15 minutes of fame

Alle får 15 minutters berømmelse sagde kunstneren Andy Warhol. Når en regering kun har et snævert flertal, er der rig muliglig for at indkassere sine 15 minutter. Således har hele tre medlemmer af Venstre fundet det passende at pleje absurd ligegyldige særinteresser på den nationale scene.

Det mest groteske eksempel kom i gør, hvor Marion Pedersen forsøgte at rede sit og mandens autoværksted ved at true regeringens eksistens. Det kom der kun meget lidt ud af. Mere herom om lidt.

Det er dog imidlertid interessant at bemærke, at Marion Pedersen åbenbart på Venstres vegne har opgivet at vinde næste valg. Et forkvaklet forsøg på at rede familiens autoværksted fik i hvert fald pludseligt højere prioritet end en fortsat politisk karriere. Ellers har fru Pedersen i hvert fald misforstået noget om, hvordan man opbygger alliancer og loyalitet.

Det lidt, der dog kom ud af historien, handler om oppositionen, der heller ikke kan blive enig med sig selv. Socialdemokraterne er i et sjældent anfald af klarsyn og ansvarsbevidsthed ikke til sinds at lade noget ubetydeligt fnidder for nogen betydning. Anerledes er det med SF, der åbenlyst fortæller at taktik er vigtigere end holdninger (link). SF er kun enig i finansloven, hvis det alligevel ikke rigtigt gør nogen forskel. Hvis der er en chance for at blive kalif i stedet for kaliffen, vil SF stemme imod noget, de sådan set er enige i.

Så bliver taktikken ikke mere udpenslet! Skulle der stadig være nogen, der troede at afstemningerne i Folketinget afspejler, hvad medlemmerne mener, kan de altså godt tro om igen.