Et stort bluff nummer

Medierne flyder i dag over med omtale af en ny R-K alliance i dansk politik.

Men hvad er egenligt det nye? De to partier vil gerne samarbejde bredt, men dog ikke lovet noget. Altså ingen veto-ret eller forpligtende aftaler. Sådan har det jo altid været. Begge partier har jo altid lavet aftaler hen over midten i ly af den hårde retorik i medierne.

Og sådan har det altid været.

Da Nyrup var statsminister lavede han nogle gange finanslov med K. Andre pakker som fx Pinsepakken gik igennem med et snævert flertal leveret af Enhedslisten.

Da Fogh var statsminister lavende han ofte lovgivning kun med K og O - Socialdemokraterne gjorde en dyd ud at holde sig udenfor, så de fornærmet kunne hyle op om blokpolitik. Andre gange lavede han brede forlig med socialdemokraterne - oftest om emner, der ikke fik megen mediedækning. Og på det seneste har Løkke lavet forlig med de radikale - endda sammen med Pia K og hendes heppekor.

Der er altså intet nyt under solen. Den til hver tid siddende regering forsøger at lave brede forlig, men hvis det ikke lykkes, skal man jo altså kun bruge 90 mandater.

Oppositionen går med i nogle ting og påberåber sig ansvarlighed. Andre gange holder den sig ude og råber det velkendte bandeord: "blokpolitik".

Hvis man virkeligt er modstander af blokpolitik, må man foreslå en ændring af grundloven, så der kræves fx 110 mandater for at vedtage noget på tinge. Se det ville der være noget ved. Men risikoen er naturligvis at havne i politisk dødvande som i USA, hvor beslutningsprocessen er så tung, at den fører til handlingslammelse.

Vi tilgiver K og R deres mediestunt i denne omgang. Men at kalde det en "game-changer" er nok lige at stramme skruen en tand for meget. Mon ikke de Konservative vender hjem til Venstres frakkeskøde, når tonen bliver skærpet frem mod d. 15.? Alternativet er jo at blive udraderet af vælgernes ligegyldighed.