Tudefjæs

Henrik Sass Larsen synes, at aviserne er for borgerlige..... og det er da sikkert rigtigt, at avisernes kommentatorer oftest er enige med de borgerlige.

Sass Larsen spøgte med at fjerne mediestøtten, og denne spøgfuldhed har desværre helt stjålet billedet.

Substansen i sagen er imidlertid, at Sass Larsen sikkert har ret. Men hvorfor forholder det sig så sådan? Han antyder, at der er tale om en slags konspiration eller bevidst skævvridning.

Der er imidlertid to mulige forklaringer, der er mere nærliggende.

For det første kunne det jo være, at borgerlige er mere tilbøjelige til at købe og læse aviser, hvorfor det er en bedre forretning at skrive til dem. Hvis der var stor interesse for det modsatte, ville Dagbladet Information have et højere oplagstal.

For det andet kunne det være, at det er svært at finde forstandige kommentatorer og eksperter, som er enige med rød blok. Og det berettiger jo ikke i sig selv de få til at få ekstra taletid. Det svarer til debatten om global opvarmning. Her er et stort flertal af Verdens eksperter i den slags enige i, at menneskets udledning af drivhusgasser bidrager til global opvarmning, og at den har nogle uheldige følgevirkninger. Der er enkelte, der mener noget andet - nemlig at hele den konstaterede globale opvarmning er naturlig. Et kig i arkiverne vil afsløre, at mediedækningen af disse holdninger er helt skævvredet. Der er langt flere skriverier om menneskeskabt global opvarmning end om det modsatte.

I tilfældet om global opvarmning mener Sass Larsens ligesindede, at det skæve mediebillede skyldes, at et synspunkt er rigtigt, mens et andet forkert.... og holder sig ikke tilbage med at kritisere det lille mindretal, der ofte symboliseres med Bjørn Lomborgs kontrafej.

Kunne man forestille sig, at det skævemediebillede omkring de hjemlige politiske forhold har samme baggrund. Nemlig at de borgerlige synspunkter simpelthen er mere rigtige? Uha, en grim tanke for Sass Larsen.

Den lille mands (m/k) situation

Det står lysende klart at hovedparten af danske politikere - dvs. dem fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre, og Socialdemokraterne - er enige om de store linier. Ganske vidst opfinder de nogle underlige ekstremistiske udmeldinger for at skille sig ud fra de andre og tækkes vælgerne, men det har ingen egentlig substans. S og SF behøver bare grave i historien og finde nogle gamle paroler fra halvfjerdserne frem. De borgerlige får god hjælp af Dansk Folkeparti og Søren Pind.

Der er dog én sag, de to fløje er helt uenige om: hvem skal have plads i rampelyset med tilhørende ministerbil og -pension?

At det alene er dette spørgsmål, der reelt debateres fremgår tydeligt af S og SFs udmeldinger om, at de skam vil bøje sig for flertallet vedr. det store spørgsmål om efterløn, hvis blot de kan få lov at skrive under på lovene.

Dette spil for galleriet har dog en interessant bivirkning i kraft af dagens parlamentariske situation. De facto løsgængere (Per Ørum Jørgensen og Pia Christmas Møller) får deres Warhol'ske "15 minutes of fame" og en luns til valgkredsen ved at være kongemager for en aften.

Det er en hån mod det demokrati, som millioner af mennesker har måttet lade livet for gennem historien.

Buldren fra tomme tønder

S og SF vil anerkende Palæstina, hvis de kommer til magten (link).

Hvorfor nu det? Er der mon tale om galoperende storhedsvanvid på nationens vegne? Eller er der tale om, at det er en politisk set gratis måde at komme i avisen på? Det har jo været meget svært at komme i avisen uden bivirkninger for Villy og Helle. Enten er udmeldingerne selvmodsigende eller også er de radikale i mod.

Men meget få med stemmeret i Danmark ville have Palæstina-spørgsmålet højt på listen over afgørende emner i forbindelse med det forestående folketingsvalg. Så det er en gratis omgang. Det er et valgløfte, man sagtens kan løbe fra efterfølgende - fx ved at henvise til at der naturligvis kræves enighed i EU eller FN - uden at mange vil tage anstød. ... og på verdensscenen er det bedøvende ligegyldigt hvad Danmark og ikke mindst Villy og Helle måtte mene.

Absurd teater

Man mangler næsten ord for, hvad der nu foregår på den politiske scene i Danmark. Men lad os forsøge alligevel.

De radikale har i deres evige jagt på "det anstændige" kortvarigt valgt at fokusere på indhold i stedet for form. Derfor forsøger de nu at gennemføre noget, de faktiske mener: en ansvarlig økonomisk politik.

Den slags kræver som alt andet 90 mandater. Derfor må de vende det blinde øje til mens regeringen giver Dansk Folkeparti lov til at nikke til folk, der passere grænsen - noget der i øvrigt har skabt stor virak alene af den grund, at det kommer fra Dansk Folkeparti. Svenskerne gør det samme, og ingen klager over det.

Hykleriet for dog lov at forsætte. De radikale peger stadigt på Helle T som statsminister. Det sker på trods af, at de ikke er enige om noget som helst. Form frem for indhold!

Hos de borgerlige må de sluge nogle små kameler vedrørende grænsekontrol og pointsystemer for indvandring. Begge dele noget, som Socialdemokraterne iøvrigt også går ind for (link).

Hos S og SF må de sluge en kæmpe kamel vedr. den økonomiske politik. Men det gør åbenbart ikke noget.

Måske ved de radikale, at det hele er løgn og valgflæsk. Socialdemokraterne vil holde de offentlige udgifter i præcis lige så stramme tøjler som regeringen (link). Det kommer frem i sidste øjeblik, men dog før valget.

For det er åbenbart Socialdemokraternes taktik at fylde vælgerne med løgn for at få magten. Fremtrædende Socialdemokrater opfordrer ligefrem formanden til løftebrud (link).

De ellers så anstændige radikale, burde måske hviske deres kammerater i øret, at der jo også er mulighed for at lade være med at love noget, man ikke agter at holde.

Men det er der selvfølgeligt ikke mange stemmer i.

Senest siger S og SF, at de vil bøje sig, hvis et flertal efter et valg vil ændre efterlønnen (link). Det er da rart at vide, at vores næste statsminister agter at overholde grundloven. Og ved samme lejlighed fik vi så slået fast, at det handler om at erobre magten for enhver pris - ikke at mene eller ændre noget bestemt.

Offentlige udgifter = velfærd?

Det er blevet et udbredt mantra i dansk politik, at investeringer i velfærd skal ind og vende i statskassen for rigtigt at tælle.

Det sættes der et stort spørgsmåltegn ved i dagens Berlinger: link.

Samme avis leverer beviset: link. Her fortælles om patienter, der unødigt kaldes ind til sygehuset flere gange for at udløse en overførsel af penge fra en offentlig kasse til en anden.

Grotesk!

Det holdt ikke

For leden var Henrik Sass Larsen ude med en overraskende melding om, at politikere burde nære sig fra at lovgive om alt muligt. Det lød for godt til at være sandt i lyset af fx historien om de 29 velfærdsrettigheder, som Socialdemokraterne tidligere ville udstyre borgerne med - sådan at man kunne få domstolene til at detailstyre kommunerne.

..og det var det da også - for godt til at være sandt.

I dag er Socialdemokraterne ude med forslag om, at diverse institutioner skal sikre, at børn og unge får en times motion om dagen (link). Ingen kan være uenige i, at motion er godt. Men skal der virkeligt lovgives om det?

Wow

Endeligt er der én - fra overraskende kant - der siger noget fornuftigt: link.

Desværre skræmmer sporene, men lad os nu se.