De asociale og de tossegode

Hvis man ikke bare som en anden tosse åbner sine pengepung for "fællesskabet", er man en ego-tripper. Det synes at være rationalet i Gry Möger Poulsen indlæg i ekstrabladet: link.

Det er brand-ærgerligt, at debatten på denne måde skal polariseres.

Når man kommer til børnefødselsdag med en fin indpakket gave, og som det første ser gaven fra sidste år ligge henkastet og itu i buskadset udenfor, er man måske ikke helt så motiveret til at købe en fin gave næste år. Kan man derimod se, at ens gave værdsættes og bringer glæde, stiger motivationen.

Men det er altså åbenbart asocialt og udtryk for et ego-trip, at kræve lidt respekt for sit bidrag.

Gry Möger mener, at de borgerlige er nogle egotrippere. Her er tale om den halvdel af befolkning, som bidrager mest til fællesskabet. Selvfølgeligt bidrager folk på venstrefløjen også, men rent statistik vil ingen vidst betvivle, at de mest "profitable" samfundsborgere hovedsageligt stemmer til højre.

Gry Möger skriver om "de svinerige erhvervsfolk, der flytter formuer til Luxembourg for at undgå dansk skat" og er tydeligt forarget.

Hun burde hellere tænke på de "svinerige" folk, der bliver hængende i Danmark, tramper i pedalerne og bidrager til fællesskabet på trods af, at deres indsats bliver mistænkeliggjort, deres bidrag negligeret, og deres holdninger gjort til genstand for had og nedladenhed. Det er disse folk, Gry Möger kan takke for, at der overhovedet er et tag-selv bord til alle de, der ikke kan eller vil bidrage.

Den sidste skelnen er vigtig. Simon Emil Ammitzbøl har fået på puklen - ikke for at opfordre en kontanthjælpsmodtager til at blive steriliseret - men for at rose hende for at have gjort det. Simon Emil siger jo ikke, at folk ikke skal hjælpes. Han siger bare, at man måske bør tænke over, hvem der skal betale for konsekvenserne af ens handlinger. Hvis man ikke kan forsørge sine børn, bør man måske overveje, om man skal have flere. Hvis man kan bidrage, bør man også gøre det. Hvis man ikke vil bidrage, kan man heller ikke med rimelighed forvente at blive forsørget af naboen. Og hvis man er i en situation, hvor man faktisk bliver forsørget af naboen, bør man lige overveje, om man skal skælde naboen ud for ikke at yde mere, eller vise ham respekt og taknemmelighed for det, han yder.

De borgerlige er ikke asociale ego-trippere. Hvis de var det, var de for længst rejst. De vil bare ikke være til grin.

Demokrati for nedadgående

Det er en både fantastisk og uhyggelig oplevelse at følge miljøministeren sammenblande lovgivende, dømmende og udøvende magt i sagen om randzoner: Vred miljøminister ekskluderer kritiske landmænd fra topmøde.

Gad vide, hvilke andre formodede lovovertrædere, der skal dømmes uden rettergang og fratages mulighed for deltagelse i debatten?

En klods om benet

At de høje danske lønninger og det høje omkostningsniveau er en klods om benet for danske virksomheder i forhold til letfodede asiatiske konkurrenter, er vidst ingen hemmelighed.

I Jantelovens hjemland, skal man helst ikke løbe fra konkurrenterne. Det er ikke god stil. Derfor har vores politikere nu fundet på, at de folk, vi sender ud i international konkurrence, skal have en klods om benet på hjemmefra: Link.

Befriende men halvgjort

Thorning går bodsgang

Helle T erkender nu, at hun ikke er dygtig nok. Men hvorfor klamrer hun sig så til magten? Det må jo være fordi, hun sætter egne interesser over landets. Det er da uansvarligt ikke at gøre noget, når man ved, landet ledes dårligt - og man har mulighed for at gøre noget ved det.

Spøjs udtalelse fra Enhedslisten

Ekstra Bladet - Enhedslisten: Uklædeligt, Frede

"Alle mennesker, der har privilegier, skal være klar over, hvorfor de har dem. Og de skal ikke bare bagatellisere det."

Hvis man studerer Enhedslistens retorik, finder man ikke samme formaning til folk på overførselsindkomst.

Mon det skyldes, at deres privilegier er en ret i Enhedslistens øjne?

Når krybben er tom, så bides hestene

Omtrent sådan lyder et gammelt ordsprog, som viser sin relevans i den aktuelle diskusion om Danmarks økonomiske fremtid. Der tales meget om fordeling af smulerne i krybben og kun en smule om at fylde den.

Skal boligejerne betaler mere  i skat? Skal topskatten lempes mod istedet at indføre flere grønne afgifter? Skal der indføres entrebetaling hos lægen eller skal tandlægen også være ”gratis”? Den sidste pasus illustrere ganske fint danskernes forvirring på området. De taler i ramme alvor om, at noget er gratis, blot fordi de og deres medborgere betaler via skatten og ikke direkte.

Ordet vækst nævnes ofte, men når debatten bliver mere konkret kommer den til at handle om fordeling af samfundets goder. Og vil man fx sænke kontanthjælpen tales der i ramme alvor om, at de fattigste skal betale. I et frit samfund tilhører goderne som udgangspunkt dem, der skaber dem. De bidrager så - via skattebetaling – på baggrund af en blanding af almindelig anstændighed, fællesskabsfølelse, anerkendelse af at samfundet udgør rammen for deres tilværelse og ervhvervsaktivitet, samt en vis portion gruppepres også kendt som det såkaldte demkratiske flertal. Denne betragtning medfører, at de fattigste ikke kan  betale. Kun de, der skaber noget som kan sælges, kan bidrage til betalingen. At ”undlade at få” er ikke det samme som at betale – for der er ikke skabt noget.

Derfor bør den offentlige debat om vækst, skattereform, fremtidens arbejdsmarked osv. vendes helt på hovedet. De relevante spørgsmål er: hvordan skaber vi som samfund noget, der kan fylde krybben? Og hvordan fordeler vi noget af det skabte til de svageste i samfundet uden at det går ud over skabertrangen og virkelysten?

Her kan det være nyttigt og stoppe op og se på, hvor rigdom egenligt kommer fra. Den kommer fra at man gennem sin indsats skaber noget, som andre vil købe. Vækst kommer fra, at man bliver dygtigere og mere effektiv – at man kan skabe mere med samme indsats – eller af at man sætter hidtil uudnyttede ressourcer i sving.

I Danmark har vi et kolosalt spild af ressoucer. Vi har flere hundrede tusinde medborgere på mere eller mindre permanent offentlig forsørgelse. Vi siger reelt til dem: ”det du kan bidrage med, er så lidt værd, at vi hellere vil betale dig for at lade være”. Det er en helt igennem uanstændig måde at behandle medmennesker på, og det bliver ikke mindre grotesk af, at kalde det ”solidaritet”.

Hertil kommer andet spild  i form af den offentlige administration af diverse forsørgelsesordninger og den aktivitetsdæmpende effekt af de høje skatter, der skal til for at kradse penge ind til overførselsindkomsterne. Nedenfor skal det vise sig, at det er værre endnu.

Men ”værre” betyder i denne sammenhæng ”uudnyttet potentiale”. Så der er håb.

Lad os et øjeblik studere, hvorfor vi har dette spild. Som vores system lige nu er indrettet, skal man tjene op mod 20.000 kr. per måned for at det kan betale sig at arbejde. Lad os antage, at det faktisk er muligt selvom man har ingen eller de forkerte kvalifikationer. Der er dybest set to muligheder for at få arbejde. Enten ansættes man i en produktionsvirksomhed eller i en servicevirksomhed. Produktionsvirksomheden er sædvanligvis udsat for global konkurrence. Dvs. den skal sælge sine varer til de samme kunder som udenlandske konkurrenter, der har medarbejdere der populært sagt arbejder det dobbelte for det halve. Hvis det skal gå godt, skal den danske virksomhed altså være fire gange så effektiv som sin konkurrent. Denne effektivitet fordrer et højt specialiseringsniveau hos medarbejdere, som vores ven i eksemplet måske ikke kan leve op til. Alternativt kan man ansættes i en service virksomhed. Service antager ofte en lokal karakter og er derfor ikke på samme måde udsat for global konkurrence. Det er jo ikke et problem for en dansk pizzarestaurant, at man kan få en pizza i New York til halv pris. Service sælges til de lokale. Dvs. den købes også af de lokale for de penge, de har tilbage - efter skat.... og moms.....og afgifter.

Men ak. Danskerne foretrækker at lave deres aftensmad selv frem for at spise ude. Højtuddannede ingeniører og farmaceuter, der faktisk kan lave noget, der kan sælges på verdensmarkedet og skaffe rigdom til landet, vælger at bede om mere fritid fremfor mere i løn. De vælger at lave deres service selv. Det gælder aftensmaden, havepasningen, rengøringen osv. Service er jo dyrt og man skal betale skat af pengene først.

Dvs. vi en endu en slags spild. Spild af indtjeningsevne hos de folk samfundet har uddannet i dyre domme. Dem bruger vi istedet til græsslåning og den slags.

Vores politikere fra Liberal Alliance og nu også helt ind i den borgerlige fløj af SF foreslår en reduktion af topskatten for at skabe større tilskyndelse til at arbejde blandt de højtlønnede. Det lyder som en besnærende vej til at skabe mere vækst i samfundet. De højtuddannede vil så tjene mere, som man kan opkræve i skat og give til andre. Denne politik kritiseres af bla. Enhedslisten samt en hel del kernevælgere hos S og SF for at være ”dybt associal”. Og det er den da også, men ikke af de grunde, de fremhæver.

Det er dybt associalt at fortsætte en politk, der fastholder flere hundrede tusinde i passiv forsøgelse. Det er også dybt associalt blot at malke de højtuddannede skaffedyr yderligere. Nogle småjusteringer i topskatten vil ikke skabe flere hunderede tusinde jobs til folk med kort eller ingen uddanelse.

Nogle fagforeninger har fat i noget af det rigtige. Folk som fx FOAs Dennis Kristensen vil sænke skatten i bunden. Det er da en god – halv - idé. Det gør, at det kan betale sig at arbejde for folk med ingen eller kort uddannelse. Men det skaber jo heller ikke nogen job.

Den meninge dansker har lugtet lunten. Aviserne bugner af læserindlæg fra folk, der ikke kan forstå den megen snak om at øge arbejdsudbudet. Hvor skal jobbene komme fra spørger de med rette.

Den officielle holdning omkring jobskabelse i bunden af den sociale rangstige er, at de laveste sociale klasse skal afskaffes vha. efteruddannelse. Det lyder flot, men virker ikke særligt gennemtænkt.

For det første antager man, at alle kan, vil eller kan piskes til efteruddannelse. For det andet betyder det, at alle skal efteruddannes til at konkurrere på verdensmarkedet. Husk på at de kræver, at debliver  ca. fire gange mere effektive end nogle kinesere, der jo også har indset at uddannelse er godt. For det tredje vil vi så stadigt bruge højtuddannet arbejdskraft til at slå græs, lægge asfalt og gøre rent i Danmark. Nogen skal jo gøre det.

Hvordan undgår man så dette kolosale spild af ressourcer og skaber ny rigdom til danskerne? Det er slet ikke nok at diskutere én reform ad gangen. Der skal meget mere til.

For det første skal skatten på arbejde sænkes over hele linien. Det skal kunne betale sig for alle at arbejde.

For det andet skal mindstelønnen sættes ned, så danskerne får råd til at købe serviceydelser som rengøring, græsslåning mm. af hinanden.

For det tredje skal overførselsindkomsterne justeres i størrelse, så det kan svare sig at arbejde, og i form så det bliver muligt at bidrage med andet end almindeligt fuldtidsarbejde. Strukturer må ikke afholde folk fra at yde deres bidrag.

Jamen – vil nogen indvende – vi skal da ikke konkurrere på løn med fjernøsten. Vi skal da ikke have amerikanske tilstande. Dette er der vidst ikke mange danskere, der er uenige i. Men det skal da ikke være et argument for at spilde så mange danskeres arbejdskraft.

Vi skal lade de højtuddannede konkurrere på verdensmarkedet og skaffe indtjening til landet. Vi har betalt deres uddannelse. Det er kun rimeligt, at vi forventer noget. De skal da ikke gå og drive den med hækklipning i kolonihaven. Nej ud i den hårde konkurrence med Jer.

Vi skal lade de lavtuddannede levere service til alle danskerne og (mis-) bruge, at de ikke direkte er udsat fra konkurrence fra fx Kina fordi deres ydelser ikke lader sig transportere.

Vi skal reservere de offentlige ydelser til de, der har brug for dem, og ikke skabe et kunstigt behov hos mange ved at holde dem uden for arbejdsmarkedet.

Endeligt vil nogen indvende, at det er uværdigt sådant at skulle være tjener for andre. At skulle klippe deres hæk og vaske deres gulv. Og her er vi nok inde ved nældens rod. Hvordan kan det være uværdigt at tjene sine egne penge og at levere en service som andre er villige til at betale for? Hvordan kan det være mere uværdigt end at modtage skattefinanserede almisser? Hvem har egenligt sagt, at det er uværdigt at udføre arbejde, der ikke kræver en Ph.D. i et eller andet? Kunne det mon være pladderhumanistiske meningsdannere, der er ”hellige” på de andres vegne? Kunne det være nogen, der føler sig godt tilpas ved at have et par hundrede tusinde mennesker, som de kan ”hjælpe” og være noget for?

Vi kan vride mere ud af de højtuddannede, der kan skabe mere eksport og flere jobs til andre højtuddannede og de der tager sig en mellemlang uddannelse. Vi kan også skabe jobs til de lavtuddannede og derved undgå det enorme spild og den uanstændige nedgørelse af deres ressourcer.

Med bedre udnyttelse af vores menneskelige ressourcer, kan vi tjene flere penge og spare flere penge. Penge som vi kan bruge på skoler, hospitaler, veje, ældreomsorg og meget andet, som vi danskere tilsyneladende er enige om, vi gerne vil have og betale for.

Det er lige til at gå til!

Den svære tillid

Det er en pudsig oplevelse at følge tidens debat om den økonomiske krise og ikke mindst alles søgen efter en vej ud af den.

Det pudsige består i, at alle siger det samme, men mener helt forskellige ting med det. Endnu mere pudsigt bliver det, når det går op for én, at de mange meningsdannere tilsyneladende slet ikke er klar over, hvori forskellene egenligt består.

Alle er tilsyneladende enige om, at der skal skabes arbejdspladser. Det kan man jo umuligt være uenig i. Det er er åbenlyst synd og skam at lade millioner af unge mennesker sygne hen i inaktivitet og apati, og det er et åbenlyst spild af ressourcer ikke at udnytte deres arbejdskraft til at løse nogle af verdens mange problemer.

Alle er tilsyneladende også enige om, at tryghed og tillid er gode ting i denne sammenhæng.

Men så stopper enigheden til gengæld også.

Socialisterne mener, at krisen skyldes de berygtede griske og kyniske "hysteriske kællinger" på de internationale finansmarkeder. Disse folk skalter og valter med almindelige menneskers liv og levned i deres evige og grådige jagt på hurtige gevinster.

De borgerlige er faktisk delvist enige i dette, men bebrejder også uansvarlige røde regeringer, der "køber" vælgere ved at dele penge ud fra de offentlige kasser, som der ikke er dækning for. De borgerlige langer også ud efter fagforeningerne og lønningerne og taler om ting som konkurrenceevne, investeringer og globalisering.

I Danmark har vi så den spændende lokale krølle på historien at begge sider af det politiske spektrum taler om vidensjob samtidigt med, at de vil dæmme op for billig udenlandsk arbejdskraft. Det er sikkert rigtigt, at vi ikke skal eller kan konkurrere med fx indere i at producere plastiklegetøj billigt. Men man kan jo ikke producere en ny landevej i Indien og så levere den i Nordjylland. Eller få klippet sit hår efter fyraften af en frisør i Indien. Den evige jagt på uddannelse af alle er en sovepude, der marginaliserer de dele af befolkningen, der bare ønsker et helt almindeligt arbejde. Vi bliver ikke rigere som nation af at have flere arbejdsløse med et diplom fra RUC.

Fælles for alle politikerne er, at de er blevet så vandt til at tale i 30 sekunders TV-egnede floskler, at de selv er begyndt at tro på det, de siger.

Hvad ville der ske, hvis man tog sig tid til at kigge bag flosklerne og de politiske slagord?

Enhedslistens superstjerne Johanne Schmidt Nielsen spørger retorisk: Men er der nogensinde nogen af jer, der har stemt på de markeder? Et meget illustrativt formuleret spørgsmål. Det illustrerer glimrende, at Johanne ikke har forstået, hvad hun selv taler om. Når Johannes vælgere vælger at købe deres mælk i Aldi i stedet for i Føtex pga. prisen, handler de på markedet og er med til at fastsætte prisen på mælk. Lige præcis Enhedslistens topfigur mener måske nok, at prisen på mælk egenligt burde fastsættes ved afstemning - eller et dekret fra Christiansborg - men mange andre hopper med på denne kritik af markederne.

Og det er da også usmageligt, at man kan tjene penge på helt uproduktiv adfærd, at løbe risiko for andres penge, og den slags. Men langt hovedparten af de vestlige verdens økonomier udgøres stadigt af private forbrugere, der handler på markederne for fødevarer, boliger, varige forbrugsgoder og den slags. Man kan sagtens lave politisk regulering af "markedet", og det vil da sikkert være en god idé med mere gennemsigtighed omkring finansielle institutioner, men det har bare ikke ret meget  med det virkelige problem at gøre. Det er godt valgflæsk at tæske på de grådige finansfyrster, men det er og bliver en sovepude.

Hvordan får man disse markeder, disse private forbrugere til at agere mere fornuftigt? Hvordan får man nogen til at investere i en ny vaskemaskine og derved skabe arbejde til dem, der skal lave den, fremfor at gemme pengene i madrassen?

Svaret er forbløffende enkelt: tillid. Tillid til at man kan tjene nogle nye penge i morgen.

Hvor er tilliden så blevet af siden folk vælger at holde på pengene fremfor at investere i noget, der kan skabe arbejdspladser?

Den er tabt på banker, der løber risici de ikke kan overskue og trækker "rigtige" virksomheder med sig i faldet, og på regeringer, der udskriver checks på næste generations vegne eller skruer på skatteskruen, så man ikke ved, hvad man har at leve for næste år.

Og usikkerheden bliver bestemt ikke bedre af, at alle politikerne slynger om sig med ord, de ikke forstår, eller prøver at forklare en hel verdens problemer ved at skyde skylden på en relativt lille finansiel branche. Den finansielle branche har bestemt ikke noget at prale af, men så er den altså ikke vigtigere. Det var politikere, der valgte at lade skatteyderne købe værdiløse banker. Ikke bankerne.

Det store spørgsmål er naturligvis: hvordan skal tilliden komme tilbage?

Politikerne taler om vækst. Tyske politikere får det hele forærende i kraft af at Kina forsøger at sparke gang i Europas økonomi ved at købe tyske industriprodukter. Så kansler Merkel taler om ansvarlighed og disciplin. Det koster hende jo ikke meget andet end nogle optøjer i Athen - langt væk fra Berlin.

Den nyvalgte franske præsident Hollande vil øge de offentlige udgifter for der igennem at skabe jobs og vækst. Det skal alt sammen finanseres af skattestigninger. Men vil det virke? Hvis en privat ansat tror på præsidenten, vil hans forbrug falde med den ekstra skattebetaling. Til gengæld vil skattebetalingen give vækst, der hvor det offentlige vælger at placere sine nye indtægter. Hvis han eller hun der imod IKKE tror på præsidenten, vil vedkommende tvunget af omstændighederne betale sine skat, men måske også lægge lidt ekstra til side til den dag, landet går bankerot som Grækenland. Hollande risikerer blot midlertidigt at omfordele fra privat til offentligt forbrug og på sigt at sætte væksten i stå.

Det hele handler om tillid. Har man tillid til politikerne, vil man være for at arbejde sig ud af krisen gennem offentlige investeringer finanseret gennem øgede skatter. Har man ikke tillid til politikerne, må man sætte sin lid til den private sektor. Men så skal man da være godt tosset - eller hvad? Vi er jo blevet tudet ørene fulde af historier om, at den private sektor domineres af griske finansfolk. Hvem kan dog have tillid til dem?

Problemet med ovenstående er, at det bygger på løgn og propaganda. Den private sektor udgøres hovedsageligt af folk selv og af almindelige hæderlige erhvervsdrivende, der knokler på at skabe gode produkter og gode arbejdspladser for sig selv og deres medarbejdere.

Socialisterne har dygtigt overbevist vælgerne om, at offentligt trods alt er bedre end privat, ved at male et helt skævt billede af privat erhvervsliv som pengegriske kapitalister.

Det er på tide med et arbejderoprør. Ikke som i 1917 i Rusland, hvor man bragte et centralistisk diktatur til magten. Men et oprør for respekt for det at udføre et hæderligt stykke arbejde, og for retten til at sætte noget i gang i sit lokalsamfund. Man kan ikke med den ene hånd skose nutidige og fremtidige arbejdsgivere for ikke at skabe arbejdspladser, og så samtidigt lægge dem for had og nationalisere deres gevinster. Ligesom det kræver tillid til fremtiden at sætte sine penge i en ny vaskemaskine i stedet for i madrassen, kræver det også tillid til fremtiden at sætte sine penge i en ny fabrik, i produktudvikling, i et salgsfremstød eller andet, der kan medvirke til, at vi alle sammen arbejder os ud af krisen.

Spørg de efterladte

Havde Sadam Husseins Irak masseødelæggelsesvåben, og hvad vidste VK-regeringen om det hin skæbnesvangre dag i 2003, hvor Folketinget besluttede at Danmark skulle gå i krig?

Det skal nu undersøges i en kommision (link) betalt af skatteyderne, der ikke har bedre ting at bruge deres penge til.

I pressen og blandt politikere diskuteres meget, om der er ikke blot er tale af politiske drilleri. Andre ville kalde det mistænkeliggørelse: Den borgerlige regering skulle åbenbart have været så forhippet på at drage i krig, at den bevidst vildledte Folketinget for at snyde sig til en krigserklæring.

Men man kan bare spørge de efterladte efter ofrene for massakren i Halabja. Hvis nogen skulle have glemt denne uhyggelige forbrydelser, findes en god beskrivelse på www.folkedrab.dk.

Sadam Hussein havde i hvert fald i 1988 masseødelæggelsesvåben, og han havde vilje og evne til at bruge dem. At påstå andet er en hån mod de efterladte fra Halabja.

Underligt nok er alle danske medier hoppet med på vognen: "Det viste sig senere, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben", skriver Jyllandsposten som om det er fakta og - iøvrigt uden kildeangivelse - fx her.

Man kunne spørge sig selv, om man ville finde et brækjern hos en notorisk indbrudstyv, hvis politiet melder sin ankomst i forvejen?

Man kunne diskutere om risikoen for at en skrubelløs diktator anvender uhyggelige våben - igen - er grund nok til at starte en krig. Sådan en diskusion er jo pt. meget relevant i forhold til Iran og Nord-Korea.

Man kunne også diskutere, om FNs sikkerhedsråds resolutioner skal håndhæves med våbenmagt, eller om man skal beholde FN som en tandløs papirtiger. Sådan en diskusion kunne være relevant i relation til begivenhederne i Libyen og Syrien, hvor Folketinget iøvrigt agerer stort set i enighed - tilsyneladende uden megen refleksion.

Men i Danmark foretrækker vi tilsyneladende at ævle og kævle mens virkelige problemer lades uløste.

Er farcen mon forbi?

Nu er betalingsringen endeligt blevet syltet i en kommision, og vi kan nære et spinkelt håb om, at landet vil blive regeret.

Andre landes politikere kæmper med forskellige kriser: økonomi, krig, osv. I Danmark opfinder regeringen selv sine kriser, så man har noget at "håndtere".

Som man må forvente af en rød regering, blev "løsningen" på krisen en skatteforhøjelse.

Det er nok ikke sidste gang, vi ser den løsning. Regeringen skal jo bruge penge til sin dygtige ledelse af dansk erhvervsliv. Danske virksomheder skal jo beskæftige sig med det, regeringen bestemmer - fx velfærdsteknologi, hvad det så end er. Ikke noget med at fokusere på det, verden vil købe. Vi ved jo bedst.

Et fantastisk eksempel herpå er den i offentligheden liden kendte historie om affaldsforbrænding. I Danmark har vi lært os at brænde affald af på en relativt "ren" måde og at udnytte energien herfra. I resten af verden hælder man affaldet i huller i jorden eller i havet. Vi har kunne brænde det på en fornuftig måde i årevis, så nu er det gammeldags og skal droppes. Så pyt med at resten af verden aldrig kom med.

Regeringen ser Danmark som et foregangsland, der skal vise vejen for andre. Men der er ikke meget ved at løbe så langt foran, at man helt forsvinder af syne.

Vi må håbe regeringen er lige så dygtig til at pege på fremtidige vækstområder, som den er til at opfinde kriser til sig selv.

Socialdemokratisk ledelsfilosofi

Jyllands-Posten - seneste nyt

Når den politiske ledelse svigter, skal de menige fyres. Pisk frem for gulerod.

Når den gamle regeringen ville straffe kommunerne, blev den skoset for at bruge pisken.

Det er da ikke underligt, at den offentlige sektor ikke fungerer, når den ikke ledes. Det er ikke ledelse at sidde i hjørnet og råbe og pege fingre. I hvert fald ikke ledelse der skaffer kompetent arbejdskraft og får medarbejderne til at være motiverede.

Nemlig

Jyllands-Posten - seneste nyt

Lovene må også gælde for regeringen - valgløfter eller ej.

Snydt for fortjeneste

Dem, der står uden for arbejdsmarkedet, er blevet snydt de seneste 10 år iflg. Johanne Smith Nielsen i Debatten her til aften.

Tænk engang over, hvad det betyder. En der bliver snydt, er et offer. Og det er da også synd for nogle, at der ikke er andre, der skaffer dem arbejdspladser.

Men hvorfor "pisser" man så på dem, der skaber arbejdspladser. De gør sig fortjent, men får ikke som fortjent.

Nå jo! Det er kun de hårdtarbejdende danskere i keddeldragt, der gør sig fortjent. Andre - fx højtuddannede ingenører - der skaber arbejdspladser til sig selv og andre, er jo en slags snyltere, der har fået gennem de seneste 10 år.

Gad vide om en socialist, der bygger (skaber) en snemand med sine børn og bliver spurgt: hvor kommer snemanden fra? Gad vide om han eller hun svarer: den har jeg fået.

Man skal rose, når det er fortjent

Endeligt, endeligt! En af vores nye ministre udviser mandsmod og almindelig hæderlighed: link. Et forfriskende afbræk fra alt hykleriet og dobbeltmoralen. Tak for det til Nick Hækkerup.