lørdag den 29. januar 2011
onsdag den 26. januar 2011
Tag-selv-bord
Nick Hækkerup (S) finder det uværdigt, at nedslidte medborgere skal "måles og vejes" for at få del i regeringens seniorførtidspension. (P1 morgen 26/1-11)
Finder han det så også uværdigt, at man skal spørge om lov, inden man snupper sig et stykke mad i naboens køleskab?
Hækkerup vil åbenbart bruge lovgivningsmagten til at gøre andre menneskers tegnebog til et tag-selv-bord.
Er det også uværdigt, at stille krav til folk der vil have arbejdsløshedsunderstøttelse, boligsikring, SU, mm.?
Finder han det så også uværdigt, at man skal spørge om lov, inden man snupper sig et stykke mad i naboens køleskab?
Hækkerup vil åbenbart bruge lovgivningsmagten til at gøre andre menneskers tegnebog til et tag-selv-bord.
Er det også uværdigt, at stille krav til folk der vil have arbejdsløshedsunderstøttelse, boligsikring, SU, mm.?
onsdag den 19. januar 2011
Valgkampen allerede kørt af sporet
Nu er valgkampen ved at finde sin "tone" oven på Statsministerens nytårstale. Claus Hjort og Ole Sohn råber af hinanden, Statsministeren smører tykt på sine påstande om oppositionens intentioner, og Helle T nægter stadigt at svare på, hvordan hendes intentioner skal omsættes i handling: "det sætter vi os sammen med parterne og taler om efter valget" (næsten ordret citat).
Det er da befriende, at Helle i den grad skilter med sit magtbegær. Hun skal bare have magten. Så kan hun bagefter finde ud af, hvad den skal bruges til.
... og hun skal som end nok få den. Regeringen laver det ene selvmål efter det andet. Som fx i dag, hvor debatten om efterlønnens afskaffelse drejes ind på, at det bare handler om at trykke lønningerne ved at øge udbudet af arbejdskraft. Det er nok ikke sød musik for de mange pseudo-socialdemokrater i middelklassen: nu skal vi flyttes fra efterlønslisten til arbejdsløshedskøen for at holde lønnen nede. Nej tak!
Problemet er som altid, at historien forsimples af alle parter til et grotesk niveau. Man vil gerne have vækst og det kræver mere arbejdskraft, hvis lønningerne ikke skal løbe løbsk med konkurrenceevnen som blind passager. Så langt så godt.
Men hvor skal væksten komme fra, der skal absorbere den ekstra arbejdskraft? Oppositionen er sådan set meget klar i spyttet: øgede offentlige udgifter. Dvs. flere investeringer og flere ansatte. Nu er der bare lige den hage, at for hver gang man giver en offentlig ansat 100 kr. i løn, betaler han/hun kun de 50 kr. tilbage i form af moms og skat. Hvor skal de sidste 50 kr. kommer fra?
Eneste realistiske bud kommer fra Liberal Alliance - som sædvanligt i store annoncer i Berlingske Tidende - og fra de Konservative, hvor det dog mere lyder som et mantra end som resultat af egentlige overvejelser. Begge partier vil bruge provenuet fra afskaffelsen af efterlønnen til at sænke skatterne for der igennem at stimulere den virketrang, der skal føre til nye private virksomheder, hvor den ekstra arbejdskraft kan beskæftiges..... og hvor værdier kan skabes, der via den trods alt stadigt høje skat kan kanaliseres over til sygehuse, skoler, mm.
Alt dette bliver nok desværre for kompliceret at forklare på 20 sekunder i den bedste sendetid.
Men man kunne jo også bare begynde at diskutere det rimelige i at betale raske mennesker for ikke at arbejde, når man ikke har råd til at undervise børnene i skolerne, passe de gamle på plejehjemmene og behandle de syge på hospitalerne. Den vinkel ville også blive svær at veksle for oppositionen, der er store tilhængere af "rimelighed".
Man kan kun håbe, at danskerne kan gennemskue det store cirkus og vælger en model, der peger fremad. Skulle det ikke ske tegner fremtiden dog alligevel lys på rigtig lang sigt. Danmark vil som end bare ende som det nordligste Bundes Land - og i Der Bundes Republik går det som end udmærket fordi økonomisk ansvarlighed og hårdt arbejde er en del af det tyske NDA.
Det er da befriende, at Helle i den grad skilter med sit magtbegær. Hun skal bare have magten. Så kan hun bagefter finde ud af, hvad den skal bruges til.
... og hun skal som end nok få den. Regeringen laver det ene selvmål efter det andet. Som fx i dag, hvor debatten om efterlønnens afskaffelse drejes ind på, at det bare handler om at trykke lønningerne ved at øge udbudet af arbejdskraft. Det er nok ikke sød musik for de mange pseudo-socialdemokrater i middelklassen: nu skal vi flyttes fra efterlønslisten til arbejdsløshedskøen for at holde lønnen nede. Nej tak!
Problemet er som altid, at historien forsimples af alle parter til et grotesk niveau. Man vil gerne have vækst og det kræver mere arbejdskraft, hvis lønningerne ikke skal løbe løbsk med konkurrenceevnen som blind passager. Så langt så godt.
Men hvor skal væksten komme fra, der skal absorbere den ekstra arbejdskraft? Oppositionen er sådan set meget klar i spyttet: øgede offentlige udgifter. Dvs. flere investeringer og flere ansatte. Nu er der bare lige den hage, at for hver gang man giver en offentlig ansat 100 kr. i løn, betaler han/hun kun de 50 kr. tilbage i form af moms og skat. Hvor skal de sidste 50 kr. kommer fra?
Eneste realistiske bud kommer fra Liberal Alliance - som sædvanligt i store annoncer i Berlingske Tidende - og fra de Konservative, hvor det dog mere lyder som et mantra end som resultat af egentlige overvejelser. Begge partier vil bruge provenuet fra afskaffelsen af efterlønnen til at sænke skatterne for der igennem at stimulere den virketrang, der skal føre til nye private virksomheder, hvor den ekstra arbejdskraft kan beskæftiges..... og hvor værdier kan skabes, der via den trods alt stadigt høje skat kan kanaliseres over til sygehuse, skoler, mm.
Alt dette bliver nok desværre for kompliceret at forklare på 20 sekunder i den bedste sendetid.
Men man kunne jo også bare begynde at diskutere det rimelige i at betale raske mennesker for ikke at arbejde, når man ikke har råd til at undervise børnene i skolerne, passe de gamle på plejehjemmene og behandle de syge på hospitalerne. Den vinkel ville også blive svær at veksle for oppositionen, der er store tilhængere af "rimelighed".
Man kan kun håbe, at danskerne kan gennemskue det store cirkus og vælger en model, der peger fremad. Skulle det ikke ske tegner fremtiden dog alligevel lys på rigtig lang sigt. Danmark vil som end bare ende som det nordligste Bundes Land - og i Der Bundes Republik går det som end udmærket fordi økonomisk ansvarlighed og hårdt arbejde er en del af det tyske NDA.
Kategorier:
Idioti
fredag den 14. januar 2011
Ingen kommentarer
De konservative har fået ny politisk leder. Denne skribent har ingen kommentarer. Det er jo en inderligt ligegyldig nyhed.
mandag den 10. januar 2011
onsdag den 5. januar 2011
Villy igen
Villy Søvndal vil nu have regeringen til at garantere, at besparelser på efterlønnen ikke bruges til skattelettelser (link).
Et helt igennem fantastisk krav, som regeringen naturligvis ikke kan gå ind på. Det er da heller ikke meningen. Det er bare et taktisk træk, der endnu engang udstiller at Villy vil gøre alt for at få magten - uanset om det er godt eller skidt for landet.
Villy er begyndt at tale om vækst. Men ovennævnte krav viser tydeligt, at han ikke helt forstår, hvor den i givet fald skal komme fra. I hvert fald er det mest praktisk for ham, at lade som om han ikke ved det.
Gad vide om Villy faktisk er uvidende om, at vækst skabes ved at lade folk nyde frugten af deres indsats, eller om han blot med vilje gør noget forkert for at få magten. Begge dele må være diskvalificerende i forhold til at lede landet.
En lille reminder er på sin plads, frit oversat fra Victor Boc's fortælling om ti mænd der tager på restaurant.
Hver dag tog ti mænd ud og spiste aftensmad på en restaurant. De bestilte altid den samme mad, og regningen for deres mad blev altid præcis 1000kr. De gjorde dette, dag efter dag, år efter år, uden variation.
De opdelte dog ikke regningen ligeligt mellem dem. Da nogle af mændene var mere velhavende end andre, var de alle enige om, at en ligelig opdeling ville være unfair for dem med færre penge. Så mændene besluttede at betale regningen på præcis samme måde som vi betaler alle vores indkomstskatter.
De første fire mænd betalte slet ingenting. De spiste gratis. Den femte mand betalte 10kr, den sjette betalt 30kr, den syvende betalte 70kr, den ottende betalte 120kr, den niende betalte 180kr Og den tiende mand, som var langt den rigeste af dem, betalte nøjagtigt 590kr, hvilket var det meste af de 1000kr regningen lød på. Han havde intet imod dette, da han havde råd til at betale beløbet. Alt var godt. De ti mænd var tilfredse med ordningen, og de fortsatte med at spise på restauranten hver eneste dag og nød deres tid sammen.
Så en dag gjorde ejeren af restauranten noget uventet. Da de stod ved skranken for at betale deres regning, meddelte han, at han ville reducere prisen på deres måltider. "Da i alle er så gode kunder og jeg sætter står pris på den omsætning i bringer mig" sagde han, "vil jeg reducere den samlede regning for jeres måltider med 200kr. Fra nu af koster jeres ti middage kun 800kr. "
Mændene var glade. Men situationen skabte et problem. Hvordan skulle de opdele besparelserne blandt dem? Selvfølgelig kunne de ikke bare kreditere 20kr (en tiendedel af 200 kroners besparelsen) til hver af de ti mænd, da dette ville betyde, at de første fire mænd rent faktisk skulle have udbetalt 20kr hver for at spise! Det eneste der syntes rimeligt var, at de første fire mænd, der intet havde betalt til at begynde med, heller ikke burde få del af denne 200 kroners rabat. Men der var stadig et problem. Hvis de nu inddelte 200 kroners besparelsen blandt de resterende seks mænd, ville dette være 33,33kr pr mand. Hvis dette beløb blev trukket fra hver mands betaling, skulle den femte og sjette mand, som før havde betalt henholdsvis 10kr og 30kr, betales for at spise. Det ville heller ikke fungere. Nej, løsningen på dette problem krævede noget opfindsomhed.
Restaurant ejeren, der havde lyttet til diskussionen, afbrød dem. Han tilbød en løsning. Han foreslog, at den mest retfærdige måde at løse dette dilemma på, ville være at reducere hver mands regning i samme forhold som de betalte i første omgang. Ejeren gik over til hans regnemaskine og regnede ud hvor meget hver mand skulle betale. Og så blev det aftalt.
Den femte mand, skulle i stedet for at betale 10kr, nu intet betale, ligesom de første fire mænd aldrig havde gjort. Den sjette mand betalte 20kr (reduceret fra 30kr) og den syvende betalte 50kr (reduceret fra 70kr), den ottende betalte 90kr (reduceret fra 120kr), den niende betalte 120kr (reduceret fra 180kr). Dette forlod den tiende mand med en regning på 520kr, i stedet for hans tidligere regning på 590kr. Mændene betalte deres regning i henhold til dette arrangement, og de forlod restauranten tilfredse.
Uden for restauranten begyndte mændene dog at sammenligne deres individuelle besparelser. Den sjette mand begyndte at klage. "Jeg har kun fået 10kr ud af de 200kr vi sparede, Det er ikke meget" siger han. Han pegede på den tiende mand og sagde: "og han fik 70kr, hvorfor? Det er ikke fair, Han er jo rig. Han har ikke brug for pengene. Hvorfor skal han så have 70kr, når jeg kun får 10kr?"
"Ja, det er rigtigt," udbrød den femte mand. "Jeg sparer også kun 10kr. Det er uretfærdigt at den rige gut får syv gange mere end jeg gjorde! Jeg har helt sikkert langt større behov for pengene end han har."
"Det er sandt," råbte den syvende mand. "Hvorfor skulle han få 70kr tilbage, når jeg kun får 20kr tilbage? Det stinker! De rige får altid alle fordelene. De rige bliver bare rigere og rigere."
"Vent et øjeblik!" råbte de første fire mænd i kor. "Vi har ikke fået noget som helst. Ikke en enkelt øre! Den rige fyr, der kører hertil i en Lexus hver dag, får 70kr. Vi tager alle offentlig transport til denne restaurant og vi får slet ingenting. Dette system udnytter de fattige".
Da blev mændene vrede, de omringede den tiende mand, gav ham tæsk og gik derefter hjem.
Den næste dag mødte den tiende mand ikke op til deres regelmæssige middag. De 9 satte sig og spiste uden ham men da de var færdige og skulle betale regningen opdagede de, til deres store forbløffelse at der manglede 520kr!
(oversættelsen er fundet her: link)
Et helt igennem fantastisk krav, som regeringen naturligvis ikke kan gå ind på. Det er da heller ikke meningen. Det er bare et taktisk træk, der endnu engang udstiller at Villy vil gøre alt for at få magten - uanset om det er godt eller skidt for landet.
Villy er begyndt at tale om vækst. Men ovennævnte krav viser tydeligt, at han ikke helt forstår, hvor den i givet fald skal komme fra. I hvert fald er det mest praktisk for ham, at lade som om han ikke ved det.
Gad vide om Villy faktisk er uvidende om, at vækst skabes ved at lade folk nyde frugten af deres indsats, eller om han blot med vilje gør noget forkert for at få magten. Begge dele må være diskvalificerende i forhold til at lede landet.
En lille reminder er på sin plads, frit oversat fra Victor Boc's fortælling om ti mænd der tager på restaurant.
Hver dag tog ti mænd ud og spiste aftensmad på en restaurant. De bestilte altid den samme mad, og regningen for deres mad blev altid præcis 1000kr. De gjorde dette, dag efter dag, år efter år, uden variation.
De opdelte dog ikke regningen ligeligt mellem dem. Da nogle af mændene var mere velhavende end andre, var de alle enige om, at en ligelig opdeling ville være unfair for dem med færre penge. Så mændene besluttede at betale regningen på præcis samme måde som vi betaler alle vores indkomstskatter.
De første fire mænd betalte slet ingenting. De spiste gratis. Den femte mand betalte 10kr, den sjette betalt 30kr, den syvende betalte 70kr, den ottende betalte 120kr, den niende betalte 180kr Og den tiende mand, som var langt den rigeste af dem, betalte nøjagtigt 590kr, hvilket var det meste af de 1000kr regningen lød på. Han havde intet imod dette, da han havde råd til at betale beløbet. Alt var godt. De ti mænd var tilfredse med ordningen, og de fortsatte med at spise på restauranten hver eneste dag og nød deres tid sammen.
Så en dag gjorde ejeren af restauranten noget uventet. Da de stod ved skranken for at betale deres regning, meddelte han, at han ville reducere prisen på deres måltider. "Da i alle er så gode kunder og jeg sætter står pris på den omsætning i bringer mig" sagde han, "vil jeg reducere den samlede regning for jeres måltider med 200kr. Fra nu af koster jeres ti middage kun 800kr. "
Mændene var glade. Men situationen skabte et problem. Hvordan skulle de opdele besparelserne blandt dem? Selvfølgelig kunne de ikke bare kreditere 20kr (en tiendedel af 200 kroners besparelsen) til hver af de ti mænd, da dette ville betyde, at de første fire mænd rent faktisk skulle have udbetalt 20kr hver for at spise! Det eneste der syntes rimeligt var, at de første fire mænd, der intet havde betalt til at begynde med, heller ikke burde få del af denne 200 kroners rabat. Men der var stadig et problem. Hvis de nu inddelte 200 kroners besparelsen blandt de resterende seks mænd, ville dette være 33,33kr pr mand. Hvis dette beløb blev trukket fra hver mands betaling, skulle den femte og sjette mand, som før havde betalt henholdsvis 10kr og 30kr, betales for at spise. Det ville heller ikke fungere. Nej, løsningen på dette problem krævede noget opfindsomhed.
Restaurant ejeren, der havde lyttet til diskussionen, afbrød dem. Han tilbød en løsning. Han foreslog, at den mest retfærdige måde at løse dette dilemma på, ville være at reducere hver mands regning i samme forhold som de betalte i første omgang. Ejeren gik over til hans regnemaskine og regnede ud hvor meget hver mand skulle betale. Og så blev det aftalt.
Den femte mand, skulle i stedet for at betale 10kr, nu intet betale, ligesom de første fire mænd aldrig havde gjort. Den sjette mand betalte 20kr (reduceret fra 30kr) og den syvende betalte 50kr (reduceret fra 70kr), den ottende betalte 90kr (reduceret fra 120kr), den niende betalte 120kr (reduceret fra 180kr). Dette forlod den tiende mand med en regning på 520kr, i stedet for hans tidligere regning på 590kr. Mændene betalte deres regning i henhold til dette arrangement, og de forlod restauranten tilfredse.
Uden for restauranten begyndte mændene dog at sammenligne deres individuelle besparelser. Den sjette mand begyndte at klage. "Jeg har kun fået 10kr ud af de 200kr vi sparede, Det er ikke meget" siger han. Han pegede på den tiende mand og sagde: "og han fik 70kr, hvorfor? Det er ikke fair, Han er jo rig. Han har ikke brug for pengene. Hvorfor skal han så have 70kr, når jeg kun får 10kr?"
"Ja, det er rigtigt," udbrød den femte mand. "Jeg sparer også kun 10kr. Det er uretfærdigt at den rige gut får syv gange mere end jeg gjorde! Jeg har helt sikkert langt større behov for pengene end han har."
"Det er sandt," råbte den syvende mand. "Hvorfor skulle han få 70kr tilbage, når jeg kun får 20kr tilbage? Det stinker! De rige får altid alle fordelene. De rige bliver bare rigere og rigere."
"Vent et øjeblik!" råbte de første fire mænd i kor. "Vi har ikke fået noget som helst. Ikke en enkelt øre! Den rige fyr, der kører hertil i en Lexus hver dag, får 70kr. Vi tager alle offentlig transport til denne restaurant og vi får slet ingenting. Dette system udnytter de fattige".
Da blev mændene vrede, de omringede den tiende mand, gav ham tæsk og gik derefter hjem.
Den næste dag mødte den tiende mand ikke op til deres regelmæssige middag. De 9 satte sig og spiste uden ham men da de var færdige og skulle betale regningen opdagede de, til deres store forbløffelse at der manglede 520kr!
(oversættelsen er fundet her: link)
tirsdag den 4. januar 2011
Det er vidst ikke helt trængt ind
At dømme efter den aktuelle debat ovenpå statsministerens nytårstale, er situationens alvor vidst ikke helt trængt ind. Så de, der har brug for at få det ind med skeer, kan læse disse fire historier:
Kinesisk Stealth-fly vækker respekt blandt eksperter
Kinas supercomputer verdensrekord
Kina sidder på råstofferne til cleantech revolutionen
China claims breakthrough in extracting uranium
Kinesisk Stealth-fly vækker respekt blandt eksperter
Kinas supercomputer verdensrekord
Kina sidder på råstofferne til cleantech revolutionen
China claims breakthrough in extracting uranium
lørdag den 1. januar 2011
Så er valgåret skudt i gang
Godt nytår!
Statsministeren har skudt valgåret i gang med et forslag om langt om længe at afskaffe efterlønnen - en gang om mange år.
Endeligt har han indset, at vælgerne stillet overfor valget mellem røde og blå socialdemokrater vælger den ægte vare. Så Venstre er nødt til at appelere til egne vælgere i stedet for Helle Thornings.
Som Villy og Helle siger, er der nu to klare veje i dansk politik. Nu bliver det bare spændende om et snævert flertal langsomt vil save den gren over, de selv sidder på. Eller om et ligeledes snævert flertal kan komme til at gøde træet.
Statsministeren har skudt valgåret i gang med et forslag om langt om længe at afskaffe efterlønnen - en gang om mange år.
Endeligt har han indset, at vælgerne stillet overfor valget mellem røde og blå socialdemokrater vælger den ægte vare. Så Venstre er nødt til at appelere til egne vælgere i stedet for Helle Thornings.
Som Villy og Helle siger, er der nu to klare veje i dansk politik. Nu bliver det bare spændende om et snævert flertal langsomt vil save den gren over, de selv sidder på. Eller om et ligeledes snævert flertal kan komme til at gøde træet.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
Opslag
