Aha! En tilståelsessag

"Politik er jo at ville ændre tingene, og det gør man med regler", siger Bertel Haarder til dagens udgave af Berlingske (link).


Kendere af moderne forandringsledelse rammes ikke just af genkendelsens glæde. Ikke noget med opstilling af mål, medarbejdernes motivation og kvalifikationer, opmuntrende påskyndelse og den slags.


Her med er alle udfodret til at finde en eneste succesrig erhvervsleder, der vil tilslutte sig Bertel Harders udtalelse.


Desværre er oppositionen ikke bedre. Tænk bare på de 29 velfærdsrettigheder (link), der jo bare er flere regler som borgerne kan håndhæve gennem domstolene.


Så vi står tilbage med en stor flok politikere "i alle farver" med nærmest ens mål, men ingen kendskab til midler, der virker.

Et lyst øjeblik

Stor ros til Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne, Radikale, og Liberal Alliance for i et  anfald af klarsyn faktisk at diskutere rigets udfordringer og svar herpå. Det sker i forbindelse med debatten om regeringens såkaldte 2020 plan.

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, så man må sige at sporene skræmmer. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001 bebudede han et opgør med bureaukrati, bøvl og offentlige udgifter. På trods af intentionerne, er situationen forværret på alle fronter.

2020 planen indeholder en erkendelse af at det kommunale aftale system ikke virker. Kommunerne har øget de offentlige udgifter, og svaret herpå har typisk været "nå!". Nu skal der ske noget.

Men sporene skræmmer. Man kan frygte, at den nye økonomistyring fører til endnu mere bureaukrati og detailstyring.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan kommunerne vil forsøge at leve op til målene. Vil de virkeligt give institutioner mm. frihed til at styre inden for rammerne, eller vil de centralisere yderligere.

Det samme spørgsmål kan stilles til Folketinget styring af kommunerne. Kan de nu nære sig fra at vedtage alle mulige detaljerede love om den præcise sammensætning af offentlige ydelser, eller vil de give kommunerne (og måske dermed institutionerne og fagfolkene) plads til rent faktisk at styre?

Det bliver sandhedens øjeblik for landets fremtid, og det øjeblik hvor vi kan se om politikernes nuværende klarsyn er en enlig svale eller en reel ny erkendelse.

Raser over bureaukrati

Læserne af  berlingske.dk raser over afsløringer af ufatteligt bureaukrati: link. Embedsmænd bruger tid på at definere "at spise" og "at drikke".

Det er da også helt forrykt.

Men måske skulle man lige stoppe op og tænke over, hvorfor et system af ellers begavede og loyale embedsmænd kaster sig ud i den slags galimatias. De må jo mene, det dækker et konkret behov, og de har da også iflg. Berlingske fået overbevist ministeren om, at arbejdet er utroligt vigtigt. Ja, det er da utroligt, at det skulle være vigtigt.

En mulig grund til at give sig i kast med sådanne tilsyneladende helt meningsløse udredningsarbejder kan måske findes i offentligt ansattes daglige omgang med borgere og presse. Hvis der er den mindste forskel mellem, hvad en kommune leverer, og hvad en borger mener at have krav på, bryder helvede løs. Nogen skal straks stilles til regnskab og allerhelst skal en kommunaldirektør eller en minister gå af.... og der skal i hvert fald udbetales erstatning fra den fælles kasse.

Hvis en embedsmænd tolker definitionen på en offentlig ydelse lidt for stramt, fremstilles han som en hjerteløs teknokrat, der kun tænker på penge og kasser. Hvis han tolker dem for slapt, er er tale om sløset omgang med offentlige midler, og der luftes omgående mistanker om nepotisme eller egen vinding.

Den stakkels embedsmand har ikke andet at gøre, end at dække sig ind bag stadigt mere detaljerede regler, der giver mulighed for at sende aben videre til dem, der har lavet reglerne. I sidste instans er de lavet af politikere helt uden forbindelse med det daglige arbejde i kommunen og uden en reel chance for at sætte sig ind i detaljerne.

Og det skal da heller ikke være politikeres opgave at bestyre alt i mindste detalje. Den slags skal overlades til fagfolk (som fx en hjemmehjælper), der ud over sine faglige kvalifikationer glimrer ved daglig omgang med borgerne.

Men det kræver, at vælgerne - som jo er at ligne med generalforsamlingen i Danmark A/S - viser tillid til sine ansatte og tilgiver fejl..... og det er jo nok ikke den stærkeste side i vores nationalkarakter.

Dagens quiz

De radikale er igen ude at markere sine standpunkter, som man jo skal som stræbsomt politisk parti: link

Hvad er de radikale og S/SF egenligt enige om? (svar nedenfor).

De er ikke enige om den økonomiske politik. De er heller enige om udlændingepolitk - et helt igennem inferiørt emne, hvis ikke det var for evnen til at flytte stemmer.

Svar på quiz. De radikale er enige med S/SF om:

• Navnet på den næste statsminister.
• At de hver især har fortjent en ministerbil.
• At Pia Kjærsgaard og ikke mindst hendes vælgere er irreterende.
• At det er godt Anders Fogh er steget i graderne, så de har en chance for at komme til magten
• At det ikke gør noget, at de ikke er enige om et eneste poltikområde, så længe de kan være enige om ovenstående.

Stilhed før storm

Der er underligt stille på Borgen i tiden. Statsministeren fejrer i ubemærkethed jubilæum, og ingen skyder efter ham.

Helle og Villy har så travlt med at planlægge magtovertagelse med uddeling af ministerposter, rekruttering af spin doktorer og den slags, at de helt glemmer at føre valgkamp.

Og det er måske meget smart at lave planen nu. Dels er valget stadigt måneder væk, og dels har vælgerne, når valget kommer, glem denne eklatante overtrædelse af janteloven, som ellers kunne koste sejren.

Venstre har travlt med at kritisere Socialdemokraternes planer om flere politiske embedsmænd. Men er det nu sundt - eller blot en rygmarvsreaktion: når de andre foreslår det, må det være en dårlig idé.

Dagens politikere er blevet teknokrater, der drukner i papir og enkeltsager. Embedsværket har sit eget lev, og skal jo også eksitere, når de nuærende politkere er gået af. Så man kan kun stole på dem til driften - ikke rigtigt til at lave noget om. Så måske ville det være en god idé, hvis politikerne havde lov til at have et politisk udpeget sekretariat til at hjælpe dem igennem bunkerne.

Det skal bare ikke kun være minstre, men alle folketingsmedlemmer. Ellers har oppositionen jo ikke en chance.

Måske er der faktisk håb for, en gang at få politikere der kan hæve blikket.

Suk

Idiotien taler vidst for sig selv: Iværksættere: Nyt gebyr helt tosset

Nu skal man betale de udgifter, man "påfører staten" ved at starte en virksomhed.

Hvad med udgifterne til at administrere ordningen?

Lige en hilsen....

...til alle de mange kloge, der mente at Vesten tøvede omkring situationen i Libyen: Den arabiske Liga kritiserer angreb.

Det var præcis den fare alle friskt ignorerede. Ikke mindst medierne, der havde travlt med at presse politikerne til at handle. Nu bliver angrebene på Gadaffi udstillet om Vesten mod Arabien og der bliver hældt benzin på bålet i konfrontationen mellem civilisationerne. Intet er så godt til at forene et folk, som en fælles ydre fjende.

Ak ja. Der er nogle naive fjolser der aldrig lærer, at Verden er fyldt med lede fyre, der ikke spiller efter reglerne.

Wag the Dog

Regeringens stort opslåede Vækstforum barsler i disse dage med sine anbefalinger, der næppe kommer at overraske mange. De fleste af idéerne er på forhånd skudt ned af politikere fra begge blokke.

Statsministeren havde utvivlsomt håbet på et andet forløb siden nytår. En lang valgkamp skulle skydes i gang med en veloplagt nytårstale og rundes af med et valgoplæg baseret på Vækstforums oplæg.

Men debatten fes hurtigt ud i sandet. Et velrettet angreb fra rød stues Villy og Harald fik overbevist danskerne om, at det er en god idé at pisse i bukserne for at holde varmen, og så var alle reformer pludseligt lagt i graven. Selv ikke de 12 minutters ekstra arbejde er længere aktuelle så længe der sidder blot en enkelt uvirksom stakkel på bænken. Statsministerens egne folk gjorde det heller ikke ligefrem lettere at holde fokus: en komplet uduelig partileder, en integrationsminister med kommunikationsevner som en stum gorilla, og forhenværende ministers åbenlyse misbrug af sin betroede stilling til uvederhæftige formål, fjernede den sidste rest af interesse for økonomien og dermed for Vækstforum.

Men mens strategien blev sønderskudt, arbejdede Vækstforum videre. Nu er kommer konklusionerne og forslagene imidlertid ikke længere belejligt for Statsministeren, så han har brug for en afledningsmanøvre. Rød blok har vidst også brug for en våbenhvile, for der viser sig stadigt større sprækker mellem S og R.

Midlet til en verbal våbenhvile kom dumpende ned fra himlen i form af en overraskende FN-resolution omkring en militær våbenhvile i Libyen. Alle har grebet chancen, og Folketinget har enstemmigt vedtaget at gå i krig på vegne af et revolutionsparlament, hvis medlemmers navne er hemmelige. Hykleriet når ufattelige højder hele vejen rundt i det politiske spektrum. Danmark er pludseligt så ivrig efter at komme i krig, at der endda tales om at overhale NATO inden om.

Den uskønne historie om, hvorfor nogle af verdens diktatorer frit kan myrde løs, mens andre absolut ikke må, giver en god anledning til at gense filmen Wag the Dog fra 1997. God fornøjelse:

Det er ofte de simple tricks, der virker

"Stor var glæden derfor, da Søren Pind allerede på sin første dag som integrationsminister meldte klart ud, at han har en forventning om, at udlændinge kommer til landet for at blive danske - ikke for at lave Danmark om." Sådan skriver den vietnamesiske bådflygtning Hué Tu Lautrup-Nissen i dagens udgave af Berlingske efter at have berettet om sin families blodige erfaringer med Mao Zedong og Pol Pot.

... og avisen er fuld af tilkendegivelser af, at der selvfølgeligt skal være plads til forskelligheder, men at man må kræve at visse skikke (børneægteskaber og den slags) ikke bringes med til Danmark.

Alle er tilsyneladende enige. Alligevel er oppositionen helt oppe i det røde felt over Søren Pinds udtalelser.

Bag ovenstående historie gemmer sig en desperat statsminister, der har tabt slaget om pressens dagsorden til Birthe Rønn Hornbæk og Johanne Schmidt Nielsen. Statsministeren forsøger at flytte debatten tilbage til noget, der tidligere har givet blå blok magten og fået Pias uregerlige støtteparti til at stoppe kritikken: udlændige og værdier. Men hvordan kan man det, når nu alle stort set er enige. Alle er jo enige i, at man ikke skal lovgive om, hvilke guder borgerne beder til. Alle (selv Enhedslisten og de radikale) er også enige om, at visse typer kulturel bestemt adfærd ikke er forenlig med dansk lov - fx omskæring af piger. Så hvordan skaber man debat om noget, alle er enige om?

Statsministerens svar er lige så enkelt, som det er genialt: Man lader budskabet fremføre af én, alle elsker at være uenige med. Søren Pind har om nogen denne evne. Med sin skingre stemme og principfaste insisteren på at sige sin mening, kan hans blotte fremtoning på skærmen få de fleste op på mærkerne. Hvem husker ikke, da han med sine liberale teser fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen op i det røde felt - på trods af, at han ikke gjorde andet end gentage noget Anders Fogh selv havde skrevet.

Oppositionen er hoppet på limpinden. Nu er de i fuld gang med at afsværge deres egne holdninger og skubbe vælgere fra sig udelukkende fordi de partout vil være uenige med Søren Pind - uanset hvad han siger.

Det rigtigt snedige ved statsministerens taktik er, at den kan genbruges helt uhæmmet og uden risiko. Hver uge frem til valget, kan han få Pind til at sige noget, som alle er enige i. Men fremført på den Pind'ske facon, vil oppositionen føle sig kaldet til at tage til genmæle. På den måde kan han systematisk få oppositionen til at underminere sig selv. Skulle det kamme over, kan han bare smide Pind ud - som Fogh gjorde.

Den eneste risko ved ovennævnte taktik er, at de Konservative måske også hopper på limpinden og graver deres hjemmelavede massegrav endnu dybere. Men det er nok en risiko Lars Løkke Rasmussen kan leve med, når nu Liberal Alliance alligevel har overhalet de konservative i meningsmålingerne.

Alt imens de taktiske slag udspille sig på Christiansborg og på TV-skærmene tøffer landets økonomi målrettet hen mod afgrunden. Men det er jo også kun en meget lille minoritet, der for alvor bør være bekymrede over det: nemlig de ufaglærte der vil få det endnu sværere på arbejdsmarkedet, når Danmark bliver det nordligste bundesland.

Hvordan skaber man arbejdspladser?

... kunne man fristes til at spørge Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, efter at han har tilsluttet sig LO formand Harald Børstings synspunkt om at de berømte og berygtede 12 minutters ekstra arbejde om dage (naturligvis med fuld lønkompensation) først skal indføres, når arbejdsløsheden igen er under 100.000.

Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.

Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.

Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.

Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.

Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.

Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.

Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.

Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.

Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have  såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.

Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.

Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.

Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.

Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".