Det er ofte de simple tricks, der virker

"Stor var glæden derfor, da Søren Pind allerede på sin første dag som integrationsminister meldte klart ud, at han har en forventning om, at udlændinge kommer til landet for at blive danske - ikke for at lave Danmark om." Sådan skriver den vietnamesiske bådflygtning Hué Tu Lautrup-Nissen i dagens udgave af Berlingske efter at have berettet om sin families blodige erfaringer med Mao Zedong og Pol Pot.

... og avisen er fuld af tilkendegivelser af, at der selvfølgeligt skal være plads til forskelligheder, men at man må kræve at visse skikke (børneægteskaber og den slags) ikke bringes med til Danmark.

Alle er tilsyneladende enige. Alligevel er oppositionen helt oppe i det røde felt over Søren Pinds udtalelser.

Bag ovenstående historie gemmer sig en desperat statsminister, der har tabt slaget om pressens dagsorden til Birthe Rønn Hornbæk og Johanne Schmidt Nielsen. Statsministeren forsøger at flytte debatten tilbage til noget, der tidligere har givet blå blok magten og fået Pias uregerlige støtteparti til at stoppe kritikken: udlændige og værdier. Men hvordan kan man det, når nu alle stort set er enige. Alle er jo enige i, at man ikke skal lovgive om, hvilke guder borgerne beder til. Alle (selv Enhedslisten og de radikale) er også enige om, at visse typer kulturel bestemt adfærd ikke er forenlig med dansk lov - fx omskæring af piger. Så hvordan skaber man debat om noget, alle er enige om?

Statsministerens svar er lige så enkelt, som det er genialt: Man lader budskabet fremføre af én, alle elsker at være uenige med. Søren Pind har om nogen denne evne. Med sin skingre stemme og principfaste insisteren på at sige sin mening, kan hans blotte fremtoning på skærmen få de fleste op på mærkerne. Hvem husker ikke, da han med sine liberale teser fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen op i det røde felt - på trods af, at han ikke gjorde andet end gentage noget Anders Fogh selv havde skrevet.

Oppositionen er hoppet på limpinden. Nu er de i fuld gang med at afsværge deres egne holdninger og skubbe vælgere fra sig udelukkende fordi de partout vil være uenige med Søren Pind - uanset hvad han siger.

Det rigtigt snedige ved statsministerens taktik er, at den kan genbruges helt uhæmmet og uden risiko. Hver uge frem til valget, kan han få Pind til at sige noget, som alle er enige i. Men fremført på den Pind'ske facon, vil oppositionen føle sig kaldet til at tage til genmæle. På den måde kan han systematisk få oppositionen til at underminere sig selv. Skulle det kamme over, kan han bare smide Pind ud - som Fogh gjorde.

Den eneste risko ved ovennævnte taktik er, at de Konservative måske også hopper på limpinden og graver deres hjemmelavede massegrav endnu dybere. Men det er nok en risiko Lars Løkke Rasmussen kan leve med, når nu Liberal Alliance alligevel har overhalet de konservative i meningsmålingerne.

Alt imens de taktiske slag udspille sig på Christiansborg og på TV-skærmene tøffer landets økonomi målrettet hen mod afgrunden. Men det er jo også kun en meget lille minoritet, der for alvor bør være bekymrede over det: nemlig de ufaglærte der vil få det endnu sværere på arbejdsmarkedet, når Danmark bliver det nordligste bundesland.