Djævlen i detaljen

I dagens Berlinger kritiserer Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fuldt berettiget de seneste 9 års såkaldt borgerlige regeringer for at have formøblet råderummet i dansk økonomi. Det kan næppe overraske, at der kommer kritik fra den kant.

Det nye er, at de to har opdaget, at regeringen er så uduelig indenfor disciplinen økonomisk ansvarlighed (og i al almindelig) at den luftige røde plan om højere skat mm. kan sælges som ansvarlig. Det er simpelthen det mest ansvarlige, der er på bordet lige nu. Men det betyder jo ikke, at det er ansvarligt efter en absolut målestok. En Trabant var den bedste bil, man kunne købe i DDR. Men det bliver det jo ikke til en god bil af.

Men kronikken i Berlingeren er dygtigt skruet sammen. Fx hedder det: "Flere penge er ikke det samme som bedre kvalitet". Det er da nyt at høre fra andre end Anders Samuelsen. Og de to skriver videre: "faktisk er mange offentlige udgifter udtryk for at vi bare lapper videre på helt grundlæggende strukturproblemer, der i stedet burde løses". Det lyder jo også meget godt. Hvem kan være imod at løse problemerne?!

Men nu sniger der sig et gran ærlighed ind: "Vi er klar til at prioritere. På visse områder må vi skrue ned for udgifterne. På andre områder skal der virkelig satses. F.eks. i sundhedsvæsenet og i Folkeskolen".  Bemærk fraværet af eksempler på nedskæringer.

Djævlen er i detaljer. En lang kronik fuld af flotte argumenter. Det hele er flot - selv i borgerlige ører - men fraværet af eksempler på de nødvendige nedskæringer får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Helle og Villy har ved mange lejligheder mindet om, at regeringens skattelettelser er en "udgift". Som udgangspunkt er pengene (som der i deres optik findes en fast mængde af til deling") altså statens, så man kan "spare" ved at lade være med at dele dem ud i form af skattelettelser. Det ignoreres flot, at mængden af penge til deling nok i et eller andet omfang hænger sammen med, om produktive folk gider arbejde - her i landet.

Det er helt legitimt, at de to oppositionsledere ønsker at prioritere anerledes end de borgerlige. Men de skylder stadigt et svar på, hvorfor de vil prioritere at betale raske mennesker for ikke at arbejde.

Så er banen ved at blive kridtet op

Socialdemokraterne bekræfter statsministerens udlægning af deres politik: link. De siger reelt, at problemerne er regeringens skyld - hvad de måske også til dels er - og at det i sig selv er grund nok til ikke at gøre det rigtige.

Måske bliver der ligefrem noget at vælge i mellem til næste valg. Tænk engang. Hvem skulle have troet det.

Leading from the rear

Endeligt!

Tilføj lidt spænding

Der er ikke megen spænding om udfaldet af næste valg.... og da slet ikke om, hvilken politik der efterfølgende vil blive ført. De to store partier vil jo alligevel det samme. Eneste uenighed handler om nøglerne til ministerbilerne.

Derfor kan du nu selv tilføje lidt spænding til valget takket være Danske Spil.

God fornøjelse og godt nyt valg-år.

P.S. du kan selvfølgeligt også smugkigge resultatet her.

Så skraber vi bunden

Danske medier og politikere har en sjælden evne til at undgå vigtige emner og i stedet grave sig ned i ligegyldige intriger og såkaldte skandaler. Men nu har en kendt formiddagsavis endeligt fundet en virkelig historie: link.

Tillid er godt - kontrol er bedre

Regeringen bliver ofte kritiseret for at ville styre alt i detaljer og ikke over lade noget til fagfolk ude i kommunerne. Der er tidsskemaer for hjemmehjælp - selvom hjemmehjælperen og "fru Hansen" sagtens kunne finde ud af at aftale det selv. Vi skal ud af regeltyraniet, siger alle.

Nu vil regeringen så fjerne en regel og give mere frihed lokalt. Fx til at undervise større grupper af børn med flere  lærere på en gang. Men nej! Her vil alle holde fast i regler og love, for set nu de slemme folk i kommunerne, bruger friheden til besparelser (link).

Det minder meget om Socialdemokraternes 27 rettigheder (eller hvor mange det nu var). Her ville man afskaffe regler, men give bogerne nogle rettigheder. Rettigheder er jo noget, der overvåges af domstolene. Så i stedet for embedsmænd, der holder øje med om kommunerne putter for mange børn i klasserne, skulle forældre nu kunne gå til domstolene og få dom for at deres børns ret til undervisning i små klasser, var blevet krænket.

Der er altså ingen forskel på regeringens regler og oppositionens rettigheder.

Men nu vil regeringen så af med reglerne. Men det går skam ikke. Måske skulle vores politikere på tinge offentligt erkende deres magtfuldkommenhed: kun de ved, hvad der er bedst. Det kan ikke overlades til kommunalpolitikere eller til ansatte ledere og medarbejdere i skoler, hjemmepleje mv.

Hvis de 179 folkevalgte insistere på at styre alt i detaljer, må man blive yderligere bekymret over den åbenlyse mangel på evner. Måske skal vi kollektivt "helt ned at vende i sølet", inden nogen vågner op..... og så måske ikke. Enhedslisten og Liberal Alliance tilbyder reelle alternativer til den socialdemokratiske sump, de  øvrige partier er havnet i.

Demokratisk romantik

Så er eksperterne ude med riven efter Anders Samuelsen, der siger, hvad alle kan se: arbejdet i Folketinget er delvist spild af tid (link).

Selvfølgeligt skal demokratiets maskinrum passes og magtudøvelsen overvåges. Men det er jo desværre ikke det, Folketinget primært bruger tid på. Hvis de andre partier ville holde op med at spilde Folketingets tid med at chikanere hinanden, kunne det være rigtige politikere som Samuelsen, ville finde det værd at møde op.

Arbejdet i Folketinget er ikke vigtigt

Endeligt er der en, der råber op som drengen i Kejserens nye klæder: Det er resultater, der tæller, og ikke, om man kan stille mange spørgsmål og genere embedsmænd med ekstra arbejde, siger Anders Samuelsen som svar på kritik af hans indsats i folketingssalen.

Endeligt

...kan vi få sat en stopper for den groteske debat om overbetaling af privathospitaler. Villy og Lars tager debatten foran danskerne. Måske kan det endeligt komme til at handle om politik og holdninger i stedet for teknikaliteter og procedurer (link).

Det bliver spændende, om Statsministeren formår at afsløre hykleriet hos SF's skærmtrold. Den offentlige sektor har i årtier været for dyr, men det har ikke været synlig. Nu er det blevet synligt, hvad det koster at betale for privat sygehusbehandling... og så kommer ramaskriget. Måske vi skulle arbejde på at gøre det synligt, hvor pengene forsvinder hen i det offentlige.

Det bliver også spændende, at se de to kamphaner overfor hinanden. I praksis en slags generalprøve på valgkampen. For nylig kunne vi se de to pauseklovner Helle og Pia debatere. Nu er det de tunge drenge, der køres i stilling. Hvis ikke Lars Løkke maser Villy helt ned under gulvbrædderne, kan han vidst godt begynde at se sig om efter et andet job.

Og vi fortsætter med blikket stift rettet mod vigtige emner

link

Mens vi venter

...er bl.a. titlen på DRs udsendelser juleaftensdag, der skal gøre ventetiden udholdelig for børn og barnlige sjæle.

Udtrykket kunde også bruges om tidens politiske pauseunderholdning - mens vi venter på valget:

Gift er noget skidt og Danmark vi vil gerne være førende indenfor miljøteknologi. Men vi må ikke hjælpe resten af Verden af med deres gift hos de dygtige folk hos Kommune Kemi. Medierne pisker let en stemning op, og en svag minister ender med endnu engang at forfalde til detailstyring.

Søren Pind hælder gammel vin på nye flasker og fabler om at bekæmpe radikalisering gennem ulandsbistand. Et helt igennem perifert initiativ, men Enhedslisten spiller intetanende med og hjælper dermed med til at fjerne opmærksomheden fra den kuldsejlede gift-minister.

I mens vælger Langballe at blæse det hele en lang march og erklære sig skyldig for at undgå en ellers potentielt underholdende retssag om grænsedragningen mellem den grundlovssikrede ytringsfrihed og den strafbare racisme.

Alt sammen pauseunderholdning, mens vi venter på valget.

Men hvor juleaften er den store forløsning for børnene, kan valget let gå hen at blive mere som en julefrokost, hvor man vågner med gevaldige tømmermænd. Vi skifter en uduelig socialdemokratisk regering ud med en anden og lige så uduelig. Den nuværende er blå udadtil, men sidder i et jerngreb mellem frygt for midtervælgerne, Pia Kjærsgaard og egen inkompetence. Den kommende rødlige socialdemokratiske regering ender i samme situation. Den vil sidde fast mellem Enhedslistens og de radikales humanisme og egne DF-lignende udmeldinger, der er aftvunget af frygt for midtervælgerne. Den vil også sidde i klemme mellem de radikales pragmatiske økonomiske politik og SFs kommunistiske gavebod.

Så mens mange ser frem til valget med spænding, ser jeg frem til det med ligegyldighed.

Det eneste der er spændende i dansk politik er, om vi kollektivt vågner op inden afgrundens rand - eller om vi skal ramme hårdt mod bunden først. Måske skulle man lære sine børn at tale kinesisk?