Så gik luften af ballonen

De 12 minutters ekstra arbejde lægges nu definitivt i graven (link)..... og hurra for det.

De lønmodtagere, ildsjæle og iværksættere, der skal løfte Danmark ud af krisen arbejder i forvejen 12 minutter - og mere til - mere. Så lidt ekstra industriarbejde og buskørsel vil ikke hjælpe det store.

Blandt de, der allerede giver den en ekstra skalle, må også regnes de hjemmehjælpere og sygeplejesker, der sniger sig til at give ordentlig service i deres fritid på trods af det omfattende regeltyrani.

Den nemme løsning

Socialdemokratiet ville løse svære problemer nemt og ikke mindst smertefrit.

Selv deres eget bagland kan se, at det ikke holder: link

Det minder meget om den gang Thor Pedersen ville købe hele verden. Det var der heller ingen, der troede på.

The Sorting Hat

The Sorting Hat er kendt af alle læsere af Rowlings berømte bøger om Harry Potter, og frygtet  er hovedpersonerne i samme bøger. Hatten er - som så mange ting i Rowlings univers - levende og kan se ind i sjælen på de nyankomne elever på troldmandsskolen. Hatten sortere eleverne på baggrund af deres inderste overbevisning og moralske habitus.

I dansk politik er der blevet rodet godt rundt i gryden. Medlemmerne af de nuværende rød og blå blok er sorteret efter personlige venskaber og stil snarere end egentlige holdninger. Man holder sig til, der hvor der er størst chance for at få en fremtrædende post med tilhørende fryns - hvad enten det er i form af en ministerbil eller blot en hale af spytslikkere, der kan puste til et i forvejen opblæst ego.

Man kan derfor se fx Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i hver sin blok selvom de appellerer til de samme vælgere og har stort set identiske holdninger til alt lige fra social- og sundhedspolitik over indvandring til den økonomiske politik.

Man kan også se Liberal Alliance og de radikale i hver sin blok selvom de er enige om alt undtagen navnet på den ønskelige statsminister. Hos de radikale er det specielt tydeligt, at den politiske taktik lægges ud fra den korteste vej til at komme i fjernsynet. Thor Pedersen sagde efter en valgsejr, at han i mange år havde glædet sig til den dag, hvor det var "fløjtende ligegyldigt", hvad de radikale mente. Det skulle han aldrig have sagt.

Hvad ville der mon ske, hvis man lod alle politikerne passerer forbi the Sorting Hat? Mon ikke de radikale og DF ville skifte side? Det ville afsløre nationens egentlige problem: der er et massivt flertal af folk, der frejdigt vil save den gren over, de selv sidder på, som man fx kan læse i Esben Schjørrings glimrende artikel i Berlingske "Har velfærdskoalitionen taget magten?" i går.

I dagens udgave af Berlingeren opfordrer tre radikale de konservative til at skifte side. De har i et anfald af klarsyn indset at de har mere til fælles med de konservative end med Socialdemokraterne. Men skiftet kunne som nævnt lige så godt være den anden vej.

Hvad foregår der mon inde i hovedet på de radikale? Hvorfor holder de fast ved Helle T., når de godt ved, at de faktisk er mest enige med regeringen? I indlægget mener de tre, at de er uenige med Venstre. Den uenighed er værd at granske, og her må man skelne mellem mål og midler.

Mål kræver visioner og indsigt, mens valg og implementering af midler kræver mere jordnære kompetencer samt en grundlæggende moral som baggrund for de svære valg. De to blokke har lidt forskellige visioner. De vil begge gerne have at danskerne er rige. I den socialdemokratiske udgave, skal de bare helst blive det alle sammen samtidigt. De vil også i vid udstrækning benytte samme midler: en detaljeret central styring af alle aktiviteter i samfundet gennem et sindrigt system. De er lidt uenige om, hvordan det faktisk skal implementeres: De blå taler om kontrakter og mål, de røde om 27 rettigheder, der af borgerne kan bruges til at sagsøge deres fælles offentlige institutioner, hvis de ikke opfyldes. Begge dele er dog udtryk for den samme mangel på moral: de glemmer begge, at bare fordi man har lovgivningsmagten behøver man ikke (mis-) bruge den til at blande sig i alt muligt med størst mulig nidkærhed.

Så hvad er det de radikale er uenige i, når det ikke er hverken mål eller midler? Det må jo være det sidste element: kompetence. En siddende regering af rig lejlighed til at dumme sig og demonstrere sin inkompetence. Oppositionens kompetence eller mange på samme er derimod en velbevaret hemmelighed. De radikale må simpelthen kynisk have regnet sig frem til at den borgerlige regering ryger ud ved næste valg pga. de mange demonstrationer af dens inkompetence. Så hvis man vil have en ministerbil eller gerne vil i fjernsynet i den bedste sendetid, må man holde sig til hos oppositionen.

Det må være en grim erkendelse hos de radikale, der mere end nogen hylder det politiske korrekte. De har efter mange års ørkenvandring indset, at de faktisk valgte forkert for ti år siden. De lod Marianne Jelveds personlige modvilje mod Anders Fogh flytte dem til en rød blok, som de dybest set ikke er enige med. Nu har de indset fejlen, men tør ikke skifte hest i vadestedet fordi den blå hest er ved at synke til bunds i mudderet.

Man bliver let rundtosset...

... når ens egen politiske retning bider sig selv i halen.


Ole Sohn vil godt lade folk i arbejde arbejde mere - og dermed tjene mere - uden at hæve overførselsindkomsterne (link).


Det skaber jo vækst og dynamik, at folk arbejder mere.


Men det gør også forskellen på folk i arbejde og de arbejdsløse større - altså bliver der mere ulighed.


Og ulighed er uproduktivt: "I SF tror vi, at et samfund, hvor ulighederne ikke er for store, ikke alene er det rareste og tryggeste samfund i verden. Vi er også overbevist om, at vores samfundstype er den mest produktive.", sagde Villy Søvndal i Folketinget d. 17. januar 2006 (link).


Uha uha. I takt med at rød bloks slagord og skåltaler drejes i retning af egentlige valgløfter, går det op for selv de mest forhærdede, at det ikke hænger sammen. Det må være en grim opdagelse, at ens vej til magten går via en stor løgn overfor befolkningen. 


Nu kan Ole og Villy ikke længere hævde, at de blot var uvidende om de faktiske forhold. Der er tale om en tilståelsessag. 

Når der er noget at kæmpe for

Den forgangne uge har været præget af, at medierne for en gang skyld har haft noget interessant at beskæftige sig med: revolutionen i Egypten. Ævl og kævl i den hjemlige andedam er gledet i baggrunden.... og tak for det.

Egypterne har noget at kæmpe for.

Danskerne gider ikke kæmpe mere. De skal åbenbart en tur ned at vende i sølet, inden de vågner op og tager fat på de virkelige udfordringer.

Det kan være ubehageligt sådan at blive mindet om, at velstand og frihed ikke er uforanderlige størrelser. Heldigvis sluttede ugen da også med at Henriette Kjærs samlever tilstod bedrageri i retten i Lyngby. Så kan vi vende tilbage til det normale i næste uge: pseudo-politisk debat om hvordan vi hurtigst muligt kollektivt styrer landet mod bankerot og almindelig chikane af medlemmerne af den anden blok, mens resten af Verden drøner videre uden at se sig tilbage. God fornøjelse.

...og hverdagen vender tilbage

Et spirrende håb blev tændt da Statsministeren udskrev valg i sin nytårstale. Substansen var ved at snige sig tilbage i dansk politik - ganske vidst kun i det små i form af en debat om efterlønnen - men alligevel!

Nu er hverdagen vendt tilbage.

Rød blok fremfører den ene absurde idé efter den anden, der alle er funderet i idéen om vækst gennem selvsuggestion: hvis vi alle sammen bilder hinanden ind, at vi kan leve af at klippe hinanden, kunne det jo være at ingen opdager, at det er løgn. Seneste påhit er forslaget om vækst gennem såkaldt velfærdsteknologi. Nu bliver den megen snak om fx flere "varme hænder" i sundhedssektoren afløst af vækst gennem flere robotter i sundhedssektoren - robotter som så skal eksporteres.

Blå blok er tilbage i vanlig stil tåbelige fodfejl og intern ævl og kævl (link). Lars Løkke har overbelånt sit hus midt i finanskrisen. De konservative har i deres dødskamp kastet sig over deres artsfæller hos LA og helt opgivet at kæmpe mod oppositionen.

Men sådan må det vel være. De skarpe socialistiske hjerner er travlt optaget af at overtage statsmagten, mens de skarpeste borgerlige hjerner er travlt optaget af at skabe vækst, arbejdspladser og velstand ude i den virkelige verden langt fra Christiansborg.

Vise ord af Anders Lassen

Velfærd - vores nye religion: link

Tag-selv-bord

Nick Hækkerup (S) finder det uværdigt, at nedslidte medborgere skal "måles og vejes" for at få del i regeringens seniorførtidspension. (P1 morgen 26/1-11)

Finder han det så også uværdigt, at man skal spørge om lov, inden man snupper sig et stykke mad i naboens køleskab?

Hækkerup vil åbenbart bruge lovgivningsmagten til at gøre andre menneskers tegnebog til et tag-selv-bord.

Er det også uværdigt, at stille krav til folk der vil have arbejdsløshedsunderstøttelse, boligsikring, SU, mm.?

Valgkampen allerede kørt af sporet

Nu er valgkampen ved at finde sin "tone" oven på Statsministerens nytårstale. Claus Hjort og Ole Sohn råber af hinanden, Statsministeren smører tykt på sine påstande om oppositionens intentioner, og Helle T nægter stadigt at svare på, hvordan hendes intentioner skal omsættes i handling: "det sætter vi os sammen med parterne og taler om efter valget" (næsten ordret citat).

Det er da befriende, at Helle i den grad skilter med sit magtbegær. Hun skal bare have magten. Så kan hun bagefter finde ud af, hvad den skal bruges til.

... og hun skal som end nok få den. Regeringen laver det ene selvmål efter det andet. Som fx i dag, hvor debatten om efterlønnens afskaffelse drejes ind på, at det bare handler om at trykke lønningerne ved at øge udbudet af arbejdskraft. Det er nok ikke sød musik for de mange pseudo-socialdemokrater i middelklassen: nu skal vi flyttes fra efterlønslisten til arbejdsløshedskøen for at holde lønnen nede. Nej tak!

Problemet er som altid, at historien forsimples af alle parter til et grotesk niveau. Man vil gerne have vækst og det kræver mere arbejdskraft, hvis lønningerne ikke skal løbe løbsk med konkurrenceevnen som blind passager. Så langt så godt.

Men hvor skal væksten komme fra, der skal absorbere den ekstra arbejdskraft? Oppositionen er sådan set meget klar i spyttet: øgede offentlige udgifter. Dvs. flere investeringer og flere ansatte. Nu er der bare lige den hage, at for hver gang man giver en offentlig ansat 100 kr. i løn, betaler han/hun kun de 50 kr. tilbage i form af moms og skat. Hvor skal de sidste 50 kr. kommer fra?

Eneste realistiske bud kommer fra Liberal Alliance - som sædvanligt i store annoncer i Berlingske Tidende - og fra de Konservative, hvor det dog mere lyder som et mantra end som resultat af egentlige overvejelser. Begge partier vil bruge provenuet fra afskaffelsen af efterlønnen til at sænke skatterne for der igennem at stimulere den virketrang, der skal føre til nye private virksomheder, hvor den ekstra arbejdskraft kan beskæftiges..... og hvor værdier kan skabes, der via den trods alt stadigt høje skat kan kanaliseres over til sygehuse, skoler, mm.

Alt dette bliver nok desværre for kompliceret at forklare på 20 sekunder i den bedste sendetid.

Men man kunne jo også bare begynde at diskutere det rimelige i at betale raske mennesker for ikke at arbejde, når man ikke har råd til at undervise børnene i skolerne, passe de gamle på plejehjemmene og behandle de syge på hospitalerne. Den vinkel ville også blive svær at veksle for oppositionen, der er store tilhængere af "rimelighed".

Man kan kun håbe, at danskerne kan gennemskue det store cirkus og vælger en model, der peger fremad. Skulle det ikke ske tegner fremtiden dog alligevel lys på rigtig lang sigt. Danmark vil som end bare ende som det nordligste Bundes Land - og i Der Bundes Republik går det som end udmærket fordi økonomisk ansvarlighed og hårdt arbejde er en del af det tyske NDA.

Ingen kommentarer

De konservative har fået ny politisk leder. Denne skribent har ingen kommentarer. Det er jo en inderligt ligegyldig nyhed.