Stilhed før storm

Der er underligt stille på Borgen i tiden. Statsministeren fejrer i ubemærkethed jubilæum, og ingen skyder efter ham.

Helle og Villy har så travlt med at planlægge magtovertagelse med uddeling af ministerposter, rekruttering af spin doktorer og den slags, at de helt glemmer at føre valgkamp.

Og det er måske meget smart at lave planen nu. Dels er valget stadigt måneder væk, og dels har vælgerne, når valget kommer, glem denne eklatante overtrædelse af janteloven, som ellers kunne koste sejren.

Venstre har travlt med at kritisere Socialdemokraternes planer om flere politiske embedsmænd. Men er det nu sundt - eller blot en rygmarvsreaktion: når de andre foreslår det, må det være en dårlig idé.

Dagens politikere er blevet teknokrater, der drukner i papir og enkeltsager. Embedsværket har sit eget lev, og skal jo også eksitere, når de nuærende politkere er gået af. Så man kan kun stole på dem til driften - ikke rigtigt til at lave noget om. Så måske ville det være en god idé, hvis politikerne havde lov til at have et politisk udpeget sekretariat til at hjælpe dem igennem bunkerne.

Det skal bare ikke kun være minstre, men alle folketingsmedlemmer. Ellers har oppositionen jo ikke en chance.

Måske er der faktisk håb for, en gang at få politikere der kan hæve blikket.

Suk

Idiotien taler vidst for sig selv: Iværksættere: Nyt gebyr helt tosset

Nu skal man betale de udgifter, man "påfører staten" ved at starte en virksomhed.

Hvad med udgifterne til at administrere ordningen?

Lige en hilsen....

...til alle de mange kloge, der mente at Vesten tøvede omkring situationen i Libyen: Den arabiske Liga kritiserer angreb.

Det var præcis den fare alle friskt ignorerede. Ikke mindst medierne, der havde travlt med at presse politikerne til at handle. Nu bliver angrebene på Gadaffi udstillet om Vesten mod Arabien og der bliver hældt benzin på bålet i konfrontationen mellem civilisationerne. Intet er så godt til at forene et folk, som en fælles ydre fjende.

Ak ja. Der er nogle naive fjolser der aldrig lærer, at Verden er fyldt med lede fyre, der ikke spiller efter reglerne.

Wag the Dog

Regeringens stort opslåede Vækstforum barsler i disse dage med sine anbefalinger, der næppe kommer at overraske mange. De fleste af idéerne er på forhånd skudt ned af politikere fra begge blokke.

Statsministeren havde utvivlsomt håbet på et andet forløb siden nytår. En lang valgkamp skulle skydes i gang med en veloplagt nytårstale og rundes af med et valgoplæg baseret på Vækstforums oplæg.

Men debatten fes hurtigt ud i sandet. Et velrettet angreb fra rød stues Villy og Harald fik overbevist danskerne om, at det er en god idé at pisse i bukserne for at holde varmen, og så var alle reformer pludseligt lagt i graven. Selv ikke de 12 minutters ekstra arbejde er længere aktuelle så længe der sidder blot en enkelt uvirksom stakkel på bænken. Statsministerens egne folk gjorde det heller ikke ligefrem lettere at holde fokus: en komplet uduelig partileder, en integrationsminister med kommunikationsevner som en stum gorilla, og forhenværende ministers åbenlyse misbrug af sin betroede stilling til uvederhæftige formål, fjernede den sidste rest af interesse for økonomien og dermed for Vækstforum.

Men mens strategien blev sønderskudt, arbejdede Vækstforum videre. Nu er kommer konklusionerne og forslagene imidlertid ikke længere belejligt for Statsministeren, så han har brug for en afledningsmanøvre. Rød blok har vidst også brug for en våbenhvile, for der viser sig stadigt større sprækker mellem S og R.

Midlet til en verbal våbenhvile kom dumpende ned fra himlen i form af en overraskende FN-resolution omkring en militær våbenhvile i Libyen. Alle har grebet chancen, og Folketinget har enstemmigt vedtaget at gå i krig på vegne af et revolutionsparlament, hvis medlemmers navne er hemmelige. Hykleriet når ufattelige højder hele vejen rundt i det politiske spektrum. Danmark er pludseligt så ivrig efter at komme i krig, at der endda tales om at overhale NATO inden om.

Den uskønne historie om, hvorfor nogle af verdens diktatorer frit kan myrde løs, mens andre absolut ikke må, giver en god anledning til at gense filmen Wag the Dog fra 1997. God fornøjelse:

Det er ofte de simple tricks, der virker

"Stor var glæden derfor, da Søren Pind allerede på sin første dag som integrationsminister meldte klart ud, at han har en forventning om, at udlændinge kommer til landet for at blive danske - ikke for at lave Danmark om." Sådan skriver den vietnamesiske bådflygtning Hué Tu Lautrup-Nissen i dagens udgave af Berlingske efter at have berettet om sin families blodige erfaringer med Mao Zedong og Pol Pot.

... og avisen er fuld af tilkendegivelser af, at der selvfølgeligt skal være plads til forskelligheder, men at man må kræve at visse skikke (børneægteskaber og den slags) ikke bringes med til Danmark.

Alle er tilsyneladende enige. Alligevel er oppositionen helt oppe i det røde felt over Søren Pinds udtalelser.

Bag ovenstående historie gemmer sig en desperat statsminister, der har tabt slaget om pressens dagsorden til Birthe Rønn Hornbæk og Johanne Schmidt Nielsen. Statsministeren forsøger at flytte debatten tilbage til noget, der tidligere har givet blå blok magten og fået Pias uregerlige støtteparti til at stoppe kritikken: udlændige og værdier. Men hvordan kan man det, når nu alle stort set er enige. Alle er jo enige i, at man ikke skal lovgive om, hvilke guder borgerne beder til. Alle (selv Enhedslisten og de radikale) er også enige om, at visse typer kulturel bestemt adfærd ikke er forenlig med dansk lov - fx omskæring af piger. Så hvordan skaber man debat om noget, alle er enige om?

Statsministerens svar er lige så enkelt, som det er genialt: Man lader budskabet fremføre af én, alle elsker at være uenige med. Søren Pind har om nogen denne evne. Med sin skingre stemme og principfaste insisteren på at sige sin mening, kan hans blotte fremtoning på skærmen få de fleste op på mærkerne. Hvem husker ikke, da han med sine liberale teser fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen op i det røde felt - på trods af, at han ikke gjorde andet end gentage noget Anders Fogh selv havde skrevet.

Oppositionen er hoppet på limpinden. Nu er de i fuld gang med at afsværge deres egne holdninger og skubbe vælgere fra sig udelukkende fordi de partout vil være uenige med Søren Pind - uanset hvad han siger.

Det rigtigt snedige ved statsministerens taktik er, at den kan genbruges helt uhæmmet og uden risiko. Hver uge frem til valget, kan han få Pind til at sige noget, som alle er enige i. Men fremført på den Pind'ske facon, vil oppositionen føle sig kaldet til at tage til genmæle. På den måde kan han systematisk få oppositionen til at underminere sig selv. Skulle det kamme over, kan han bare smide Pind ud - som Fogh gjorde.

Den eneste risko ved ovennævnte taktik er, at de Konservative måske også hopper på limpinden og graver deres hjemmelavede massegrav endnu dybere. Men det er nok en risiko Lars Løkke Rasmussen kan leve med, når nu Liberal Alliance alligevel har overhalet de konservative i meningsmålingerne.

Alt imens de taktiske slag udspille sig på Christiansborg og på TV-skærmene tøffer landets økonomi målrettet hen mod afgrunden. Men det er jo også kun en meget lille minoritet, der for alvor bør være bekymrede over det: nemlig de ufaglærte der vil få det endnu sværere på arbejdsmarkedet, når Danmark bliver det nordligste bundesland.

Hvordan skaber man arbejdspladser?

... kunne man fristes til at spørge Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, efter at han har tilsluttet sig LO formand Harald Børstings synspunkt om at de berømte og berygtede 12 minutters ekstra arbejde om dage (naturligvis med fuld lønkompensation) først skal indføres, når arbejdsløsheden igen er under 100.000.

Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.

Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.

Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.

Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.

Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.

Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.

Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.

Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.

Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have  såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.

Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.

Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.

Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.

Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".

Så gik luften af ballonen

De 12 minutters ekstra arbejde lægges nu definitivt i graven (link)..... og hurra for det.

De lønmodtagere, ildsjæle og iværksættere, der skal løfte Danmark ud af krisen arbejder i forvejen 12 minutter - og mere til - mere. Så lidt ekstra industriarbejde og buskørsel vil ikke hjælpe det store.

Blandt de, der allerede giver den en ekstra skalle, må også regnes de hjemmehjælpere og sygeplejesker, der sniger sig til at give ordentlig service i deres fritid på trods af det omfattende regeltyrani.

Den nemme løsning

Socialdemokratiet ville løse svære problemer nemt og ikke mindst smertefrit.

Selv deres eget bagland kan se, at det ikke holder: link

Det minder meget om den gang Thor Pedersen ville købe hele verden. Det var der heller ingen, der troede på.

The Sorting Hat

The Sorting Hat er kendt af alle læsere af Rowlings berømte bøger om Harry Potter, og frygtet  er hovedpersonerne i samme bøger. Hatten er - som så mange ting i Rowlings univers - levende og kan se ind i sjælen på de nyankomne elever på troldmandsskolen. Hatten sortere eleverne på baggrund af deres inderste overbevisning og moralske habitus.

I dansk politik er der blevet rodet godt rundt i gryden. Medlemmerne af de nuværende rød og blå blok er sorteret efter personlige venskaber og stil snarere end egentlige holdninger. Man holder sig til, der hvor der er størst chance for at få en fremtrædende post med tilhørende fryns - hvad enten det er i form af en ministerbil eller blot en hale af spytslikkere, der kan puste til et i forvejen opblæst ego.

Man kan derfor se fx Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i hver sin blok selvom de appellerer til de samme vælgere og har stort set identiske holdninger til alt lige fra social- og sundhedspolitik over indvandring til den økonomiske politik.

Man kan også se Liberal Alliance og de radikale i hver sin blok selvom de er enige om alt undtagen navnet på den ønskelige statsminister. Hos de radikale er det specielt tydeligt, at den politiske taktik lægges ud fra den korteste vej til at komme i fjernsynet. Thor Pedersen sagde efter en valgsejr, at han i mange år havde glædet sig til den dag, hvor det var "fløjtende ligegyldigt", hvad de radikale mente. Det skulle han aldrig have sagt.

Hvad ville der mon ske, hvis man lod alle politikerne passerer forbi the Sorting Hat? Mon ikke de radikale og DF ville skifte side? Det ville afsløre nationens egentlige problem: der er et massivt flertal af folk, der frejdigt vil save den gren over, de selv sidder på, som man fx kan læse i Esben Schjørrings glimrende artikel i Berlingske "Har velfærdskoalitionen taget magten?" i går.

I dagens udgave af Berlingeren opfordrer tre radikale de konservative til at skifte side. De har i et anfald af klarsyn indset at de har mere til fælles med de konservative end med Socialdemokraterne. Men skiftet kunne som nævnt lige så godt være den anden vej.

Hvad foregår der mon inde i hovedet på de radikale? Hvorfor holder de fast ved Helle T., når de godt ved, at de faktisk er mest enige med regeringen? I indlægget mener de tre, at de er uenige med Venstre. Den uenighed er værd at granske, og her må man skelne mellem mål og midler.

Mål kræver visioner og indsigt, mens valg og implementering af midler kræver mere jordnære kompetencer samt en grundlæggende moral som baggrund for de svære valg. De to blokke har lidt forskellige visioner. De vil begge gerne have at danskerne er rige. I den socialdemokratiske udgave, skal de bare helst blive det alle sammen samtidigt. De vil også i vid udstrækning benytte samme midler: en detaljeret central styring af alle aktiviteter i samfundet gennem et sindrigt system. De er lidt uenige om, hvordan det faktisk skal implementeres: De blå taler om kontrakter og mål, de røde om 27 rettigheder, der af borgerne kan bruges til at sagsøge deres fælles offentlige institutioner, hvis de ikke opfyldes. Begge dele er dog udtryk for den samme mangel på moral: de glemmer begge, at bare fordi man har lovgivningsmagten behøver man ikke (mis-) bruge den til at blande sig i alt muligt med størst mulig nidkærhed.

Så hvad er det de radikale er uenige i, når det ikke er hverken mål eller midler? Det må jo være det sidste element: kompetence. En siddende regering af rig lejlighed til at dumme sig og demonstrere sin inkompetence. Oppositionens kompetence eller mange på samme er derimod en velbevaret hemmelighed. De radikale må simpelthen kynisk have regnet sig frem til at den borgerlige regering ryger ud ved næste valg pga. de mange demonstrationer af dens inkompetence. Så hvis man vil have en ministerbil eller gerne vil i fjernsynet i den bedste sendetid, må man holde sig til hos oppositionen.

Det må være en grim erkendelse hos de radikale, der mere end nogen hylder det politiske korrekte. De har efter mange års ørkenvandring indset, at de faktisk valgte forkert for ti år siden. De lod Marianne Jelveds personlige modvilje mod Anders Fogh flytte dem til en rød blok, som de dybest set ikke er enige med. Nu har de indset fejlen, men tør ikke skifte hest i vadestedet fordi den blå hest er ved at synke til bunds i mudderet.

Man bliver let rundtosset...

... når ens egen politiske retning bider sig selv i halen.


Ole Sohn vil godt lade folk i arbejde arbejde mere - og dermed tjene mere - uden at hæve overførselsindkomsterne (link).


Det skaber jo vækst og dynamik, at folk arbejder mere.


Men det gør også forskellen på folk i arbejde og de arbejdsløse større - altså bliver der mere ulighed.


Og ulighed er uproduktivt: "I SF tror vi, at et samfund, hvor ulighederne ikke er for store, ikke alene er det rareste og tryggeste samfund i verden. Vi er også overbevist om, at vores samfundstype er den mest produktive.", sagde Villy Søvndal i Folketinget d. 17. januar 2006 (link).


Uha uha. I takt med at rød bloks slagord og skåltaler drejes i retning af egentlige valgløfter, går det op for selv de mest forhærdede, at det ikke hænger sammen. Det må være en grim opdagelse, at ens vej til magten går via en stor løgn overfor befolkningen. 


Nu kan Ole og Villy ikke længere hævde, at de blot var uvidende om de faktiske forhold. Der er tale om en tilståelsessag.