Når krybben er tom, så bides hestene

Omtrent sådan lyder et gammelt ordsprog, som viser sin relevans i den aktuelle diskusion om Danmarks økonomiske fremtid. Der tales meget om fordeling af smulerne i krybben og kun en smule om at fylde den.

Skal boligejerne betaler mere  i skat? Skal topskatten lempes mod istedet at indføre flere grønne afgifter? Skal der indføres entrebetaling hos lægen eller skal tandlægen også være ”gratis”? Den sidste pasus illustrere ganske fint danskernes forvirring på området. De taler i ramme alvor om, at noget er gratis, blot fordi de og deres medborgere betaler via skatten og ikke direkte.

Ordet vækst nævnes ofte, men når debatten bliver mere konkret kommer den til at handle om fordeling af samfundets goder. Og vil man fx sænke kontanthjælpen tales der i ramme alvor om, at de fattigste skal betale. I et frit samfund tilhører goderne som udgangspunkt dem, der skaber dem. De bidrager så - via skattebetaling – på baggrund af en blanding af almindelig anstændighed, fællesskabsfølelse, anerkendelse af at samfundet udgør rammen for deres tilværelse og ervhvervsaktivitet, samt en vis portion gruppepres også kendt som det såkaldte demkratiske flertal. Denne betragtning medfører, at de fattigste ikke kan  betale. Kun de, der skaber noget som kan sælges, kan bidrage til betalingen. At ”undlade at få” er ikke det samme som at betale – for der er ikke skabt noget.

Derfor bør den offentlige debat om vækst, skattereform, fremtidens arbejdsmarked osv. vendes helt på hovedet. De relevante spørgsmål er: hvordan skaber vi som samfund noget, der kan fylde krybben? Og hvordan fordeler vi noget af det skabte til de svageste i samfundet uden at det går ud over skabertrangen og virkelysten?

Her kan det være nyttigt og stoppe op og se på, hvor rigdom egenligt kommer fra. Den kommer fra at man gennem sin indsats skaber noget, som andre vil købe. Vækst kommer fra, at man bliver dygtigere og mere effektiv – at man kan skabe mere med samme indsats – eller af at man sætter hidtil uudnyttede ressourcer i sving.

I Danmark har vi et kolosalt spild af ressoucer. Vi har flere hundrede tusinde medborgere på mere eller mindre permanent offentlig forsørgelse. Vi siger reelt til dem: ”det du kan bidrage med, er så lidt værd, at vi hellere vil betale dig for at lade være”. Det er en helt igennem uanstændig måde at behandle medmennesker på, og det bliver ikke mindre grotesk af, at kalde det ”solidaritet”.

Hertil kommer andet spild  i form af den offentlige administration af diverse forsørgelsesordninger og den aktivitetsdæmpende effekt af de høje skatter, der skal til for at kradse penge ind til overførselsindkomsterne. Nedenfor skal det vise sig, at det er værre endnu.

Men ”værre” betyder i denne sammenhæng ”uudnyttet potentiale”. Så der er håb.

Lad os et øjeblik studere, hvorfor vi har dette spild. Som vores system lige nu er indrettet, skal man tjene op mod 20.000 kr. per måned for at det kan betale sig at arbejde. Lad os antage, at det faktisk er muligt selvom man har ingen eller de forkerte kvalifikationer. Der er dybest set to muligheder for at få arbejde. Enten ansættes man i en produktionsvirksomhed eller i en servicevirksomhed. Produktionsvirksomheden er sædvanligvis udsat for global konkurrence. Dvs. den skal sælge sine varer til de samme kunder som udenlandske konkurrenter, der har medarbejdere der populært sagt arbejder det dobbelte for det halve. Hvis det skal gå godt, skal den danske virksomhed altså være fire gange så effektiv som sin konkurrent. Denne effektivitet fordrer et højt specialiseringsniveau hos medarbejdere, som vores ven i eksemplet måske ikke kan leve op til. Alternativt kan man ansættes i en service virksomhed. Service antager ofte en lokal karakter og er derfor ikke på samme måde udsat for global konkurrence. Det er jo ikke et problem for en dansk pizzarestaurant, at man kan få en pizza i New York til halv pris. Service sælges til de lokale. Dvs. den købes også af de lokale for de penge, de har tilbage - efter skat.... og moms.....og afgifter.

Men ak. Danskerne foretrækker at lave deres aftensmad selv frem for at spise ude. Højtuddannede ingeniører og farmaceuter, der faktisk kan lave noget, der kan sælges på verdensmarkedet og skaffe rigdom til landet, vælger at bede om mere fritid fremfor mere i løn. De vælger at lave deres service selv. Det gælder aftensmaden, havepasningen, rengøringen osv. Service er jo dyrt og man skal betale skat af pengene først.

Dvs. vi en endu en slags spild. Spild af indtjeningsevne hos de folk samfundet har uddannet i dyre domme. Dem bruger vi istedet til græsslåning og den slags.

Vores politikere fra Liberal Alliance og nu også helt ind i den borgerlige fløj af SF foreslår en reduktion af topskatten for at skabe større tilskyndelse til at arbejde blandt de højtlønnede. Det lyder som en besnærende vej til at skabe mere vækst i samfundet. De højtuddannede vil så tjene mere, som man kan opkræve i skat og give til andre. Denne politik kritiseres af bla. Enhedslisten samt en hel del kernevælgere hos S og SF for at være ”dybt associal”. Og det er den da også, men ikke af de grunde, de fremhæver.

Det er dybt associalt at fortsætte en politk, der fastholder flere hundrede tusinde i passiv forsøgelse. Det er også dybt associalt blot at malke de højtuddannede skaffedyr yderligere. Nogle småjusteringer i topskatten vil ikke skabe flere hunderede tusinde jobs til folk med kort eller ingen uddanelse.

Nogle fagforeninger har fat i noget af det rigtige. Folk som fx FOAs Dennis Kristensen vil sænke skatten i bunden. Det er da en god – halv - idé. Det gør, at det kan betale sig at arbejde for folk med ingen eller kort uddannelse. Men det skaber jo heller ikke nogen job.

Den meninge dansker har lugtet lunten. Aviserne bugner af læserindlæg fra folk, der ikke kan forstå den megen snak om at øge arbejdsudbudet. Hvor skal jobbene komme fra spørger de med rette.

Den officielle holdning omkring jobskabelse i bunden af den sociale rangstige er, at de laveste sociale klasse skal afskaffes vha. efteruddannelse. Det lyder flot, men virker ikke særligt gennemtænkt.

For det første antager man, at alle kan, vil eller kan piskes til efteruddannelse. For det andet betyder det, at alle skal efteruddannes til at konkurrere på verdensmarkedet. Husk på at de kræver, at debliver  ca. fire gange mere effektive end nogle kinesere, der jo også har indset at uddannelse er godt. For det tredje vil vi så stadigt bruge højtuddannet arbejdskraft til at slå græs, lægge asfalt og gøre rent i Danmark. Nogen skal jo gøre det.

Hvordan undgår man så dette kolosale spild af ressourcer og skaber ny rigdom til danskerne? Det er slet ikke nok at diskutere én reform ad gangen. Der skal meget mere til.

For det første skal skatten på arbejde sænkes over hele linien. Det skal kunne betale sig for alle at arbejde.

For det andet skal mindstelønnen sættes ned, så danskerne får råd til at købe serviceydelser som rengøring, græsslåning mm. af hinanden.

For det tredje skal overførselsindkomsterne justeres i størrelse, så det kan svare sig at arbejde, og i form så det bliver muligt at bidrage med andet end almindeligt fuldtidsarbejde. Strukturer må ikke afholde folk fra at yde deres bidrag.

Jamen – vil nogen indvende – vi skal da ikke konkurrere på løn med fjernøsten. Vi skal da ikke have amerikanske tilstande. Dette er der vidst ikke mange danskere, der er uenige i. Men det skal da ikke være et argument for at spilde så mange danskeres arbejdskraft.

Vi skal lade de højtuddannede konkurrere på verdensmarkedet og skaffe indtjening til landet. Vi har betalt deres uddannelse. Det er kun rimeligt, at vi forventer noget. De skal da ikke gå og drive den med hækklipning i kolonihaven. Nej ud i den hårde konkurrence med Jer.

Vi skal lade de lavtuddannede levere service til alle danskerne og (mis-) bruge, at de ikke direkte er udsat fra konkurrence fra fx Kina fordi deres ydelser ikke lader sig transportere.

Vi skal reservere de offentlige ydelser til de, der har brug for dem, og ikke skabe et kunstigt behov hos mange ved at holde dem uden for arbejdsmarkedet.

Endeligt vil nogen indvende, at det er uværdigt sådant at skulle være tjener for andre. At skulle klippe deres hæk og vaske deres gulv. Og her er vi nok inde ved nældens rod. Hvordan kan det være uværdigt at tjene sine egne penge og at levere en service som andre er villige til at betale for? Hvordan kan det være mere uværdigt end at modtage skattefinanserede almisser? Hvem har egenligt sagt, at det er uværdigt at udføre arbejde, der ikke kræver en Ph.D. i et eller andet? Kunne det mon være pladderhumanistiske meningsdannere, der er ”hellige” på de andres vegne? Kunne det være nogen, der føler sig godt tilpas ved at have et par hundrede tusinde mennesker, som de kan ”hjælpe” og være noget for?

Vi kan vride mere ud af de højtuddannede, der kan skabe mere eksport og flere jobs til andre højtuddannede og de der tager sig en mellemlang uddannelse. Vi kan også skabe jobs til de lavtuddannede og derved undgå det enorme spild og den uanstændige nedgørelse af deres ressourcer.

Med bedre udnyttelse af vores menneskelige ressourcer, kan vi tjene flere penge og spare flere penge. Penge som vi kan bruge på skoler, hospitaler, veje, ældreomsorg og meget andet, som vi danskere tilsyneladende er enige om, vi gerne vil have og betale for.

Det er lige til at gå til!