mandag den 29. august 2011

Hvem ved bedst?

Hvem er bedst til at sætte gang i hjulene: rød eller blå blok?

Sådan har spørgsmålet lydt et stykke tid nu. Senest er også det forherligede "brede samarbejde" blevet nævnt som en attraktiv og frem for alt vækstfremmende vej.

Og det er da sikkert rigtigt, at den ro, der ville følge af brede forlig, i sig selv vil virke vækstfremmende.

Men der er en 4. og endnu mere oplagt vej. For hvem er egenligt bedst til at skabe vækst og velfærd?

Svaret er lige så enkelt, som det er snublende nærliggende: Danskerne!

Sygeplejerskerne er bedst til at passe de syge - når ikke de holdes nede af tåbeligt politisk bestemt bureaukrati.

Erhvervslivet - som jo trods alt omfatter næsten halvdelen af os - er bedst til at skabe eksport, der giver indtægter til landet.

Iværksætterne er bedst til at skabe arbejdspladser - hvis de da ikke holdes nede af unødvendigt bureaukrati og tyngende skatter.

Politikerne - i hvert fald de fleste af dem - vil kræve penge ind fra elle de ovennævnte og dele dem ud igen via at bureaukratisk og kostbart, men uproduktivt system. Det er helt sikkert IKKE en effektiv vej til vækst.

Hvis politikerne havde bevist, at de kunne skabe ting og sætte gang i hjulene, ville undertegnede betale skat med glæde. Men de seneste danske erfaringer - og faktiske alle historiske erfaringer - viser, at produktivitet og vækst udgår fra de private borgere, der arbejder med noget, de har forstand på.

Begge blokke taler om, at det er nødvendigt at gældsætte landet for at sætte gang i hjulene. Det kunne måske tænkes, at danskerne selv sætter gang i noget, hvis de fik lov at være i fred for politikerne og beholde deres penge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Begavede indlæg, argumenter og modargumenter er velkomne. Perfide udbrud henvises til Politikens website.