Hvordan skaber man arbejdspladser?

... kunne man fristes til at spørge Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, efter at han har tilsluttet sig LO formand Harald Børstings synspunkt om at de berømte og berygtede 12 minutters ekstra arbejde om dage (naturligvis med fuld lønkompensation) først skal indføres, når arbejdsløsheden igen er under 100.000.

Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.

Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.

Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.

Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.

Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.

Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.

Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.

Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.

Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have  såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.

Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.

Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.

Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.

Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".