heller ikke meningen. Det er bare et taktisk træk, der endnu engang udstiller at Villy vil gøre alt for at få magten - uanset om det er godt eller skidt for landet.
Villy er begyndt at tale om vækst. Men ovennævnte krav viser tydeligt, at han ikke helt forstår, hvor den i givet fald skal komme fra. I hvert fald er det mest praktisk for ham, at lade som om han ikke ved det.
Gad vide om Villy faktisk er uvidende om, at vækst skabes ved at lade folk nyde frugten af deres indsats, eller om han blot med vilje gør noget forkert for at få magten. Begge dele må være diskvalificerende i forhold til at lede landet.
En lille reminder er på sin plads, frit oversat fra Victor Boc's fortælling om ti mænd der tager på restaurant.
Hver dag tog ti mænd ud og spiste aftensmad på en restaurant. De bestilte altid den samme mad, og regningen for deres mad blev altid præcis 1000kr. De gjorde dette, dag efter dag, år efter år, uden variation.
De opdelte dog ikke regningen ligeligt mellem dem. Da nogle af mændene var mere velhavende end andre, var de alle enige om, at en ligelig opdeling ville være unfair for dem med færre penge. Så mændene besluttede at betale regningen på præcis samme måde som vi betaler alle vores indkomstskatter.
De første fire mænd betalte slet ingenting. De spiste gratis. Den femte mand betalte 10kr, den sjette betalt 30kr, den syvende betalte 70kr, den ottende betalte 120kr, den niende betalte 180kr Og den tiende mand, som var langt den rigeste af dem, betalte nøjagtigt 590kr, hvilket var det meste af de 1000kr regningen lød på. Han havde intet imod dette, da han havde råd til at betale beløbet. Alt var godt. De ti mænd var tilfredse med ordningen, og de fortsatte med at spise på restauranten hver eneste dag og nød deres tid sammen.
Så en dag gjorde ejeren af restauranten noget uventet. Da de stod ved skranken for at betale deres regning, meddelte han, at han ville reducere prisen på deres måltider. "Da i alle er så gode kunder og jeg sætter står pris på den omsætning i bringer mig" sagde han, "vil jeg reducere den samlede regning for jeres måltider med 200kr. Fra nu af koster jeres ti middage kun 800kr. "
Mændene var glade. Men situationen skabte et problem. Hvordan skulle de opdele besparelserne blandt dem? Selvfølgelig kunne de ikke bare kreditere 20kr (en tiendedel af 200 kroners besparelsen) til hver af de ti mænd, da dette ville betyde, at de første fire mænd rent faktisk skulle have udbetalt 20kr hver for at spise! Det eneste der syntes rimeligt var, at de første fire mænd, der intet havde betalt til at begynde med, heller ikke burde få del af denne 200 kroners rabat. Men der var stadig et problem. Hvis de nu inddelte 200 kroners besparelsen blandt de resterende seks mænd, ville dette være 33,33kr pr mand. Hvis dette beløb blev trukket fra hver mands betaling, skulle den femte og sjette mand, som før havde betalt henholdsvis 10kr og 30kr, betales for at spise. Det ville heller ikke fungere. Nej, løsningen på dette problem krævede noget opfindsomhed.
Restaurant ejeren, der havde lyttet til diskussionen, afbrød dem. Han tilbød en løsning. Han foreslog, at den mest retfærdige måde at løse dette dilemma på, ville være at reducere hver mands regning i samme forhold som de betalte i første omgang. Ejeren gik over til hans regnemaskine og regnede ud hvor meget hver mand skulle betale. Og så blev det aftalt.
Den femte mand, skulle i stedet for at betale 10kr, nu intet betale, ligesom de første fire mænd aldrig havde gjort. Den sjette mand betalte 20kr (reduceret fra 30kr) og den syvende betalte 50kr (reduceret fra 70kr), den ottende betalte 90kr (reduceret fra 120kr), den niende betalte 120kr (reduceret fra 180kr). Dette forlod den tiende mand med en regning på 520kr, i stedet for hans tidligere regning på 590kr. Mændene betalte deres regning i henhold til dette arrangement, og de forlod restauranten tilfredse.
Uden for restauranten begyndte mændene dog at sammenligne deres individuelle besparelser. Den sjette mand begyndte at klage. "Jeg har kun fået 10kr ud af de 200kr vi sparede, Det er ikke meget" siger han. Han pegede på den tiende mand og sagde: "og han fik 70kr, hvorfor? Det er ikke fair, Han er jo rig. Han har ikke brug for pengene. Hvorfor skal han så have 70kr, når jeg kun får 10kr?"
"Ja, det er rigtigt," udbrød den femte mand. "Jeg sparer også kun 10kr. Det er uretfærdigt at den rige gut får syv gange mere end jeg gjorde! Jeg har helt sikkert langt større behov for pengene end han har."
"Det er sandt," råbte den syvende mand. "Hvorfor skulle han få 70kr tilbage, når jeg kun får 20kr tilbage? Det stinker! De rige får altid alle fordelene. De rige bliver bare rigere og rigere."
"Vent et øjeblik!" råbte de første fire mænd i kor. "Vi har ikke fået noget som helst. Ikke en enkelt øre! Den rige fyr, der kører hertil i en Lexus hver dag, får 70kr. Vi tager alle offentlig transport til denne restaurant og vi får slet ingenting. Dette system udnytter de fattige".
Da blev mændene vrede, de omringede den tiende mand, gav ham tæsk og gik derefter hjem.
Den næste dag mødte den tiende mand ikke op til deres regelmæssige middag. De 9 satte sig og spiste uden ham men da de var færdige og skulle betale regningen opdagede de, til deres store forbløffelse at der manglede 520kr!
(oversættelsen er fundet her: link)
Et helt igennem fantastisk krav, som regeringen naturligvis ikke kan gå ind på. Det er da heller ikke meningen. Det er bare et taktisk træk, der endnu engang udstiller at Villy vil gøre alt for at få magten - uanset om det er godt eller skidt for landet.
Villy er begyndt at tale om vækst. Men ovennævnte krav viser tydeligt, at han ikke helt forstår, hvor den i givet fald skal komme fra. I hvert fald er det mest praktisk for ham, at lade som om han ikke ved det.
Gad vide om Villy faktisk er uvidende om, at vækst skabes ved at lade folk nyde frugten af deres indsats, eller om han blot med vilje gør noget forkert for at få magten. Begge dele må være diskvalificerende i forhold til at lede landet.
En lille reminder er på sin plads, frit oversat fra Victor Boc's fortælling om ti mænd der tager på restaurant.
Hver dag tog ti mænd ud og spiste aftensmad på en restaurant. De bestilte altid den samme mad, og regningen for deres mad blev altid præcis 1000kr. De gjorde dette, dag efter dag, år efter år, uden variation.
De opdelte dog ikke regningen ligeligt mellem dem. Da nogle af mændene var mere velhavende end andre, var de alle enige om, at en ligelig opdeling ville være unfair for dem med færre penge. Så mændene besluttede at betale regningen på præcis samme måde som vi betaler alle vores indkomstskatter.
De første fire mænd betalte slet ingenting. De spiste gratis. Den femte mand betalte 10kr, den sjette betalt 30kr, den syvende betalte 70kr, den ottende betalte 120kr, den niende betalte 180kr Og den tiende mand, som var langt den rigeste af dem, betalte nøjagtigt 590kr, hvilket var det meste af de 1000kr regningen lød på. Han havde intet imod dette, da han havde råd til at betale beløbet. Alt var godt. De ti mænd var tilfredse med ordningen, og de fortsatte med at spise på restauranten hver eneste dag og nød deres tid sammen.
Så en dag gjorde ejeren af restauranten noget uventet. Da de stod ved skranken for at betale deres regning, meddelte han, at han ville reducere prisen på deres måltider. "Da i alle er så gode kunder og jeg sætter står pris på den omsætning i bringer mig" sagde han, "vil jeg reducere den samlede regning for jeres måltider med 200kr. Fra nu af koster jeres ti middage kun 800kr. "
Mændene var glade. Men situationen skabte et problem. Hvordan skulle de opdele besparelserne blandt dem? Selvfølgelig kunne de ikke bare kreditere 20kr (en tiendedel af 200 kroners besparelsen) til hver af de ti mænd, da dette ville betyde, at de første fire mænd rent faktisk skulle have udbetalt 20kr hver for at spise! Det eneste der syntes rimeligt var, at de første fire mænd, der intet havde betalt til at begynde med, heller ikke burde få del af denne 200 kroners rabat. Men der var stadig et problem. Hvis de nu inddelte 200 kroners besparelsen blandt de resterende seks mænd, ville dette være 33,33kr pr mand. Hvis dette beløb blev trukket fra hver mands betaling, skulle den femte og sjette mand, som før havde betalt henholdsvis 10kr og 30kr, betales for at spise. Det ville heller ikke fungere. Nej, løsningen på dette problem krævede noget opfindsomhed.
Restaurant ejeren, der havde lyttet til diskussionen, afbrød dem. Han tilbød en løsning. Han foreslog, at den mest retfærdige måde at løse dette dilemma på, ville være at reducere hver mands regning i samme forhold som de betalte i første omgang. Ejeren gik over til hans regnemaskine og regnede ud hvor meget hver mand skulle betale. Og så blev det aftalt.
Den femte mand, skulle i stedet for at betale 10kr, nu intet betale, ligesom de første fire mænd aldrig havde gjort. Den sjette mand betalte 20kr (reduceret fra 30kr) og den syvende betalte 50kr (reduceret fra 70kr), den ottende betalte 90kr (reduceret fra 120kr), den niende betalte 120kr (reduceret fra 180kr). Dette forlod den tiende mand med en regning på 520kr, i stedet for hans tidligere regning på 590kr. Mændene betalte deres regning i henhold til dette arrangement, og de forlod restauranten tilfredse.
Uden for restauranten begyndte mændene dog at sammenligne deres individuelle besparelser. Den sjette mand begyndte at klage. "Jeg har kun fået 10kr ud af de 200kr vi sparede, Det er ikke meget" siger han. Han pegede på den tiende mand og sagde: "og han fik 70kr, hvorfor? Det er ikke fair, Han er jo rig. Han har ikke brug for pengene. Hvorfor skal han så have 70kr, når jeg kun får 10kr?"
"Ja, det er rigtigt," udbrød den femte mand. "Jeg sparer også kun 10kr. Det er uretfærdigt at den rige gut får syv gange mere end jeg gjorde! Jeg har helt sikkert langt større behov for pengene end han har."
"Det er sandt," råbte den syvende mand. "Hvorfor skulle han få 70kr tilbage, når jeg kun får 20kr tilbage? Det stinker! De rige får altid alle fordelene. De rige bliver bare rigere og rigere."
"Vent et øjeblik!" råbte de første fire mænd i kor. "Vi har ikke fået noget som helst. Ikke en enkelt øre! Den rige fyr, der kører hertil i en Lexus hver dag, får 70kr. Vi tager alle offentlig transport til denne restaurant og vi får slet ingenting. Dette system udnytter de fattige".
Da blev mændene vrede, de omringede den tiende mand, gav ham tæsk og gik derefter hjem.
Den næste dag mødte den tiende mand ikke op til deres regelmæssige middag. De 9 satte sig og spiste uden ham men da de var færdige og skulle betale regningen opdagede de, til deres store forbløffelse at der manglede 520kr!
(oversættelsen er fundet her: link)
lørdag den 16. januar 2010
Ak ja - skattereformen
S og SF finder skattereformen uretfærdig. Hvor belejligt for valgkampen.
Direktøren "får" mange tusinde kroner i lettelse. "Du" får kun håndører!
Hvor manipulerende og småligt kan det blive?
Hvis er pengene i første omgang? Statens eller hende, der har arbejdet for dem?
Husk at direktøren stadigt betaler mere i skat end LO-arbejderen. Sådan skal det også være. Men direktøren skulle gerne stadigt gide være med. Ellers skal du jo have fem job for at fylde hullet i statskassen.
Janteloven er dræbende i sig selv, men direkte ulækker med Villy Søvndal som baggrund.
Direktøren "får" mange tusinde kroner i lettelse. "Du" får kun håndører!
Hvor manipulerende og småligt kan det blive?
Hvis er pengene i første omgang? Statens eller hende, der har arbejdet for dem?
Husk at direktøren stadigt betaler mere i skat end LO-arbejderen. Sådan skal det også være. Men direktøren skulle gerne stadigt gide være med. Ellers skal du jo have fem job for at fylde hullet i statskassen.
Janteloven er dræbende i sig selv, men direkte ulækker med Villy Søvndal som baggrund.
Kategorier:
Janteloven
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
