Spørg de efterladte

Havde Sadam Husseins Irak masseødelæggelsesvåben, og hvad vidste VK-regeringen om det hin skæbnesvangre dag i 2003, hvor Folketinget besluttede at Danmark skulle gå i krig?

Det skal nu undersøges i en kommision (link) betalt af skatteyderne, der ikke har bedre ting at bruge deres penge til.

I pressen og blandt politikere diskuteres meget, om der er ikke blot er tale af politiske drilleri. Andre ville kalde det mistænkeliggørelse: Den borgerlige regering skulle åbenbart have været så forhippet på at drage i krig, at den bevidst vildledte Folketinget for at snyde sig til en krigserklæring.

Men man kan bare spørge de efterladte efter ofrene for massakren i Halabja. Hvis nogen skulle have glemt denne uhyggelige forbrydelser, findes en god beskrivelse på www.folkedrab.dk.

Sadam Hussein havde i hvert fald i 1988 masseødelæggelsesvåben, og han havde vilje og evne til at bruge dem. At påstå andet er en hån mod de efterladte fra Halabja.

Underligt nok er alle danske medier hoppet med på vognen: "Det viste sig senere, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben", skriver Jyllandsposten som om det er fakta og - iøvrigt uden kildeangivelse - fx her.

Man kunne spørge sig selv, om man ville finde et brækjern hos en notorisk indbrudstyv, hvis politiet melder sin ankomst i forvejen?

Man kunne diskutere om risikoen for at en skrubelløs diktator anvender uhyggelige våben - igen - er grund nok til at starte en krig. Sådan en diskusion er jo pt. meget relevant i forhold til Iran og Nord-Korea.

Man kunne også diskutere, om FNs sikkerhedsråds resolutioner skal håndhæves med våbenmagt, eller om man skal beholde FN som en tandløs papirtiger. Sådan en diskusion kunne være relevant i relation til begivenhederne i Libyen og Syrien, hvor Folketinget iøvrigt agerer stort set i enighed - tilsyneladende uden megen refleksion.

Men i Danmark foretrækker vi tilsyneladende at ævle og kævle mens virkelige problemer lades uløste.

Er farcen mon forbi?

Nu er betalingsringen endeligt blevet syltet i en kommision, og vi kan nære et spinkelt håb om, at landet vil blive regeret.

Andre landes politikere kæmper med forskellige kriser: økonomi, krig, osv. I Danmark opfinder regeringen selv sine kriser, så man har noget at "håndtere".

Som man må forvente af en rød regering, blev "løsningen" på krisen en skatteforhøjelse.

Det er nok ikke sidste gang, vi ser den løsning. Regeringen skal jo bruge penge til sin dygtige ledelse af dansk erhvervsliv. Danske virksomheder skal jo beskæftige sig med det, regeringen bestemmer - fx velfærdsteknologi, hvad det så end er. Ikke noget med at fokusere på det, verden vil købe. Vi ved jo bedst.

Et fantastisk eksempel herpå er den i offentligheden liden kendte historie om affaldsforbrænding. I Danmark har vi lært os at brænde affald af på en relativt "ren" måde og at udnytte energien herfra. I resten af verden hælder man affaldet i huller i jorden eller i havet. Vi har kunne brænde det på en fornuftig måde i årevis, så nu er det gammeldags og skal droppes. Så pyt med at resten af verden aldrig kom med.

Regeringen ser Danmark som et foregangsland, der skal vise vejen for andre. Men der er ikke meget ved at løbe så langt foran, at man helt forsvinder af syne.

Vi må håbe regeringen er lige så dygtig til at pege på fremtidige vækstområder, som den er til at opfinde kriser til sig selv.

Socialdemokratisk ledelsfilosofi

Jyllands-Posten - seneste nyt

Når den politiske ledelse svigter, skal de menige fyres. Pisk frem for gulerod.

Når den gamle regeringen ville straffe kommunerne, blev den skoset for at bruge pisken.

Det er da ikke underligt, at den offentlige sektor ikke fungerer, når den ikke ledes. Det er ikke ledelse at sidde i hjørnet og råbe og pege fingre. I hvert fald ikke ledelse der skaffer kompetent arbejdskraft og får medarbejderne til at være motiverede.

Nemlig

Jyllands-Posten - seneste nyt

Lovene må også gælde for regeringen - valgløfter eller ej.

Snydt for fortjeneste

Dem, der står uden for arbejdsmarkedet, er blevet snydt de seneste 10 år iflg. Johanne Smith Nielsen i Debatten her til aften.

Tænk engang over, hvad det betyder. En der bliver snydt, er et offer. Og det er da også synd for nogle, at der ikke er andre, der skaffer dem arbejdspladser.

Men hvorfor "pisser" man så på dem, der skaber arbejdspladser. De gør sig fortjent, men får ikke som fortjent.

Nå jo! Det er kun de hårdtarbejdende danskere i keddeldragt, der gør sig fortjent. Andre - fx højtuddannede ingenører - der skaber arbejdspladser til sig selv og andre, er jo en slags snyltere, der har fået gennem de seneste 10 år.

Gad vide om en socialist, der bygger (skaber) en snemand med sine børn og bliver spurgt: hvor kommer snemanden fra? Gad vide om han eller hun svarer: den har jeg fået.

Man skal rose, når det er fortjent

Endeligt, endeligt! En af vores nye ministre udviser mandsmod og almindelig hæderlighed: link. Et forfriskende afbræk fra alt hykleriet og dobbeltmoralen. Tak for det til Nick Hækkerup.

God jul

Denne fremragende kronik, taler for sig selv: link.

Et land af lønmodtagere

I dagens Berlinger kan man læse at mange skolebørn drømmer om en fremtid som selvstændige.... Og at det bliver en kamp at fastholde ambitionen.

Kamp! Hvad er det egenligt, man kæmper imod?

For at svare på det, kan man starte med at spørge, om børnene kan lide at "blive holdt udenfor".

Når børnene kommer ud af skolen, vil de nemlig opleve et samfund, der er helt gennemsyret af gammeldags marxistisk klassedeling. Godt nok talere vi ikke længere om proletarer og kapitalister, men om lønmodtagere og arbejdsgivere. Men grundtanken er den samme: alle kan - og skal - puttes ned i en af de to kasser.

Hvis man vil være selvstændig, bliver man på en række områder diskrimineret:

På den ene side er man i realiteten afskåret fra fx pensionsopsparing fordi man ikke får løn i en jævn strøm og barselsorlov. På den anden side er man underlagt en række tåbelige og dyre regler, der er skabt for at holde de "onde og egoistiske kapitalister" i kort snor.

Endeligt er man nødt til at gamble med sin families fremtid, for den smålige jagt på kapitalister og deres kapitalfonde og banker fjerner i realiteten mulighederne for at få fingre i risikovillig kapital.

Og så er der janteloven. Mange mener, den er lagt i graven. Men nej! Danskerne kan godt lide fortællingen om den lille iværksætter, der ofrer alt, og måske endda lykkes med at etablere en lille - ikke for stor - virksomhed. Men hvis man virkeligt lykkes og bliver i stand til at skabe arbejdspladser til andre end sig selv og den nærmeste familie, ja så er man pludseligt en af de onde kapitalister, der sikkert på fordækt vis unddrager sig skat.

Så man skal være mere en almindeligt stædig for at være iværksætter i Danmark - og så skal man huske at sælge sin virksomhed til nogle udlændige, inden virksomheden bliver så stor, at den påkalder sig politisk had.

Alle vil gerne have vækst, men forsætter med at styre landet væk fra det.

Troelsgate

Uanset hvem der har gjort hvad i sagen om Helle Thornings skattesag - det må tiden og kommisionen vise - tjener forløbet som en velkommen påmindelse til den til enhver tid siddende regering: magten er kun til låns, og når den skifter, kommer Jeres snavsede vasketøj for dagens lys.

Sådan en påmindelse er nok meget sund.

Selve skattesagen og de tilhørende afsløringer og mistanker omkring ministerens og ministeriets håndtering udstiller en række svagheder ved vores politikere: hyklreri (Helle T der i pauserne fra sit jetset liv fører sig frem som de svages beskytter) og magtfuldkommenhed (Troels Lund der angiveligt har haft svært ved at se grænsen mellem politikeren Troels' interesser og Ministeren Troels' pligter).

Når det er sagt, skal det også med, at en skattesag om en så fremtrædende politiker, er svær at håndtere for alle. Uanset om ministeren har samme partifarve som den, sagen omhandler, eller modsat er der store muligheder for at dumme sig. Enten direkte, eller når man skal forsvare sig mod de uundgåelige anklager om politisering.

Forløbet frem til i dag er ikke noget kønt syn. Desværre er der nu udsigt til, at det bliver værre: undersøgelseskommisionen vil trække pressens fokus væk fra rigets almindelige tilstand og regerings embedsførelse. Det har vi ikke brug for lige nu, hvor økonomien ligger i ruiner, og borgerne er tvunget til at nasse på systemet frem for at arbejde for ikke at komme til at fremstå som tossegode idioter.

Endeligt....

...en politiker, der tør sige upopulære ting:

Jyllands-Posten - seneste nyt