søndag den 4. december 2011

Troelsgate

Uanset hvem der har gjort hvad i sagen om Helle Thornings skattesag - det må tiden og kommisionen vise - tjener forløbet som en velkommen påmindelse til den til enhver tid siddende regering: magten er kun til låns, og når den skifter, kommer Jeres snavsede vasketøj for dagens lys.

Sådan en påmindelse er nok meget sund.

Selve skattesagen og de tilhørende afsløringer og mistanker omkring ministerens og ministeriets håndtering udstiller en række svagheder ved vores politikere: hyklreri (Helle T der i pauserne fra sit jetset liv fører sig frem som de svages beskytter) og magtfuldkommenhed (Troels Lund der angiveligt har haft svært ved at se grænsen mellem politikeren Troels' interesser og Ministeren Troels' pligter).

Når det er sagt, skal det også med, at en skattesag om en så fremtrædende politiker, er svær at håndtere for alle. Uanset om ministeren har samme partifarve som den, sagen omhandler, eller modsat er der store muligheder for at dumme sig. Enten direkte, eller når man skal forsvare sig mod de uundgåelige anklager om politisering.

Forløbet frem til i dag er ikke noget kønt syn. Desværre er der nu udsigt til, at det bliver værre: undersøgelseskommisionen vil trække pressens fokus væk fra rigets almindelige tilstand og regerings embedsførelse. Det har vi ikke brug for lige nu, hvor økonomien ligger i ruiner, og borgerne er tvunget til at nasse på systemet frem for at arbejde for ikke at komme til at fremstå som tossegode idioter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Begavede indlæg, argumenter og modargumenter er velkomne. Perfide udbrud henvises til Politikens website.