Et stort bluff nummer

Medierne flyder i dag over med omtale af en ny R-K alliance i dansk politik.

Men hvad er egenligt det nye? De to partier vil gerne samarbejde bredt, men dog ikke lovet noget. Altså ingen veto-ret eller forpligtende aftaler. Sådan har det jo altid været. Begge partier har jo altid lavet aftaler hen over midten i ly af den hårde retorik i medierne.

Og sådan har det altid været.

Da Nyrup var statsminister lavede han nogle gange finanslov med K. Andre pakker som fx Pinsepakken gik igennem med et snævert flertal leveret af Enhedslisten.

Da Fogh var statsminister lavende han ofte lovgivning kun med K og O - Socialdemokraterne gjorde en dyd ud at holde sig udenfor, så de fornærmet kunne hyle op om blokpolitik. Andre gange lavede han brede forlig med socialdemokraterne - oftest om emner, der ikke fik megen mediedækning. Og på det seneste har Løkke lavet forlig med de radikale - endda sammen med Pia K og hendes heppekor.

Der er altså intet nyt under solen. Den til hver tid siddende regering forsøger at lave brede forlig, men hvis det ikke lykkes, skal man jo altså kun bruge 90 mandater.

Oppositionen går med i nogle ting og påberåber sig ansvarlighed. Andre gange holder den sig ude og råber det velkendte bandeord: "blokpolitik".

Hvis man virkeligt er modstander af blokpolitik, må man foreslå en ændring af grundloven, så der kræves fx 110 mandater for at vedtage noget på tinge. Se det ville der være noget ved. Men risikoen er naturligvis at havne i politisk dødvande som i USA, hvor beslutningsprocessen er så tung, at den fører til handlingslammelse.

Vi tilgiver K og R deres mediestunt i denne omgang. Men at kalde det en "game-changer" er nok lige at stramme skruen en tand for meget. Mon ikke de Konservative vender hjem til Venstres frakkeskøde, når tonen bliver skærpet frem mod d. 15.? Alternativet er jo at blive udraderet af vælgernes ligegyldighed.

Ny rekord i overfladiskhed

Denne journalistik taler vidst for sig selv: link.

Panik før lukketid

Regeringen har hele sommeren skoset Socialdemokraterne for at ville gældsætte fremtidige generation ved at fremrykke offentlige investeringer. Nu vil regeringen så lige pludseligt det samme (link) omend i lidt mindre skala. Det må være svært at vedblive med at kalde de andre idioter, når de mener det samme som én selv.

Samtidigt er det blevet vigtigt, om et politisk udspil præsenteres tirsdag eller lørdag: link.

Det er virkeligt ynkeligt at se på. Kun Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance synes at holde hovedet koldt.

Enhedslisten forfølger stædigt deres socialistiske utopi, og det må man da respektere. De radikale synes at være kommet til fornuft og har genindtaget rollen som midterparti efter et årti som halehæng til Socialdemokraterne. Og liberal allicance - eller rettere Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl - har hele tiden tænkt stort og langsigtet (undtagen når det kommer til at finde flere folketingskandidater).

Desværre er der ingen tegn på optøning. Man kunne ønske sig en R-LA regering med støtte fra V og S (eller måske K og S). Men det er jo som bekendt vigtigst af alt, hvem der er statsminister.

Hvis R og LA virkeligt vil vise format i forbindelse med et kommende valg, kunne de begge nægte at levere de afgørende stemmer til deres respektive fløje. Men den idé er desværre stendød, fordi Marianne Jelved kom til at bruge den i utide (link).

Selvsving

Nu går politkerne - på begge sider - da helt i selvsving over taktikken og glemmer alt om langsigtede visioner: link.

Godt at der snart er valg, så vi kan få et års tid med lidt fornuft på Borgen - inden næste valgkamp starter.

Meningsmålinger

Nu nærmer valget sig og det bliver højsæson for meningsmålinger. Derfor er det passende med en påmindelse om nøjagtigheden af disse.

Børsen kl. 18:26: Venstre stormer frem i ny måling
DR kl. 19:17: Øretæve til VKO i ny meningsmåling

Den ene måling hævder nærmest dødt løb mellem blokkene, mens den anden taler om 97 mandater til rød blok.

God bedring

Denne skribent ønsker god bedring til SFs nr. 2 Ole Sohn, der er ramt af en sjælden øjensygdom: link.

SF'eren kan glad takke vores gode sundhedsvæsen for hurtig og effektiv behandling. Det er åbenbart ikke blevet kørt helt i sænk af den borgerlige regering alligevel.

Hvor er det glædeligt, at fremtrædende SF'ere lader sig oplyse af at møde virkeligheden.

For nylig ville SF udvise McDonalds, der jo alligevel ikke betaler skat: link. Det viser sig nu, at være forkert: link.

Gad vide, hvor meget af oppositionens politik der bygger på virkelighedsfjernt tankespind? Helle T tror jo fx også, at vi har udenlandsgæld: link.

Det er pinligt at være enige med de radikale

Liberal Alliance er blevet fanget i at have kopieret et politisk udspil fra de radikale (link). Det er selvfølgeligt pinligt at kopiere andres tekster uden kildeangivelse. Men ifølge Marianne Jelved er det også i sig selv pinligt at kopiere de radikales politik.

Det er altså pinligt at være enige med de radikale!

Anders Samuelsen siger  - som den atypiske politiker han er - at der er dele af den radikale politik, som Liberal Alliance er enig i, men at man selvfølgeligt ikke skulle have kopieret selve teksten.

Alle politikere burde gøre som Anders S: forholde sig til i hvor høj grad og på hvilke punkter deres politik ligner andres. Hvor er der basis for samarbejde og løsninger i stedet for splid, kævl og uvirksom symbolpolitik?

Men politik handler jo ikke om, hvad der skal ske med vores samfund. Det handler om, hvem der skal være statsminister, og med den dagsorden er det jo vigtigt at "profilere sig". Og i det lys er det selvfølgeligt pinligt at være enig med nogen, som fru Jelved rigtigt påpeger.

Det er den borgerlige regerings skyld

... er Helle og Villys mantra. At det netop er et mantra og ikke et resultat af en analyse blev lysende klart på et læsermøde for nylig. Her svarede Helle på et spørgsmål om det (ikke eksisterende) betalingsbalanceunderskud og den (ikke eksisterende) udlandsgæld: link.

Svarene afslører, at Helle T ikke ved ret meget om samfundets forhold. I virkeligheden ved hun måske kun, at hun vil være statsminister og at "det er den borgerlige regerings skyld".

Proletariatets diktatur

Diktatur adskiller sig som bekendt fra demokrati ved at al magt - både lovgivende, udøvende og dømmende - er samlet ét sted. Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, hvor der trods alt er grænser for, hvad repræsentanterne på tinge kan slippe afsted med.

Men, men... hvem ved, om det varer ved?

Her er et par eksempler på, hvad der er i vente, når et flertal af befolkningen om kort tid indfører proletariatets diktatur:

SF vil forbyde specifikke virksomheder (og iøvrigt varemærker), der beskæftiger sig med ellers lovlige ting: link. Ganske vidst sættes Cekic "på plads", men sagen vidner jo meget godt om den grundlæggende holdning til demokrati i en gruppe, der også omfatter fremtrædende kommunister.

Socialdemokraterne vil indføre høringer af vidner (under ansvar) i Folketinget. Nu skal politikerne altså gå domstolene i bedene og samtidigt profilere sig selv yderligere på enkeltsager: link.

De radikale håner politiske modstandere: link.

Et flertal der fremturer på denne måde repræsenterer ikke et demokrati, men et flertalsdiktatur. Hvis man ikke kender forskel, kan resten af sommeren passende bruges på lidt studier.

Schengen - det nye mantra

"Grænseaftale er i strid med EU-ret" (link) lyder overskriften i flere aviser i dag. Det er måske nok rigtigt, men er det også vigtigt?

Danmark vil sætte nogle få folk til at holde øje med trafikken få udvalgte steder på vejnettet, som falder sammen med landegrænserne. Dette sker åbenlyst som led i et indenrigspolitisk spil: Dansk Folkeparti har modigt lagt stemmer til en tilbagetrækningsreform, som kan skaffe dem store problemer på halsen fra egne kernevælgere - der jo som bekendt alle i virkeligheden er socialdemokrater, der blot ikke drikker Latté, sådan som moderne socialdemokrater jo gør. Pia Kjærsgaard har brug for at fremvise en "betaling" for denne "tjeneste" til regeringen og har dygtigt udset sig grænsekontrol - et helt igennem ligegyldigt emne (når den udføres i det aktuelle omfang) med stor symbolværdi. Et emner der rammer lige ned i hoben af danske avisforsider om rumænske bander og hjemmerøverier.

Debatten - i Danmark - har udviklet sig helt efter Pias Ks drejebog: Eurokrater hyler op om overtrædelser af formelle aftaler (som Pias vælgere åbenlyst er fløjtende ligeglade med), mens Pia fremstår som frontkæmperen for den almindelige dansker, der bare vil være i fred for diverse bander.

I udlandet er der også vild opstandelse. Hvorfor mon? Er de andre lande helt pletfri udi integration mellem landene, eller har de behov for at understrege den europæiske enhed i en tid, hvor der tales åbent om at kyle Grækenland ud af Euro'en?

Sagen handler i realiteten om et meget begrænset tiltag. Der findes masser af steder, hvor der er mere kontrol end ved den danske grænse, uden at det bringer særlig opstandelse.

Netop derfor er det en god sag for politikerne. Uanset nationalitet kan man mene lige, hvad man vil, uden at det har nogle væsentlige konsekvenser. Så historien er perfekt til at profilere sig på.