Social retfærdighed

SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten taler meget om social retfærdighed i valgkampen. Hermed menes tilsyneladende en mere lige fordeling af goderne i samfundet (hør fx Villy Søvndal i P1s "Spørg partierne" her til aften).  Tilsyneladende tænkes der på en mere lige fordeling uanset evne - og måske endda vilje - til at yde.

Lad os kigge på mulighederne for at skabe mere lighed ved at studere en dansk ingeniørs dag. En ingeniør tilhører en højtlønnet faggruppe (de rige), hvoraf en betydelig del beskæftiger sig med noget, der faktisk kan skabe indtægter til landet - fx konstruktion af vindmøller, som jo er meget moderne.

Ingeniøren tilbringer fx sin tid således:

• Søvn - 7 timer
• Udvikling af vindmøller (fx aerodynamisk design af vinger) - 7 timer
• Måltider og pauser - 2 timer
• Transport (spild) - 1.5 timer
• Samvær med familien (fx leg med børn, samtale med ægtefælle) - 2 timer
• Opvask mm. - 30 min
• Græsslåning - 30 min
• TV kigning - 2 timer 
• Personlig hygiejne - 30 min
• Motion - 30 min
• Diverse - 30 min

Uden at være fordomsfuld antager vi, at ingeniøren vil beskrive opvask og græsslåning som arbejde og ikke som fritid.

Lad os så kigge på ingeniørens indkomst. Lad os antage, at han eller hun tjener 50.000 per måned. Her af beholdes halvdelen til dækning af personlige omkostninger forbundet med kost og logi, fritid mm. Resten betales i skat til dækning af ingeniørens andel af samfundets fællesomkostninger (hospitaler, skoler, veje, forsvar, mm) samt til overførselsindkomster til andre.

Lad os for eksemplets skyld antage, at overførselsindkomster udgør 1/3 af de samlede offentlige udgifter. Dvs. 1/6 af ingeniørens løn overføres direkte til andre. Dertil kommer en del til administration af denne overførsel.

I virkeligheden er der naturligvis tale om en større del, da indtægter fra andre afgifter, selskabsskat, moms, mm. ikke er medregnet her.

Flere såkaldt røde politikere har gennem tiderne foreslået, at vi også skal deles om arbejdet for at skabe mere lighed. Dvs. arbejdstiden skal nedsættes, når der er arbejdsløshed, så der kan blive plads til de ledige. I princippet en sympatisk holding.

Så ville de ikke være rimeligt, hvis ingeniøren kunne også kunne "overføre" 1/3 af sit arbejde til andre?

Desværre er det ikke alle, der kan klare de komplicerede aerodynamiske beregninger i forbindelse med design af møllevinger. Så den del af arbejdet kan han nok kun komme af med, hvis hans arbejdsgiver for lov at importere noget udenlandsk arbejdskraft.

Men græsslåning og opvask. Det kan alle raske mennesker da klare, så det er jo lige til at overføre til en af dem, der er på overførselsindkomst (og som ikke er syg naturligvis).

Men det går skam ikke, for det er jo ikke meningsfyldt arbejde for en arbejdsløs, vil indvendingerne straks lyde.

Men tænk engang. Det er jo faktisk meningsfyldt for den højtuddannede ingeniør. Hvorfor er det så ikke meningsfyldt for en ufaglært arbejdsløs? 

Hvorfor kan der ikke følge meningsfyldt arbejde med overførselsindkomsterne. Det ville gøre alle glade og få flere ud af passiv forsørgelse.

Ønsketænkning

Rød blok har gennem årene været stærkt utilfreds med omfanget af dansk ulandsbistand. De har længe pralet med, at det vil blive øget under en rød regering. Det bliver det også - engang. Der sættes nemlig med vilje ingen dato på, hvornår vi får råd til den slags pga. den aktuelle økonomiske situation.

Den type politiske løfter, er til at have med at gøre. Så denne skribent vil gerne love følgende:

• Gratis offentlig transport
• Max 10 min. ventetid på behandling af en vilkårlig lidelse
• Fuld beskæftigelse
• Ingen forurening - gratis el-biler til alle
• Bedre mad på plejehjemmene

- når vi en gang får magten og får råd til det.

Villy på den høje hest

Helt i tråd med Villys Søvndals filosofi om, at vækst skabes ved at klippe hinanden, er han nu - allerede inden han officielt er udnævnt som udenrigsminister - gået i gang med at sabotere eksportmulighederne: link.

Et spørgsmålet til en kommende rød regering trænger sig derfor på: hvor mange milliarder vil Danmark under S-SF ledelse betale for at være omrejsende i pæne og rigtige holdninger?

Mere mikro management

Så er de 29 velfærdsrettigheder tilbage på bordet. De rødes system til at detail styre velfærdsydelserne og fratage byråd, skoleledelser, m.fl. enhver indflydelse på egen dagligdag og mulighed for at eksperimentere og improvisere.

Da forslaget sidst var fremmme, var det lidt uklart, hvordan det skulle implementeres og håndhæves. Skulle borgerene sagsøge kommuner, der ikke levede op til reglerne???

Det viser sig nu, at styringen i så fald skal centraliseres. Kommunen skal sættes under adminstration. Folketingskandidaterne demonstrere igen deres storhedsvanvid. Folketinget ved bedst  - helt ned i mindste detalje. På trods af at ingen af de såkaldt "varme hænder" synes om at arbejde under sådan et system, er der forbløffende mange vælgere, der tror på idéen.

Tilbage i folden

Socialdemokraterne vil begrænse indbetalinger til livrenter til max 100.000 per år. Det lyder ret uskyldigt, men giver alligevel et spændende indblik i tænkningen i rød blok: link.

Problemet er naturligvis, at forslaget kun er rimeligt og fornuftigt, hvis man tager som udgangspunkt, at alle er lønmodtagere og har en nogenlunde konstant indtægt år for år. Det gælder selvsagt ikke selvstændige og iværksættere, der nogle år kan vælge at spare løn og pension til sig selv for at investere i ny produktudvikling eller for at have råd til at beholde en lærling. De år, hvor det går godt, må de så spare ekstra sammen til pension.

Forslaget og reaktionen på de kritiske spørgsmål viser derfor med al tydelighed, at Socialdemokraterne ser os alle som lønslaver livet igennem.

... og de blå er ikke meget bedre med deres såkaldte iværksætterskat og lignende.

Den evige trang til central styring af samfundet med mere og mere detaljerede regler, gør det svært at rumme mangfoldighed blandt danskerne. Der bliver mindre og mindre plads til skæve eksistenser som de småborgerlige hippier på Christiania og de underlige asociale iværksættere og selvstændige.

Hvis nogen skiller sig ud skal de blidt men bestemt presses tilbage i den statsautoriserede livsrytme.

Slår sig i tøjeret

Det er et veletableret faktum i dansk politik at både S og V føler sig berettiget til ministerkontorerne. Derfor kan det sagnomspundne brede samarbejde kun etableres via små midterpartier. Schlüter var ekspert i dette med god hjælp fra CD, Radikale og Kristendemokraterne. To af disse er i praksis blevet udraderet af vælgerne siden da.

Siden da har vi haft blokpolitik i mere eller mindre udtalt grad. På et tidspunkt i Foghs tid var der håb om, at de Radikale ville vokse sig store nok til udgøre et alternativt flertal for Fogh, der var tvunget i lommen på Pia K af vrangvillige socialdemokrater. Men det skete som bekendt ikke.

Nu ser det ud til, at de Radikale igen bliver tungen på vægtskålen. De tør dog ikke selv skifte side og sætte deres troværdighed over styr. Så det er ganske kløgtigt fundet på, at bruge de Konservative som en slags bagdør tilbage til midten.

Det får naturligvis fløjene op i det røde felt. Både Pia K og Johanne Schmidt skælder ud.

På overfladen ser det ud til, at de Radikale er ved at overtage DFs magt i dansk politik. Men man glemmer let , at DF har slugt mange kameler for at få magten. De er gået med til økonomiske stramninger, der strider dybt mod deres indre socialdemokrat. Pia K truer da også forventeligt med at opsige efterlønsforliget.

Så vi er på vej mod et totalt handlingslammet Folketing. De Radikale vil ikke lave noget med S uden K. DF vil pludseligt slet ikke lave noget sammen med nogen.

Vi må håbe, der ikke opstår flere hastesager lige foreløbigt.

Hvis der ikke skal blive valg igen til foråret, bliver S og V nødt til at finde sammen. Det er nok ikke en kamel, der let glider ned. Måske kan de Radikale sætte sig for bordenden og få det til at ske. I så fald vil der virkeligt være tale om et historisk valg.

Hvem ved bedst?

Hvem er bedst til at sætte gang i hjulene: rød eller blå blok?

Sådan har spørgsmålet lydt et stykke tid nu. Senest er også det forherligede "brede samarbejde" blevet nævnt som en attraktiv og frem for alt vækstfremmende vej.

Og det er da sikkert rigtigt, at den ro, der ville følge af brede forlig, i sig selv vil virke vækstfremmende.

Men der er en 4. og endnu mere oplagt vej. For hvem er egenligt bedst til at skabe vækst og velfærd?

Svaret er lige så enkelt, som det er snublende nærliggende: Danskerne!

Sygeplejerskerne er bedst til at passe de syge - når ikke de holdes nede af tåbeligt politisk bestemt bureaukrati.

Erhvervslivet - som jo trods alt omfatter næsten halvdelen af os - er bedst til at skabe eksport, der giver indtægter til landet.

Iværksætterne er bedst til at skabe arbejdspladser - hvis de da ikke holdes nede af unødvendigt bureaukrati og tyngende skatter.

Politikerne - i hvert fald de fleste af dem - vil kræve penge ind fra elle de ovennævnte og dele dem ud igen via at bureaukratisk og kostbart, men uproduktivt system. Det er helt sikkert IKKE en effektiv vej til vækst.

Hvis politikerne havde bevist, at de kunne skabe ting og sætte gang i hjulene, ville undertegnede betale skat med glæde. Men de seneste danske erfaringer - og faktiske alle historiske erfaringer - viser, at produktivitet og vækst udgår fra de private borgere, der arbejder med noget, de har forstand på.

Begge blokke taler om, at det er nødvendigt at gældsætte landet for at sætte gang i hjulene. Det kunne måske tænkes, at danskerne selv sætter gang i noget, hvis de fik lov at være i fred for politikerne og beholde deres penge.

Et stort bluff nummer

Medierne flyder i dag over med omtale af en ny R-K alliance i dansk politik.

Men hvad er egenligt det nye? De to partier vil gerne samarbejde bredt, men dog ikke lovet noget. Altså ingen veto-ret eller forpligtende aftaler. Sådan har det jo altid været. Begge partier har jo altid lavet aftaler hen over midten i ly af den hårde retorik i medierne.

Og sådan har det altid været.

Da Nyrup var statsminister lavede han nogle gange finanslov med K. Andre pakker som fx Pinsepakken gik igennem med et snævert flertal leveret af Enhedslisten.

Da Fogh var statsminister lavende han ofte lovgivning kun med K og O - Socialdemokraterne gjorde en dyd ud at holde sig udenfor, så de fornærmet kunne hyle op om blokpolitik. Andre gange lavede han brede forlig med socialdemokraterne - oftest om emner, der ikke fik megen mediedækning. Og på det seneste har Løkke lavet forlig med de radikale - endda sammen med Pia K og hendes heppekor.

Der er altså intet nyt under solen. Den til hver tid siddende regering forsøger at lave brede forlig, men hvis det ikke lykkes, skal man jo altså kun bruge 90 mandater.

Oppositionen går med i nogle ting og påberåber sig ansvarlighed. Andre gange holder den sig ude og råber det velkendte bandeord: "blokpolitik".

Hvis man virkeligt er modstander af blokpolitik, må man foreslå en ændring af grundloven, så der kræves fx 110 mandater for at vedtage noget på tinge. Se det ville der være noget ved. Men risikoen er naturligvis at havne i politisk dødvande som i USA, hvor beslutningsprocessen er så tung, at den fører til handlingslammelse.

Vi tilgiver K og R deres mediestunt i denne omgang. Men at kalde det en "game-changer" er nok lige at stramme skruen en tand for meget. Mon ikke de Konservative vender hjem til Venstres frakkeskøde, når tonen bliver skærpet frem mod d. 15.? Alternativet er jo at blive udraderet af vælgernes ligegyldighed.

Ny rekord i overfladiskhed

Denne journalistik taler vidst for sig selv: link.

Panik før lukketid

Regeringen har hele sommeren skoset Socialdemokraterne for at ville gældsætte fremtidige generation ved at fremrykke offentlige investeringer. Nu vil regeringen så lige pludseligt det samme (link) omend i lidt mindre skala. Det må være svært at vedblive med at kalde de andre idioter, når de mener det samme som én selv.

Samtidigt er det blevet vigtigt, om et politisk udspil præsenteres tirsdag eller lørdag: link.

Det er virkeligt ynkeligt at se på. Kun Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance synes at holde hovedet koldt.

Enhedslisten forfølger stædigt deres socialistiske utopi, og det må man da respektere. De radikale synes at være kommet til fornuft og har genindtaget rollen som midterparti efter et årti som halehæng til Socialdemokraterne. Og liberal allicance - eller rettere Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl - har hele tiden tænkt stort og langsigtet (undtagen når det kommer til at finde flere folketingskandidater).

Desværre er der ingen tegn på optøning. Man kunne ønske sig en R-LA regering med støtte fra V og S (eller måske K og S). Men det er jo som bekendt vigtigst af alt, hvem der er statsminister.

Hvis R og LA virkeligt vil vise format i forbindelse med et kommende valg, kunne de begge nægte at levere de afgørende stemmer til deres respektive fløje. Men den idé er desværre stendød, fordi Marianne Jelved kom til at bruge den i utide (link).