Wag the Dog

Regeringens stort opslåede Vækstforum barsler i disse dage med sine anbefalinger, der næppe kommer at overraske mange. De fleste af idéerne er på forhånd skudt ned af politikere fra begge blokke.

Statsministeren havde utvivlsomt håbet på et andet forløb siden nytår. En lang valgkamp skulle skydes i gang med en veloplagt nytårstale og rundes af med et valgoplæg baseret på Vækstforums oplæg.

Men debatten fes hurtigt ud i sandet. Et velrettet angreb fra rød stues Villy og Harald fik overbevist danskerne om, at det er en god idé at pisse i bukserne for at holde varmen, og så var alle reformer pludseligt lagt i graven. Selv ikke de 12 minutters ekstra arbejde er længere aktuelle så længe der sidder blot en enkelt uvirksom stakkel på bænken. Statsministerens egne folk gjorde det heller ikke ligefrem lettere at holde fokus: en komplet uduelig partileder, en integrationsminister med kommunikationsevner som en stum gorilla, og forhenværende ministers åbenlyse misbrug af sin betroede stilling til uvederhæftige formål, fjernede den sidste rest af interesse for økonomien og dermed for Vækstforum.

Men mens strategien blev sønderskudt, arbejdede Vækstforum videre. Nu er kommer konklusionerne og forslagene imidlertid ikke længere belejligt for Statsministeren, så han har brug for en afledningsmanøvre. Rød blok har vidst også brug for en våbenhvile, for der viser sig stadigt større sprækker mellem S og R.

Midlet til en verbal våbenhvile kom dumpende ned fra himlen i form af en overraskende FN-resolution omkring en militær våbenhvile i Libyen. Alle har grebet chancen, og Folketinget har enstemmigt vedtaget at gå i krig på vegne af et revolutionsparlament, hvis medlemmers navne er hemmelige. Hykleriet når ufattelige højder hele vejen rundt i det politiske spektrum. Danmark er pludseligt så ivrig efter at komme i krig, at der endda tales om at overhale NATO inden om.

Den uskønne historie om, hvorfor nogle af verdens diktatorer frit kan myrde løs, mens andre absolut ikke må, giver en god anledning til at gense filmen Wag the Dog fra 1997. God fornøjelse: