søndag den 9. oktober 2011

Frihed

Frihed er sjovt nok blevet et populært begreb blandt vores politikere her efter valget.

I dagens Berlinger fortæller statsministeren, at hun vil sætte den enkelte dansker fri ved at sikre alle lige muligheder. Hun fremhæver fx efteruddannelse af ufaglærte og åbningen af asylcentre som eksempel på på konkrete tiltag i den retning.

Men hvad betyder ordet frihed egenligt, i de forskellige politikeres "optik"? Statsministeren fører sig jo samtidigt frem med planer om at styre erhvervsudviklingen fra centralt hold, at øge punktafgifter på fx fedt og sukker yderligere, og styre de enkelte skoler fra Slotsholmen - hun vil gerne have centralt fastlagte grænser for klassestørrelsen, hvis hun altså havde råd.

Men den enkelte skal ikke være fri til at arbejde lidt ekstra for at bruge overskudet på at hyre en håndværker eller anden hjælp i husholdningen. Nej, eventuelt provenue skal ind og vende i de offentlige kasser og bruges til at fremme de af regering udpegedes frihed.

Den afgåede borgerlige regering led af samme problem. De talte om frihed, men indførte milimeterstyring af skolen, hjemmehjælpen mm.

I virkeligheden handler "frihed" i en politisk sammenhæng vel egenligt mere om tillid og sympati. De borgerlige havde tillid til private borgere og virksomheder og indførte detailstyring af den offentlige sektor. Vores nye regering har tillid til sig selv, og vil derfor detailstyre erhvervslivet via centralt udpegede fokusområder, som vi alle skal tvinges til at investere i via skatteopkrævning, og detailstyre initiativrige borgere via skatter og afgifter.

Så hvem nyder egenligt godt af den nye regerings frihed? På overfladen kunne det se ud som om, det er de ufaglærte, asylansøgerne og lignende grupper. Men er de egenligt frie? Nej, de skal pinedød efteruddannes. Man kan ikke få job som ufaglært i Danmark, for ingen har råd til at ansætte ufaglært arbejdskraft til forefaldende arbejde. De højtuddannede og højtlønnede, der kunne løfte Danmark ud af krisen ved en ekstra indsats i ervhverslivet, beder om mere ferie i stedet for mere i løn. Ingen gider arbejde 12 min. mere, for det kan ikke betale sig. I stedet må man have mere fritid til fx at lægge fliser i haven i stedet for at hyre en brolægger og en arbejdsmand, eller til at klare rengøringen i det daglige.

Regeringens frihed kan risikere at stigmatisere store grupper i samfundet og være skadelig for væksten. Hvis du nu ikke kan eller vil efteruddannes, men bare vil sælge din arbejdskraft, bliver alle muligheder frataget dig. Du SKAL efteruddannes. Hvis du ikke vil, er det fordi du er blevet undertrykt i en sådan grad, at du ikke engang selv er klar over det, og derfor skal hjælpes.

Der er stor forskel på hjælp til frit at forfølge muligheder og tvang til at blive ens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Begavede indlæg, argumenter og modargumenter er velkomne. Perfide udbrud henvises til Politikens website.