søndag den 23. september 2018

Krammere

"Jeg ville synes, det var enormt grænseoverskridende, hvis jeg havde en chef, der henstillede til, at jeg ikke måtte kramme mine kollegaer" udtaler børnehaveklasse-leder Emilie Gorrisen til DR (link til historien), der iøvrigt bringer historien om Hørsholm's borgmesters henstilling om, at politikere og embedsmænd ikke krammer hinanden, under overskriften "slut med krammeri i Hørsholm - det virker fuldstændigt vanvittigt".

Selvfølgeligt må en leder af en organisation - som i dette tilfælde borgmesteren - udstikke retningslinier for omgangstonen - og formen. Faktisk bliver ledere skoset, hvis de IKKE har en politik, der regulerer omgangen mellem kolleger.

Mere er der ikke at sige om den sag.

tirsdag den 18. september 2018

Det famøse håndtryk

Inden længe kan man ikke blive dansk statsborger, hvis man ikke vil trykke hånd med borgmesteren. Og endnu mere underligt: borgmesteren risikerer en bøde, hvis han ikke forsøger at tiltvinge sit et håndtryk.

Symbolpolitik af værste skuffe.

I Danmark har vi religionsfrihed - i teorien i hvert fald. Vi har også respekt for individet og dets særheder - i teorien i hvert fald. Og vi har meget travlt med at lave regler, der skal straffe "krænkere" af den enkeltes privatsfære. Prøv engang at Google "jeg føler mig krænket", og se hvor lidt der skal til.

Nogle muslimer føler sig krænkede over at andre tegner deres profet. Nogle amerikanere føler sig krænkede, når nogen afbrænder deres flag. Andre føler sig krænket af en lidt for kæk bemærkning i nattelivet. Og nogle føler sig endda krænket, hvis de ikke er genstand for en kæk bemærkning (det sidste har jeg desværre ikke kunnet finde et link til).

Nu skal borgmestre altså på vores alles vegne krænke en ny medborger ved at påtvinge denne et håndtryk. Hvis man føler sig krænket af det, kan man ikke blive dansk.

Vil det sige, at alle der føler sig krænkede af almindelige omgangsformer, skal miste deres statsborgerskab? Nej. Vel. Man har jo lov til at insistere på at have en privatsfære, hvor andre skal træde varsomt. Danskere må føle sig krænket af alt muligt, og har endda krav på regler, der begrænser andres brug af fx satire, så de ikke bliver krænkede. Men indvandrerere skal krænkes med overlæg.

Det er fint at stille krav til nye - og eksisterende danskere. Fx at de skal overholde landets love. Det er underligt, at de i frit land skal demonstrere dette ved at lade sig krænke. Det er især underligt i et land, der har meget travlt med at anderkende alle mulige andre former for krænkelse.

Mon ikke dette mere handler om, at et valg nærmer sig og at vi har tre næste ens socialdemokratier: de røde, de blå, og de gule. Men det går jo ikke, at de er ens. Så forsvinder kamp jo helt fra valgkamp. Det er ikke nok for vælgerne, at de er uenige om, hvem der skal være statsminister. Derfor må de opfinde nogle problemer med tilhørende "løsningsforlag" i håb om at de andre vil være uenige. Denne gang gik det galt. De røde socialdemokrater hoppede med på vognen, men havde glemt deres eget bagland og deres parlamentariske grundlag. Men når der er sagt A, må der også siges B, så landet skal nu trækkes med tåbelige regler om håndtryk.

Hvis man kom til landet udefra og så den politiske debat, måtte man konkludere at alt er i skønneste orden i Danmark. Sygehuse, skoler, klima, fødevarer, boliger.... alle har alt, hvad de skal bruge og ingen lider overlast. Sådan må det vel være, når rigets fremmeste mænd og kvinder har tid til at lave regler om håndtryk.

Hvis man endeligt skulle peget på et potentielt problem vedrørende ritualer, er det ikke, når andre ikke vil påtage sig et ritual - som fx at trykke hånd. Det er når andre, vil forhindre én i at udføre sit eget ritual under henvisning til krænkelse. Som fx når nogen vil forhindre en satiretegning.

Og så lige et gratis tip til vores politikere. Man kan godt have en mening om noget uden at lovgive om det. Hvis man skal gøre sig fortjent til at have magt, skal man også kunne nære sig fra at bruge den ind imellem.

Mere om krænkelseskulturen en af de kommende dage.


søndag den 16. september 2018

Det store billede genopstår

I en tid hvor vores politikere har travlt med, hvem der skal trykke hånd med hvem, og forbyder halstørklæder i misforstået iver efter at gøre livet surt for visse indvandrere, er der igen brug for en fornuftig stemme, der kan sætte tingene i perspektiv og bevare fokus på det store billede.

I de kommende dage lægger vi ud med at genbesøge ovennævnte sager. Jeg tager også fat i sagen om de meget lidt hemmelige valghandlinger i Sverige og faren for udenlandsk indblanding i det kommende folketingsvalg.

Mon ikke vores ærede medlemmer (af Folketinget) snart er leveringsdygtige i nye tossestreger. Det er trods alt et valgår, og konkurrencen om det mest tåbelige forslag er allerede indledt.

Husk at indlæg er åbne for indsigtsfulde kommentarer, så det er bare om at komme til tasterne, hvis du har noget på hjertet.

God læselyst.