Den svære tillid

Det er en pudsig oplevelse at følge tidens debat om den økonomiske krise og ikke mindst alles søgen efter en vej ud af den.

Det pudsige består i, at alle siger det samme, men mener helt forskellige ting med det. Endnu mere pudsigt bliver det, når det går op for én, at de mange meningsdannere tilsyneladende slet ikke er klar over, hvori forskellene egenligt består.

Alle er tilsyneladende enige om, at der skal skabes arbejdspladser. Det kan man jo umuligt være uenig i. Det er er åbenlyst synd og skam at lade millioner af unge mennesker sygne hen i inaktivitet og apati, og det er et åbenlyst spild af ressourcer ikke at udnytte deres arbejdskraft til at løse nogle af verdens mange problemer.

Alle er tilsyneladende også enige om, at tryghed og tillid er gode ting i denne sammenhæng.

Men så stopper enigheden til gengæld også.

Socialisterne mener, at krisen skyldes de berygtede griske og kyniske "hysteriske kællinger" på de internationale finansmarkeder. Disse folk skalter og valter med almindelige menneskers liv og levned i deres evige og grådige jagt på hurtige gevinster.

De borgerlige er faktisk delvist enige i dette, men bebrejder også uansvarlige røde regeringer, der "køber" vælgere ved at dele penge ud fra de offentlige kasser, som der ikke er dækning for. De borgerlige langer også ud efter fagforeningerne og lønningerne og taler om ting som konkurrenceevne, investeringer og globalisering.

I Danmark har vi så den spændende lokale krølle på historien at begge sider af det politiske spektrum taler om vidensjob samtidigt med, at de vil dæmme op for billig udenlandsk arbejdskraft. Det er sikkert rigtigt, at vi ikke skal eller kan konkurrere med fx indere i at producere plastiklegetøj billigt. Men man kan jo ikke producere en ny landevej i Indien og så levere den i Nordjylland. Eller få klippet sit hår efter fyraften af en frisør i Indien. Den evige jagt på uddannelse af alle er en sovepude, der marginaliserer de dele af befolkningen, der bare ønsker et helt almindeligt arbejde. Vi bliver ikke rigere som nation af at have flere arbejdsløse med et diplom fra RUC.

Fælles for alle politikerne er, at de er blevet så vandt til at tale i 30 sekunders TV-egnede floskler, at de selv er begyndt at tro på det, de siger.

Hvad ville der ske, hvis man tog sig tid til at kigge bag flosklerne og de politiske slagord?

Enhedslistens superstjerne Johanne Schmidt Nielsen spørger retorisk: Men er der nogensinde nogen af jer, der har stemt på de markeder? Et meget illustrativt formuleret spørgsmål. Det illustrerer glimrende, at Johanne ikke har forstået, hvad hun selv taler om. Når Johannes vælgere vælger at købe deres mælk i Aldi i stedet for i Føtex pga. prisen, handler de på markedet og er med til at fastsætte prisen på mælk. Lige præcis Enhedslistens topfigur mener måske nok, at prisen på mælk egenligt burde fastsættes ved afstemning - eller et dekret fra Christiansborg - men mange andre hopper med på denne kritik af markederne.

Og det er da også usmageligt, at man kan tjene penge på helt uproduktiv adfærd, at løbe risiko for andres penge, og den slags. Men langt hovedparten af de vestlige verdens økonomier udgøres stadigt af private forbrugere, der handler på markederne for fødevarer, boliger, varige forbrugsgoder og den slags. Man kan sagtens lave politisk regulering af "markedet", og det vil da sikkert være en god idé med mere gennemsigtighed omkring finansielle institutioner, men det har bare ikke ret meget  med det virkelige problem at gøre. Det er godt valgflæsk at tæske på de grådige finansfyrster, men det er og bliver en sovepude.

Hvordan får man disse markeder, disse private forbrugere til at agere mere fornuftigt? Hvordan får man nogen til at investere i en ny vaskemaskine og derved skabe arbejde til dem, der skal lave den, fremfor at gemme pengene i madrassen?

Svaret er forbløffende enkelt: tillid. Tillid til at man kan tjene nogle nye penge i morgen.

Hvor er tilliden så blevet af siden folk vælger at holde på pengene fremfor at investere i noget, der kan skabe arbejdspladser?

Den er tabt på banker, der løber risici de ikke kan overskue og trækker "rigtige" virksomheder med sig i faldet, og på regeringer, der udskriver checks på næste generations vegne eller skruer på skatteskruen, så man ikke ved, hvad man har at leve for næste år.

Og usikkerheden bliver bestemt ikke bedre af, at alle politikerne slynger om sig med ord, de ikke forstår, eller prøver at forklare en hel verdens problemer ved at skyde skylden på en relativt lille finansiel branche. Den finansielle branche har bestemt ikke noget at prale af, men så er den altså ikke vigtigere. Det var politikere, der valgte at lade skatteyderne købe værdiløse banker. Ikke bankerne.

Det store spørgsmål er naturligvis: hvordan skal tilliden komme tilbage?

Politikerne taler om vækst. Tyske politikere får det hele forærende i kraft af at Kina forsøger at sparke gang i Europas økonomi ved at købe tyske industriprodukter. Så kansler Merkel taler om ansvarlighed og disciplin. Det koster hende jo ikke meget andet end nogle optøjer i Athen - langt væk fra Berlin.

Den nyvalgte franske præsident Hollande vil øge de offentlige udgifter for der igennem at skabe jobs og vækst. Det skal alt sammen finanseres af skattestigninger. Men vil det virke? Hvis en privat ansat tror på præsidenten, vil hans forbrug falde med den ekstra skattebetaling. Til gengæld vil skattebetalingen give vækst, der hvor det offentlige vælger at placere sine nye indtægter. Hvis han eller hun der imod IKKE tror på præsidenten, vil vedkommende tvunget af omstændighederne betale sine skat, men måske også lægge lidt ekstra til side til den dag, landet går bankerot som Grækenland. Hollande risikerer blot midlertidigt at omfordele fra privat til offentligt forbrug og på sigt at sætte væksten i stå.

Det hele handler om tillid. Har man tillid til politikerne, vil man være for at arbejde sig ud af krisen gennem offentlige investeringer finanseret gennem øgede skatter. Har man ikke tillid til politikerne, må man sætte sin lid til den private sektor. Men så skal man da være godt tosset - eller hvad? Vi er jo blevet tudet ørene fulde af historier om, at den private sektor domineres af griske finansfolk. Hvem kan dog have tillid til dem?

Problemet med ovenstående er, at det bygger på løgn og propaganda. Den private sektor udgøres hovedsageligt af folk selv og af almindelige hæderlige erhvervsdrivende, der knokler på at skabe gode produkter og gode arbejdspladser for sig selv og deres medarbejdere.

Socialisterne har dygtigt overbevist vælgerne om, at offentligt trods alt er bedre end privat, ved at male et helt skævt billede af privat erhvervsliv som pengegriske kapitalister.

Det er på tide med et arbejderoprør. Ikke som i 1917 i Rusland, hvor man bragte et centralistisk diktatur til magten. Men et oprør for respekt for det at udføre et hæderligt stykke arbejde, og for retten til at sætte noget i gang i sit lokalsamfund. Man kan ikke med den ene hånd skose nutidige og fremtidige arbejdsgivere for ikke at skabe arbejdspladser, og så samtidigt lægge dem for had og nationalisere deres gevinster. Ligesom det kræver tillid til fremtiden at sætte sine penge i en ny vaskemaskine i stedet for i madrassen, kræver det også tillid til fremtiden at sætte sine penge i en ny fabrik, i produktudvikling, i et salgsfremstød eller andet, der kan medvirke til, at vi alle sammen arbejder os ud af krisen.