Slår sig i tøjeret

Det er et veletableret faktum i dansk politik at både S og V føler sig berettiget til ministerkontorerne. Derfor kan det sagnomspundne brede samarbejde kun etableres via små midterpartier. Schlüter var ekspert i dette med god hjælp fra CD, Radikale og Kristendemokraterne. To af disse er i praksis blevet udraderet af vælgerne siden da.

Siden da har vi haft blokpolitik i mere eller mindre udtalt grad. På et tidspunkt i Foghs tid var der håb om, at de Radikale ville vokse sig store nok til udgøre et alternativt flertal for Fogh, der var tvunget i lommen på Pia K af vrangvillige socialdemokrater. Men det skete som bekendt ikke.

Nu ser det ud til, at de Radikale igen bliver tungen på vægtskålen. De tør dog ikke selv skifte side og sætte deres troværdighed over styr. Så det er ganske kløgtigt fundet på, at bruge de Konservative som en slags bagdør tilbage til midten.

Det får naturligvis fløjene op i det røde felt. Både Pia K og Johanne Schmidt skælder ud.

På overfladen ser det ud til, at de Radikale er ved at overtage DFs magt i dansk politik. Men man glemmer let , at DF har slugt mange kameler for at få magten. De er gået med til økonomiske stramninger, der strider dybt mod deres indre socialdemokrat. Pia K truer da også forventeligt med at opsige efterlønsforliget.

Så vi er på vej mod et totalt handlingslammet Folketing. De Radikale vil ikke lave noget med S uden K. DF vil pludseligt slet ikke lave noget sammen med nogen.

Vi må håbe, der ikke opstår flere hastesager lige foreløbigt.

Hvis der ikke skal blive valg igen til foråret, bliver S og V nødt til at finde sammen. Det er nok ikke en kamel, der let glider ned. Måske kan de Radikale sætte sig for bordenden og få det til at ske. I så fald vil der virkeligt være tale om et historisk valg.

Hvem ved bedst?

Hvem er bedst til at sætte gang i hjulene: rød eller blå blok?

Sådan har spørgsmålet lydt et stykke tid nu. Senest er også det forherligede "brede samarbejde" blevet nævnt som en attraktiv og frem for alt vækstfremmende vej.

Og det er da sikkert rigtigt, at den ro, der ville følge af brede forlig, i sig selv vil virke vækstfremmende.

Men der er en 4. og endnu mere oplagt vej. For hvem er egenligt bedst til at skabe vækst og velfærd?

Svaret er lige så enkelt, som det er snublende nærliggende: Danskerne!

Sygeplejerskerne er bedst til at passe de syge - når ikke de holdes nede af tåbeligt politisk bestemt bureaukrati.

Erhvervslivet - som jo trods alt omfatter næsten halvdelen af os - er bedst til at skabe eksport, der giver indtægter til landet.

Iværksætterne er bedst til at skabe arbejdspladser - hvis de da ikke holdes nede af unødvendigt bureaukrati og tyngende skatter.

Politikerne - i hvert fald de fleste af dem - vil kræve penge ind fra elle de ovennævnte og dele dem ud igen via at bureaukratisk og kostbart, men uproduktivt system. Det er helt sikkert IKKE en effektiv vej til vækst.

Hvis politikerne havde bevist, at de kunne skabe ting og sætte gang i hjulene, ville undertegnede betale skat med glæde. Men de seneste danske erfaringer - og faktiske alle historiske erfaringer - viser, at produktivitet og vækst udgår fra de private borgere, der arbejder med noget, de har forstand på.

Begge blokke taler om, at det er nødvendigt at gældsætte landet for at sætte gang i hjulene. Det kunne måske tænkes, at danskerne selv sætter gang i noget, hvis de fik lov at være i fred for politikerne og beholde deres penge.

Et stort bluff nummer

Medierne flyder i dag over med omtale af en ny R-K alliance i dansk politik.

Men hvad er egenligt det nye? De to partier vil gerne samarbejde bredt, men dog ikke lovet noget. Altså ingen veto-ret eller forpligtende aftaler. Sådan har det jo altid været. Begge partier har jo altid lavet aftaler hen over midten i ly af den hårde retorik i medierne.

Og sådan har det altid været.

Da Nyrup var statsminister lavede han nogle gange finanslov med K. Andre pakker som fx Pinsepakken gik igennem med et snævert flertal leveret af Enhedslisten.

Da Fogh var statsminister lavende han ofte lovgivning kun med K og O - Socialdemokraterne gjorde en dyd ud at holde sig udenfor, så de fornærmet kunne hyle op om blokpolitik. Andre gange lavede han brede forlig med socialdemokraterne - oftest om emner, der ikke fik megen mediedækning. Og på det seneste har Løkke lavet forlig med de radikale - endda sammen med Pia K og hendes heppekor.

Der er altså intet nyt under solen. Den til hver tid siddende regering forsøger at lave brede forlig, men hvis det ikke lykkes, skal man jo altså kun bruge 90 mandater.

Oppositionen går med i nogle ting og påberåber sig ansvarlighed. Andre gange holder den sig ude og råber det velkendte bandeord: "blokpolitik".

Hvis man virkeligt er modstander af blokpolitik, må man foreslå en ændring af grundloven, så der kræves fx 110 mandater for at vedtage noget på tinge. Se det ville der være noget ved. Men risikoen er naturligvis at havne i politisk dødvande som i USA, hvor beslutningsprocessen er så tung, at den fører til handlingslammelse.

Vi tilgiver K og R deres mediestunt i denne omgang. Men at kalde det en "game-changer" er nok lige at stramme skruen en tand for meget. Mon ikke de Konservative vender hjem til Venstres frakkeskøde, når tonen bliver skærpet frem mod d. 15.? Alternativet er jo at blive udraderet af vælgernes ligegyldighed.

Ny rekord i overfladiskhed

Denne journalistik taler vidst for sig selv: link.

Panik før lukketid

Regeringen har hele sommeren skoset Socialdemokraterne for at ville gældsætte fremtidige generation ved at fremrykke offentlige investeringer. Nu vil regeringen så lige pludseligt det samme (link) omend i lidt mindre skala. Det må være svært at vedblive med at kalde de andre idioter, når de mener det samme som én selv.

Samtidigt er det blevet vigtigt, om et politisk udspil præsenteres tirsdag eller lørdag: link.

Det er virkeligt ynkeligt at se på. Kun Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance synes at holde hovedet koldt.

Enhedslisten forfølger stædigt deres socialistiske utopi, og det må man da respektere. De radikale synes at være kommet til fornuft og har genindtaget rollen som midterparti efter et årti som halehæng til Socialdemokraterne. Og liberal allicance - eller rettere Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl - har hele tiden tænkt stort og langsigtet (undtagen når det kommer til at finde flere folketingskandidater).

Desværre er der ingen tegn på optøning. Man kunne ønske sig en R-LA regering med støtte fra V og S (eller måske K og S). Men det er jo som bekendt vigtigst af alt, hvem der er statsminister.

Hvis R og LA virkeligt vil vise format i forbindelse med et kommende valg, kunne de begge nægte at levere de afgørende stemmer til deres respektive fløje. Men den idé er desværre stendød, fordi Marianne Jelved kom til at bruge den i utide (link).

Selvsving

Nu går politkerne - på begge sider - da helt i selvsving over taktikken og glemmer alt om langsigtede visioner: link.

Godt at der snart er valg, så vi kan få et års tid med lidt fornuft på Borgen - inden næste valgkamp starter.

Meningsmålinger

Nu nærmer valget sig og det bliver højsæson for meningsmålinger. Derfor er det passende med en påmindelse om nøjagtigheden af disse.

Børsen kl. 18:26: Venstre stormer frem i ny måling
DR kl. 19:17: Øretæve til VKO i ny meningsmåling

Den ene måling hævder nærmest dødt løb mellem blokkene, mens den anden taler om 97 mandater til rød blok.

God bedring

Denne skribent ønsker god bedring til SFs nr. 2 Ole Sohn, der er ramt af en sjælden øjensygdom: link.

SF'eren kan glad takke vores gode sundhedsvæsen for hurtig og effektiv behandling. Det er åbenbart ikke blevet kørt helt i sænk af den borgerlige regering alligevel.

Hvor er det glædeligt, at fremtrædende SF'ere lader sig oplyse af at møde virkeligheden.

For nylig ville SF udvise McDonalds, der jo alligevel ikke betaler skat: link. Det viser sig nu, at være forkert: link.

Gad vide, hvor meget af oppositionens politik der bygger på virkelighedsfjernt tankespind? Helle T tror jo fx også, at vi har udenlandsgæld: link.