God jul

Denne fremragende kronik, taler for sig selv: link.

Et land af lønmodtagere

I dagens Berlinger kan man læse at mange skolebørn drømmer om en fremtid som selvstændige.... Og at det bliver en kamp at fastholde ambitionen.

Kamp! Hvad er det egenligt, man kæmper imod?

For at svare på det, kan man starte med at spørge, om børnene kan lide at "blive holdt udenfor".

Når børnene kommer ud af skolen, vil de nemlig opleve et samfund, der er helt gennemsyret af gammeldags marxistisk klassedeling. Godt nok talere vi ikke længere om proletarer og kapitalister, men om lønmodtagere og arbejdsgivere. Men grundtanken er den samme: alle kan - og skal - puttes ned i en af de to kasser.

Hvis man vil være selvstændig, bliver man på en række områder diskrimineret:

På den ene side er man i realiteten afskåret fra fx pensionsopsparing fordi man ikke får løn i en jævn strøm og barselsorlov. På den anden side er man underlagt en række tåbelige og dyre regler, der er skabt for at holde de "onde og egoistiske kapitalister" i kort snor.

Endeligt er man nødt til at gamble med sin families fremtid, for den smålige jagt på kapitalister og deres kapitalfonde og banker fjerner i realiteten mulighederne for at få fingre i risikovillig kapital.

Og så er der janteloven. Mange mener, den er lagt i graven. Men nej! Danskerne kan godt lide fortællingen om den lille iværksætter, der ofrer alt, og måske endda lykkes med at etablere en lille - ikke for stor - virksomhed. Men hvis man virkeligt lykkes og bliver i stand til at skabe arbejdspladser til andre end sig selv og den nærmeste familie, ja så er man pludseligt en af de onde kapitalister, der sikkert på fordækt vis unddrager sig skat.

Så man skal være mere en almindeligt stædig for at være iværksætter i Danmark - og så skal man huske at sælge sin virksomhed til nogle udlændige, inden virksomheden bliver så stor, at den påkalder sig politisk had.

Alle vil gerne have vækst, men forsætter med at styre landet væk fra det.

Troelsgate

Uanset hvem der har gjort hvad i sagen om Helle Thornings skattesag - det må tiden og kommisionen vise - tjener forløbet som en velkommen påmindelse til den til enhver tid siddende regering: magten er kun til låns, og når den skifter, kommer Jeres snavsede vasketøj for dagens lys.

Sådan en påmindelse er nok meget sund.

Selve skattesagen og de tilhørende afsløringer og mistanker omkring ministerens og ministeriets håndtering udstiller en række svagheder ved vores politikere: hyklreri (Helle T der i pauserne fra sit jetset liv fører sig frem som de svages beskytter) og magtfuldkommenhed (Troels Lund der angiveligt har haft svært ved at se grænsen mellem politikeren Troels' interesser og Ministeren Troels' pligter).

Når det er sagt, skal det også med, at en skattesag om en så fremtrædende politiker, er svær at håndtere for alle. Uanset om ministeren har samme partifarve som den, sagen omhandler, eller modsat er der store muligheder for at dumme sig. Enten direkte, eller når man skal forsvare sig mod de uundgåelige anklager om politisering.

Forløbet frem til i dag er ikke noget kønt syn. Desværre er der nu udsigt til, at det bliver værre: undersøgelseskommisionen vil trække pressens fokus væk fra rigets almindelige tilstand og regerings embedsførelse. Det har vi ikke brug for lige nu, hvor økonomien ligger i ruiner, og borgerne er tvunget til at nasse på systemet frem for at arbejde for ikke at komme til at fremstå som tossegode idioter.

Endeligt....

...en politiker, der tør sige upopulære ting:

Jyllands-Posten - seneste nyt

Regeringen vil gerne have ...

... flere iværksættere. Men det skal ikke være for nemt!

Selvstændige er reelt afskåret fra at spare op til pension. Der er jo ingen små firmaer, der kan afse præcis 55.000 per år til pension til ejeren. Nogle år er det nul. Andre år er det måske 200.000. Men hvis man ikke er lønmodtagere og har sine indtægter smurt jævnt ud over livet, skal man trynes ..... altså undtagen i skåltaler.

Efter præcis samme koncept skal virksomheder som udgangspunkt betale for alle offentlige ydelser - også dem, de ikke bruger: link.

Statsministeren sagde forleden, at hun forventer, at forbrugertilliden stiger nu hvor danskerne har fået en finanslov, de kan se peger fremad. Mon dog!

Danskerne kan se to generelle tendenser:
1) de store udfordringer ligger stort set urørte hen
2) regeringen siger, den vil have mere vækst, men lovergiver i den stik modsatte retning: loft over pensionsopsparing, multimediaskat i ny forklædning, højere skatter og afgifter, længere dagpenge periode, højere kontanthjælp, .....

Hvis danskerne skulle få lidt optimisme tilbage måde det skyldes, at de tror på, at de internationale konjunkturer og ikke mindst den tyske økonomiske ansvarlighed har betydeligt større betydning for deres hverdag end vores egen regering.

Det er et kæmpe problem, at danskerne har bildt hinanden ind, at de har en gudgiven ret til at være rigere og mere dovne end alle andre - uanset uddannelses- og aktivitetsniveau. Og at det er uværdigt at arbejde med ufaglært arbejde. Vi sætter mindsteløn og offentlige ydelser så højt, at der ikke findes hverken jobs eller lønmodtagere til ufaglært arbejde. I stedet beder læger og ingeniører om mere fritid, så de kan få tid til at passe deres have eller pudse deres vinduer - de har altså ikke noget imod uværdigt arbejde.

Hvor står det skrevet, at en ufaglært dansker er konkurrencedygtig overfor en koreaner, der arbejder 14 timer i døgnet?

Få en ny kasket ...

.... og slet din fortid: Mette Frederiksen tryller valgløfterne væk.

Politikerne ved bedst

Så er dagligdagen ved at indfinde sig på Christiansborg efter valget og regeringsdannelsen. Efter den megen forvirring skabt af at valgløfter og regeringsgrundlag peger i hver sin retning, er der nu mulighed for at bedømme regeringen på sine handlinger.

Blandt de mere tåbelige er endnu et eksempel på mikro-management hen over hovedet på de folk, der faktisk har forstand på emnet. Regeringen skosede i sin tid som opposition den daværende regerering for at holde kommunerne i for stramme tøjler samt for at dele opgaver ud uden at sende penge med.

Men landet ser som bekendt anerledes ud fra bagsædet af en ministerbil, så nu følger regeringen trop. Gymnasierne skal nu mikrostyres på trods af bedre vidende: link. På trods af, at det ikke virker, skal penge flyttes fra gode lokale tiltag til topstyret symbolpoltik. Alt sammen sker for at give Enhedslisten et figenblad.

Regeringens bukser strammer allerede, så den kan ikke spænde livremmen mere ud, uden at de revner: SF og R går fra hinanden. Derfor kan man ikke give Enhedslisten noget, der faktisk har værdi. Man må give dem et tomt symbol - koste hvad det koste vil.

Tjah

Denne artikel taler vidst for sig selv: Finansminister bekræfter milliardhul i rød plan.

Lad det være en påmindelse om at kun protestpartier på yderfløjene, der helt sikkert aldrig kommer i regering, kan tillade sig en så forkastelig debatkultur, som Morten Bødskov lagde for dagen.

Det er sådan set fair nok at gå til valg på at køre med store underskud og håbe på mirakler. Det er jo bare det, den anden fløj kalder "dynamiske effekter". Men at beskylde dygtige og hæderlige embedsmænd i finansministeriet for at lyve er underlagmålet - og det er udtryk for dårlig ledelse.

Uoverskueligt kaos

Det har virket helt uoverskueligt at kommentere dansk politik siden valget. Aldrig har så mange skiftet mening om så meget på så kort tid.

Eller sagt på en anden måde: aldrig har valgflæsket være så tykt - at det kan skærme så fuldstændigt for indholdet.

Seneste eksempel er SF fyring af gravide og nybagte mødre. Hvem skulle have troet, at der bag den gemytlige overflade var en sådan kynisme?

Men det mest uhyggelige er alligevel det ene punkt, der har overlevet turen fra valgkamp til regeringsgrundlag: politikerne ved bedst og skal derfor styre landets erhvervsliv fra centralt hold. Denne holdning er virkeligt farlig, for den kan gøre en skade på Danmarks velstand, der rækker mange generationer frem.

Claes Kastholm opsummerer det fint i dagens Berlinger: Jeg har gennemsøgt verdenshistorien for at finde vellykkede eksempler på, at politikerne har anvist den retning erhvervslivet skal gå. Der findes ingen. Men nu vil de snakkende klasser, der aldrig har drevet så meget som en pølsevogn, altså gøre den kendsgerning til skamme. Hvad nu hvis det ikke lykkes dem? Betaler de så erstatning?

Frihed

Frihed er sjovt nok blevet et populært begreb blandt vores politikere her efter valget.

I dagens Berlinger fortæller statsministeren, at hun vil sætte den enkelte dansker fri ved at sikre alle lige muligheder. Hun fremhæver fx efteruddannelse af ufaglærte og åbningen af asylcentre som eksempel på på konkrete tiltag i den retning.

Men hvad betyder ordet frihed egenligt, i de forskellige politikeres "optik"? Statsministeren fører sig jo samtidigt frem med planer om at styre erhvervsudviklingen fra centralt hold, at øge punktafgifter på fx fedt og sukker yderligere, og styre de enkelte skoler fra Slotsholmen - hun vil gerne have centralt fastlagte grænser for klassestørrelsen, hvis hun altså havde råd.

Men den enkelte skal ikke være fri til at arbejde lidt ekstra for at bruge overskudet på at hyre en håndværker eller anden hjælp i husholdningen. Nej, eventuelt provenue skal ind og vende i de offentlige kasser og bruges til at fremme de af regering udpegedes frihed.

Den afgåede borgerlige regering led af samme problem. De talte om frihed, men indførte milimeterstyring af skolen, hjemmehjælpen mm.

I virkeligheden handler "frihed" i en politisk sammenhæng vel egenligt mere om tillid og sympati. De borgerlige havde tillid til private borgere og virksomheder og indførte detailstyring af den offentlige sektor. Vores nye regering har tillid til sig selv, og vil derfor detailstyre erhvervslivet via centralt udpegede fokusområder, som vi alle skal tvinges til at investere i via skatteopkrævning, og detailstyre initiativrige borgere via skatter og afgifter.

Så hvem nyder egenligt godt af den nye regerings frihed? På overfladen kunne det se ud som om, det er de ufaglærte, asylansøgerne og lignende grupper. Men er de egenligt frie? Nej, de skal pinedød efteruddannes. Man kan ikke få job som ufaglært i Danmark, for ingen har råd til at ansætte ufaglært arbejdskraft til forefaldende arbejde. De højtuddannede og højtlønnede, der kunne løfte Danmark ud af krisen ved en ekstra indsats i ervhverslivet, beder om mere ferie i stedet for mere i løn. Ingen gider arbejde 12 min. mere, for det kan ikke betale sig. I stedet må man have mere fritid til fx at lægge fliser i haven i stedet for at hyre en brolægger og en arbejdsmand, eller til at klare rengøringen i det daglige.

Regeringens frihed kan risikere at stigmatisere store grupper i samfundet og være skadelig for væksten. Hvis du nu ikke kan eller vil efteruddannes, men bare vil sælge din arbejdskraft, bliver alle muligheder frataget dig. Du SKAL efteruddannes. Hvis du ikke vil, er det fordi du er blevet undertrykt i en sådan grad, at du ikke engang selv er klar over det, og derfor skal hjælpes.

Der er stor forskel på hjælp til frit at forfølge muligheder og tvang til at blive ens.

Danmark A/S

Vores nye statsminister vil nedsætte en produktivitetskommision. Hun sagde for lidt siden på DRs P1, at hun vil have undersøgt, hvorfor produktiviteten i Danmark ikke er så høj, som den burde være i lyset af vores høje uddannelsesniveau.

Man skal ikke spørge, hvis man ikke vil høre svaret!

Kan det mon have noget at gøre med, at skiftende regeringer forsøger at styre Danmark som om det er et aktieselskab, hvor virksomhederne er divisioner? Allerede inden blækket er tørt på regeringsgrundlaget, må virksomheder afskedige medarbejdere pga. tåbelig micromanagement fra Slotsholmen (Håndværker: jeg må fyre pga ny tilskudsordning).

Tænkningen er helt i tråd med Ole Sohn og Villy Søvndal der hårdnakket insisterer på, at de alene ved, hvor det er værd at satse rent forretningsmæssigt.

Den borgerlige regering forsøgte ubehjælpsomt at styre den offentlige sektor vha tests i skolerne og stregkoder til hjemmehjælperne. Den nye røde regering forsøger åbenbart lige så ubehjælpsomt at styre erhvervslivet. Det kaldes også "at save den gren over, man sidder på".

Mon ikke produktiviteten bla. går tabt pga utidig indblanding fra politikere i form af den ene hovsa-løsning efter den anden.

Eller mon den går tabt fordi de mange højtuddannede i virkeligheden er DJØF'ere, der ikke producere, men primært administrerer?

Eller er det alle humanisterne, der sidder i rundkreds og diskuterer, hvor produktiviteten og velfærden mon blev af?

Det bliver spændende at se, politikernes reaktion på kommisionens arbejde.

Kan vi så få lidt arbejdsro

Så sluttede 2 års valgkamp endeligt, og et nyvalgt folketing og nye - helt nye - ministre er klar til at regere (se folketing og ministre).  Alle politikerne har de seneste 2 år været enige om, at de andre var dumme og ikke ville samarbejde: nogle førte blokpolitik og andre førte valgkamp. Nu kan de måske give hinanden lidt arbejdsro og faktisk regere landet.

Det er lidt uklart, hvad der egenligt skal ske. Den nye regering har skrevet en lang smøre om, hvad den gerne vil - det såkaldte regeringsgrundlag. Men det er naturligvis en stærkt vildledende betegnelse. Grundlaget for at regere er i virkeligheden 1) ønske om magt, 2) folketingets flertal, og i nogen grad 3) Danmarks Riges Grundlov.

Kun pkt 1 ligger helt fast. Villy Søvndal siger fx lige nu i TV-avisen, at målet for SF var at komme i regering. Man skulle tro, at det ville været et middel til at lave Danmark om, og ikke et mål i sig selv. Og selv grundloven er jo til debat i den nye Grundlovskommision og efter valgkampen er det helt uklart, hvad folketingets flertal kan enes om.

Udgangspunktet er dog lavt, så det kan vel kun gå frem. Danmark er jo nu "på fri fod igen" efter VKOs 10 mørke år, som Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen skrev i Berlingske. Retoriken minder om den gang tyskerne rejste hjem, men den store forskel er, at VKOs 2 mio. vælgere jo ikke har noget sted at rejse hen.... og det er nok meget godt, for nogen skal jo blive tilbage og betale gildet.

Én ting ligger dog rimeligt fast: "big mother" ved bedst. Selv på erhvervsområdet. Her praler Danmark ofte af de mange små og innovative virksomheder, der hyppigt skaber eksporteventyr indenfor nye og uforudsete områder. Det må høre op. Nu skal erhvervsministeren, der som bekendt han en gammel kærlighed til central styring, udpege fremtidens væksteventyr. Men han ved jo heldigvis, "hvor vækstpotentialet på det globale marked ligger" (link). Den viden gør det jo også noget nemmere at styre klar af potentielt fejlslagne investeringer. Driftige danskere som fx "dyne-Larsen" og Fam. Kristiansen må så glæde sig over, at de nåede at etablere Jysk Sengetøj og Lego inden nogen "opdagede" at de brancher aldrig var udpeget som vækstområder fra centralt hold.

Mange troede også, at betalingsringen om København lå fast. Det ligger fast, at den kommer. Men ikke hvor. Det er heldigt, for det levner plads for lidt skinddemokrati. Normalt er der jo omfattende offentlige høringer, inden man laver lokalplaner og den slags. Det blev der ikke lige tid til i forbindelse med betalingsringen, hvor selv Københavns overborgmester blev overrasket. Men nu kan de så få lov at mene noget om den præcise placering.

Nu mangler vi kun én overraskelse, inden valgkampen er endeligt slut: betalingen til Enhedslisten. Den nye regering må have tænkt finansloven for 2012 ind i forhandlingerne, og det er utænkeligt Enhedslisten ikke skal have en betaling, som de åbenlyst ikke har fået i regeringsgrundlaget. Anders Fogh Rasmussen måtte betale for magten med stramninger på udlændinge området. Det var ret billigt for ham pga. en folkelig opbakning, der var så stor, at selv Socialdemokraterne måtte støtte op. Vi ved endnu ikke, hvad Enhedslisten skal have. Der er allerede lagt op til at sende milde gaver til venstre i folketinget indenfor udlændigeområdet, miljø og klima, dagpenge, private sundhedsforsikringer mm. Der er også sat en prop i hullet mht. millionærskat. Så hvad er der tilbage til Enhedslisten?

Vi får se!

Åh nej! Det virker

DF var med til at reducere dagpengeperioden som en del af den såkaldte tilbagetrækningsreform. Nu har de fået kolde fødder, fordi deres beslutning viser sig at have konskvenser: nogle vil opleve, at de må undvære dagpenge.

Det kommer åbenbarbart som en overraskelse for Pia K.

Men var det ikke hele meningen med reformen, at arbejdsløse skal motiveres (eller presses) til at tage mindre attraktive jobs noget fø? Tolerancetærkslen for, hvilke job man kan finde sig i, falder jo, når en tilværelse på kontanthjælp nærmer sig: link.

Eller var meningen med reformen i virkeligheden bare, at Pia ville vise ansvarlighed i blå blok i håb om at vinde valget? Nu hvor valget er afgjort har piben i hvert fald fået en anden lyd.

Villy har drukket af natpotten

Lars Løkke og Margrete Vestager har lige bekræftet at efterlønsforliget gennemføres. Villy vil ikke kommentere noget, der er til forhandling.

Det er svært at vinde og alligevel ikke få magt. Men ministerbilen er da flot.

Til lykke med valget...

.... til Helle T, der har samlet flertal bag sin spraglede koalition. Til Lars Løkke, der trods alt gik frem. Til Anders Samuelsen, der har løftet sit parti fra et circus nummer til et rigtigt parti. Og til "søde Johanne", der helt skygger for gammel-kommunisterne i hendes bagland.

Helle siger, at det er et opgør med blok politik, men siger også, at "et flertal er et flertal". Det bliver svært at føre politik hen over midten, når EL også skal være med. De skal allerede strække sig langt for at være i stue med de radikale. Vil de virkeligt holde hånden under Helles regering, når de opdager, at daglig politik, finanslove og den slags laves hen over midten midten sammen med Venstre. Hverken LA eller K har mandater nok til at erstatte enhedslisten.

Mon ikke der bliver valg igen til foråret.

Der er naturligvis også den skræmmende mulighed at S, SF, EL og DF finder sammen i en anti-reform alliance for at bevare efterløn og den slags. De bliver naturligvis aldrig enige om udlændingepolitik, men den kan så klares med A, V og DF. På den måde får Danmark de værste af begge onder.

Lars Løkke siger farvel og tak, men også at nøglerne til statsministeriet kun er til låns. Men tror han virkeligt på det? I takt med at andelen af danskere på forsørgelse vokser og antallet af forsøgere falder bliver det mindre og mindre sandsynligt, at flertallet vil skifte. Der vil nu uomtvisteligt komme vækst - offentlig vækst.

Vi må derfor for vores børns skyld sætte vores lid til Margrete Vestager og til at vores politikere - der jo ikke glimrer ved innovationskraft - finder en snedig metode til at gøre offentlige ydelser til en eksportvare.

Rød blokpolitik

Helle, Villy og Margrete tordner mod blokpolitik. Socialdemokraterne har tvunget VK i armene på Pia Kjærsgaard i deres iver efter at trække de meget svage grænser i dansk politik op.

Opgøret med blokpolitikken er en af valgkampens helt store mantraer.

Men det er slet ikke slut. Enhedslisten vil tvinge en kommende rød regering til blokpolitik: link.

Den eneste vej til at undgå blokpoltik er en RV mindretalsregering, der støtter sig til skiftende flertal. Men det vil personlige egoer sikkert blokere for.

Social retfærdighed

SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten taler meget om social retfærdighed i valgkampen. Hermed menes tilsyneladende en mere lige fordeling af goderne i samfundet (hør fx Villy Søvndal i P1s "Spørg partierne" her til aften).  Tilsyneladende tænkes der på en mere lige fordeling uanset evne - og måske endda vilje - til at yde.

Lad os kigge på mulighederne for at skabe mere lighed ved at studere en dansk ingeniørs dag. En ingeniør tilhører en højtlønnet faggruppe (de rige), hvoraf en betydelig del beskæftiger sig med noget, der faktisk kan skabe indtægter til landet - fx konstruktion af vindmøller, som jo er meget moderne.

Ingeniøren tilbringer fx sin tid således:

• Søvn - 7 timer
• Udvikling af vindmøller (fx aerodynamisk design af vinger) - 7 timer
• Måltider og pauser - 2 timer
• Transport (spild) - 1.5 timer
• Samvær med familien (fx leg med børn, samtale med ægtefælle) - 2 timer
• Opvask mm. - 30 min
• Græsslåning - 30 min
• TV kigning - 2 timer 
• Personlig hygiejne - 30 min
• Motion - 30 min
• Diverse - 30 min

Uden at være fordomsfuld antager vi, at ingeniøren vil beskrive opvask og græsslåning som arbejde og ikke som fritid.

Lad os så kigge på ingeniørens indkomst. Lad os antage, at han eller hun tjener 50.000 per måned. Her af beholdes halvdelen til dækning af personlige omkostninger forbundet med kost og logi, fritid mm. Resten betales i skat til dækning af ingeniørens andel af samfundets fællesomkostninger (hospitaler, skoler, veje, forsvar, mm) samt til overførselsindkomster til andre.

Lad os for eksemplets skyld antage, at overførselsindkomster udgør 1/3 af de samlede offentlige udgifter. Dvs. 1/6 af ingeniørens løn overføres direkte til andre. Dertil kommer en del til administration af denne overførsel.

I virkeligheden er der naturligvis tale om en større del, da indtægter fra andre afgifter, selskabsskat, moms, mm. ikke er medregnet her.

Flere såkaldt røde politikere har gennem tiderne foreslået, at vi også skal deles om arbejdet for at skabe mere lighed. Dvs. arbejdstiden skal nedsættes, når der er arbejdsløshed, så der kan blive plads til de ledige. I princippet en sympatisk holding.

Så ville de ikke være rimeligt, hvis ingeniøren kunne også kunne "overføre" 1/3 af sit arbejde til andre?

Desværre er det ikke alle, der kan klare de komplicerede aerodynamiske beregninger i forbindelse med design af møllevinger. Så den del af arbejdet kan han nok kun komme af med, hvis hans arbejdsgiver for lov at importere noget udenlandsk arbejdskraft.

Men græsslåning og opvask. Det kan alle raske mennesker da klare, så det er jo lige til at overføre til en af dem, der er på overførselsindkomst (og som ikke er syg naturligvis).

Men det går skam ikke, for det er jo ikke meningsfyldt arbejde for en arbejdsløs, vil indvendingerne straks lyde.

Men tænk engang. Det er jo faktisk meningsfyldt for den højtuddannede ingeniør. Hvorfor er det så ikke meningsfyldt for en ufaglært arbejdsløs? 

Hvorfor kan der ikke følge meningsfyldt arbejde med overførselsindkomsterne. Det ville gøre alle glade og få flere ud af passiv forsørgelse.

Ønsketænkning

Rød blok har gennem årene været stærkt utilfreds med omfanget af dansk ulandsbistand. De har længe pralet med, at det vil blive øget under en rød regering. Det bliver det også - engang. Der sættes nemlig med vilje ingen dato på, hvornår vi får råd til den slags pga. den aktuelle økonomiske situation.

Den type politiske løfter, er til at have med at gøre. Så denne skribent vil gerne love følgende:

• Gratis offentlig transport
• Max 10 min. ventetid på behandling af en vilkårlig lidelse
• Fuld beskæftigelse
• Ingen forurening - gratis el-biler til alle
• Bedre mad på plejehjemmene

- når vi en gang får magten og får råd til det.

Villy på den høje hest

Helt i tråd med Villys Søvndals filosofi om, at vækst skabes ved at klippe hinanden, er han nu - allerede inden han officielt er udnævnt som udenrigsminister - gået i gang med at sabotere eksportmulighederne: link.

Et spørgsmålet til en kommende rød regering trænger sig derfor på: hvor mange milliarder vil Danmark under S-SF ledelse betale for at være omrejsende i pæne og rigtige holdninger?

Mere mikro management

Så er de 29 velfærdsrettigheder tilbage på bordet. De rødes system til at detail styre velfærdsydelserne og fratage byråd, skoleledelser, m.fl. enhver indflydelse på egen dagligdag og mulighed for at eksperimentere og improvisere.

Da forslaget sidst var fremmme, var det lidt uklart, hvordan det skulle implementeres og håndhæves. Skulle borgerene sagsøge kommuner, der ikke levede op til reglerne???

Det viser sig nu, at styringen i så fald skal centraliseres. Kommunen skal sættes under adminstration. Folketingskandidaterne demonstrere igen deres storhedsvanvid. Folketinget ved bedst  - helt ned i mindste detalje. På trods af at ingen af de såkaldt "varme hænder" synes om at arbejde under sådan et system, er der forbløffende mange vælgere, der tror på idéen.

Tilbage i folden

Socialdemokraterne vil begrænse indbetalinger til livrenter til max 100.000 per år. Det lyder ret uskyldigt, men giver alligevel et spændende indblik i tænkningen i rød blok: link.

Problemet er naturligvis, at forslaget kun er rimeligt og fornuftigt, hvis man tager som udgangspunkt, at alle er lønmodtagere og har en nogenlunde konstant indtægt år for år. Det gælder selvsagt ikke selvstændige og iværksættere, der nogle år kan vælge at spare løn og pension til sig selv for at investere i ny produktudvikling eller for at have råd til at beholde en lærling. De år, hvor det går godt, må de så spare ekstra sammen til pension.

Forslaget og reaktionen på de kritiske spørgsmål viser derfor med al tydelighed, at Socialdemokraterne ser os alle som lønslaver livet igennem.

... og de blå er ikke meget bedre med deres såkaldte iværksætterskat og lignende.

Den evige trang til central styring af samfundet med mere og mere detaljerede regler, gør det svært at rumme mangfoldighed blandt danskerne. Der bliver mindre og mindre plads til skæve eksistenser som de småborgerlige hippier på Christiania og de underlige asociale iværksættere og selvstændige.

Hvis nogen skiller sig ud skal de blidt men bestemt presses tilbage i den statsautoriserede livsrytme.

Slår sig i tøjeret

Det er et veletableret faktum i dansk politik at både S og V føler sig berettiget til ministerkontorerne. Derfor kan det sagnomspundne brede samarbejde kun etableres via små midterpartier. Schlüter var ekspert i dette med god hjælp fra CD, Radikale og Kristendemokraterne. To af disse er i praksis blevet udraderet af vælgerne siden da.

Siden da har vi haft blokpolitik i mere eller mindre udtalt grad. På et tidspunkt i Foghs tid var der håb om, at de Radikale ville vokse sig store nok til udgøre et alternativt flertal for Fogh, der var tvunget i lommen på Pia K af vrangvillige socialdemokrater. Men det skete som bekendt ikke.

Nu ser det ud til, at de Radikale igen bliver tungen på vægtskålen. De tør dog ikke selv skifte side og sætte deres troværdighed over styr. Så det er ganske kløgtigt fundet på, at bruge de Konservative som en slags bagdør tilbage til midten.

Det får naturligvis fløjene op i det røde felt. Både Pia K og Johanne Schmidt skælder ud.

På overfladen ser det ud til, at de Radikale er ved at overtage DFs magt i dansk politik. Men man glemmer let , at DF har slugt mange kameler for at få magten. De er gået med til økonomiske stramninger, der strider dybt mod deres indre socialdemokrat. Pia K truer da også forventeligt med at opsige efterlønsforliget.

Så vi er på vej mod et totalt handlingslammet Folketing. De Radikale vil ikke lave noget med S uden K. DF vil pludseligt slet ikke lave noget sammen med nogen.

Vi må håbe, der ikke opstår flere hastesager lige foreløbigt.

Hvis der ikke skal blive valg igen til foråret, bliver S og V nødt til at finde sammen. Det er nok ikke en kamel, der let glider ned. Måske kan de Radikale sætte sig for bordenden og få det til at ske. I så fald vil der virkeligt være tale om et historisk valg.

Hvem ved bedst?

Hvem er bedst til at sætte gang i hjulene: rød eller blå blok?

Sådan har spørgsmålet lydt et stykke tid nu. Senest er også det forherligede "brede samarbejde" blevet nævnt som en attraktiv og frem for alt vækstfremmende vej.

Og det er da sikkert rigtigt, at den ro, der ville følge af brede forlig, i sig selv vil virke vækstfremmende.

Men der er en 4. og endnu mere oplagt vej. For hvem er egenligt bedst til at skabe vækst og velfærd?

Svaret er lige så enkelt, som det er snublende nærliggende: Danskerne!

Sygeplejerskerne er bedst til at passe de syge - når ikke de holdes nede af tåbeligt politisk bestemt bureaukrati.

Erhvervslivet - som jo trods alt omfatter næsten halvdelen af os - er bedst til at skabe eksport, der giver indtægter til landet.

Iværksætterne er bedst til at skabe arbejdspladser - hvis de da ikke holdes nede af unødvendigt bureaukrati og tyngende skatter.

Politikerne - i hvert fald de fleste af dem - vil kræve penge ind fra elle de ovennævnte og dele dem ud igen via at bureaukratisk og kostbart, men uproduktivt system. Det er helt sikkert IKKE en effektiv vej til vækst.

Hvis politikerne havde bevist, at de kunne skabe ting og sætte gang i hjulene, ville undertegnede betale skat med glæde. Men de seneste danske erfaringer - og faktiske alle historiske erfaringer - viser, at produktivitet og vækst udgår fra de private borgere, der arbejder med noget, de har forstand på.

Begge blokke taler om, at det er nødvendigt at gældsætte landet for at sætte gang i hjulene. Det kunne måske tænkes, at danskerne selv sætter gang i noget, hvis de fik lov at være i fred for politikerne og beholde deres penge.

Et stort bluff nummer

Medierne flyder i dag over med omtale af en ny R-K alliance i dansk politik.

Men hvad er egenligt det nye? De to partier vil gerne samarbejde bredt, men dog ikke lovet noget. Altså ingen veto-ret eller forpligtende aftaler. Sådan har det jo altid været. Begge partier har jo altid lavet aftaler hen over midten i ly af den hårde retorik i medierne.

Og sådan har det altid været.

Da Nyrup var statsminister lavede han nogle gange finanslov med K. Andre pakker som fx Pinsepakken gik igennem med et snævert flertal leveret af Enhedslisten.

Da Fogh var statsminister lavende han ofte lovgivning kun med K og O - Socialdemokraterne gjorde en dyd ud at holde sig udenfor, så de fornærmet kunne hyle op om blokpolitik. Andre gange lavede han brede forlig med socialdemokraterne - oftest om emner, der ikke fik megen mediedækning. Og på det seneste har Løkke lavet forlig med de radikale - endda sammen med Pia K og hendes heppekor.

Der er altså intet nyt under solen. Den til hver tid siddende regering forsøger at lave brede forlig, men hvis det ikke lykkes, skal man jo altså kun bruge 90 mandater.

Oppositionen går med i nogle ting og påberåber sig ansvarlighed. Andre gange holder den sig ude og råber det velkendte bandeord: "blokpolitik".

Hvis man virkeligt er modstander af blokpolitik, må man foreslå en ændring af grundloven, så der kræves fx 110 mandater for at vedtage noget på tinge. Se det ville der være noget ved. Men risikoen er naturligvis at havne i politisk dødvande som i USA, hvor beslutningsprocessen er så tung, at den fører til handlingslammelse.

Vi tilgiver K og R deres mediestunt i denne omgang. Men at kalde det en "game-changer" er nok lige at stramme skruen en tand for meget. Mon ikke de Konservative vender hjem til Venstres frakkeskøde, når tonen bliver skærpet frem mod d. 15.? Alternativet er jo at blive udraderet af vælgernes ligegyldighed.

Ny rekord i overfladiskhed

Denne journalistik taler vidst for sig selv: link.

Panik før lukketid

Regeringen har hele sommeren skoset Socialdemokraterne for at ville gældsætte fremtidige generation ved at fremrykke offentlige investeringer. Nu vil regeringen så lige pludseligt det samme (link) omend i lidt mindre skala. Det må være svært at vedblive med at kalde de andre idioter, når de mener det samme som én selv.

Samtidigt er det blevet vigtigt, om et politisk udspil præsenteres tirsdag eller lørdag: link.

Det er virkeligt ynkeligt at se på. Kun Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance synes at holde hovedet koldt.

Enhedslisten forfølger stædigt deres socialistiske utopi, og det må man da respektere. De radikale synes at være kommet til fornuft og har genindtaget rollen som midterparti efter et årti som halehæng til Socialdemokraterne. Og liberal allicance - eller rettere Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl - har hele tiden tænkt stort og langsigtet (undtagen når det kommer til at finde flere folketingskandidater).

Desværre er der ingen tegn på optøning. Man kunne ønske sig en R-LA regering med støtte fra V og S (eller måske K og S). Men det er jo som bekendt vigtigst af alt, hvem der er statsminister.

Hvis R og LA virkeligt vil vise format i forbindelse med et kommende valg, kunne de begge nægte at levere de afgørende stemmer til deres respektive fløje. Men den idé er desværre stendød, fordi Marianne Jelved kom til at bruge den i utide (link).

Selvsving

Nu går politkerne - på begge sider - da helt i selvsving over taktikken og glemmer alt om langsigtede visioner: link.

Godt at der snart er valg, så vi kan få et års tid med lidt fornuft på Borgen - inden næste valgkamp starter.

Meningsmålinger

Nu nærmer valget sig og det bliver højsæson for meningsmålinger. Derfor er det passende med en påmindelse om nøjagtigheden af disse.

Børsen kl. 18:26: Venstre stormer frem i ny måling
DR kl. 19:17: Øretæve til VKO i ny meningsmåling

Den ene måling hævder nærmest dødt løb mellem blokkene, mens den anden taler om 97 mandater til rød blok.

God bedring

Denne skribent ønsker god bedring til SFs nr. 2 Ole Sohn, der er ramt af en sjælden øjensygdom: link.

SF'eren kan glad takke vores gode sundhedsvæsen for hurtig og effektiv behandling. Det er åbenbart ikke blevet kørt helt i sænk af den borgerlige regering alligevel.

Hvor er det glædeligt, at fremtrædende SF'ere lader sig oplyse af at møde virkeligheden.

For nylig ville SF udvise McDonalds, der jo alligevel ikke betaler skat: link. Det viser sig nu, at være forkert: link.

Gad vide, hvor meget af oppositionens politik der bygger på virkelighedsfjernt tankespind? Helle T tror jo fx også, at vi har udenlandsgæld: link.

Det er pinligt at være enige med de radikale

Liberal Alliance er blevet fanget i at have kopieret et politisk udspil fra de radikale (link). Det er selvfølgeligt pinligt at kopiere andres tekster uden kildeangivelse. Men ifølge Marianne Jelved er det også i sig selv pinligt at kopiere de radikales politik.

Det er altså pinligt at være enige med de radikale!

Anders Samuelsen siger  - som den atypiske politiker han er - at der er dele af den radikale politik, som Liberal Alliance er enig i, men at man selvfølgeligt ikke skulle have kopieret selve teksten.

Alle politikere burde gøre som Anders S: forholde sig til i hvor høj grad og på hvilke punkter deres politik ligner andres. Hvor er der basis for samarbejde og løsninger i stedet for splid, kævl og uvirksom symbolpolitik?

Men politik handler jo ikke om, hvad der skal ske med vores samfund. Det handler om, hvem der skal være statsminister, og med den dagsorden er det jo vigtigt at "profilere sig". Og i det lys er det selvfølgeligt pinligt at være enig med nogen, som fru Jelved rigtigt påpeger.

Det er den borgerlige regerings skyld

... er Helle og Villys mantra. At det netop er et mantra og ikke et resultat af en analyse blev lysende klart på et læsermøde for nylig. Her svarede Helle på et spørgsmål om det (ikke eksisterende) betalingsbalanceunderskud og den (ikke eksisterende) udlandsgæld: link.

Svarene afslører, at Helle T ikke ved ret meget om samfundets forhold. I virkeligheden ved hun måske kun, at hun vil være statsminister og at "det er den borgerlige regerings skyld".

Proletariatets diktatur

Diktatur adskiller sig som bekendt fra demokrati ved at al magt - både lovgivende, udøvende og dømmende - er samlet ét sted. Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, hvor der trods alt er grænser for, hvad repræsentanterne på tinge kan slippe afsted med.

Men, men... hvem ved, om det varer ved?

Her er et par eksempler på, hvad der er i vente, når et flertal af befolkningen om kort tid indfører proletariatets diktatur:

SF vil forbyde specifikke virksomheder (og iøvrigt varemærker), der beskæftiger sig med ellers lovlige ting: link. Ganske vidst sættes Cekic "på plads", men sagen vidner jo meget godt om den grundlæggende holdning til demokrati i en gruppe, der også omfatter fremtrædende kommunister.

Socialdemokraterne vil indføre høringer af vidner (under ansvar) i Folketinget. Nu skal politikerne altså gå domstolene i bedene og samtidigt profilere sig selv yderligere på enkeltsager: link.

De radikale håner politiske modstandere: link.

Et flertal der fremturer på denne måde repræsenterer ikke et demokrati, men et flertalsdiktatur. Hvis man ikke kender forskel, kan resten af sommeren passende bruges på lidt studier.

Schengen - det nye mantra

"Grænseaftale er i strid med EU-ret" (link) lyder overskriften i flere aviser i dag. Det er måske nok rigtigt, men er det også vigtigt?

Danmark vil sætte nogle få folk til at holde øje med trafikken få udvalgte steder på vejnettet, som falder sammen med landegrænserne. Dette sker åbenlyst som led i et indenrigspolitisk spil: Dansk Folkeparti har modigt lagt stemmer til en tilbagetrækningsreform, som kan skaffe dem store problemer på halsen fra egne kernevælgere - der jo som bekendt alle i virkeligheden er socialdemokrater, der blot ikke drikker Latté, sådan som moderne socialdemokrater jo gør. Pia Kjærsgaard har brug for at fremvise en "betaling" for denne "tjeneste" til regeringen og har dygtigt udset sig grænsekontrol - et helt igennem ligegyldigt emne (når den udføres i det aktuelle omfang) med stor symbolværdi. Et emner der rammer lige ned i hoben af danske avisforsider om rumænske bander og hjemmerøverier.

Debatten - i Danmark - har udviklet sig helt efter Pias Ks drejebog: Eurokrater hyler op om overtrædelser af formelle aftaler (som Pias vælgere åbenlyst er fløjtende ligeglade med), mens Pia fremstår som frontkæmperen for den almindelige dansker, der bare vil være i fred for diverse bander.

I udlandet er der også vild opstandelse. Hvorfor mon? Er de andre lande helt pletfri udi integration mellem landene, eller har de behov for at understrege den europæiske enhed i en tid, hvor der tales åbent om at kyle Grækenland ud af Euro'en?

Sagen handler i realiteten om et meget begrænset tiltag. Der findes masser af steder, hvor der er mere kontrol end ved den danske grænse, uden at det bringer særlig opstandelse.

Netop derfor er det en god sag for politikerne. Uanset nationalitet kan man mene lige, hvad man vil, uden at det har nogle væsentlige konsekvenser. Så historien er perfekt til at profilere sig på.

De rige betaler ikke....

siger Helle Torning, der vil "bede vælgerne om at få et mandat "til at genskabe ligheden i vort samfund. Til at genskabe mulighederne for de mange" (link).


Man tager sig til hovedet. "At betale" betyder åbenbart "at tåle løbende forringelser". Hvis man bare jævnt hen ad vejen betaler 62% af det man tjener og 25% af det man bruger, ja så betaler man ikke. 


Sådan må logikken være hos Socialdemokraternes leder, der nu offentligt erklærer, at tyveri er fint nok, hvis bare flertallet er enige om det. Hvad blev der af gamle udtryk som "ikke save den gren over, man selv sidder på" eller "ikke bide den hånd, der fodrer".


Herfra skal lyde en opfordring til alle "de rige, der ikke betaler": gå i strejke. Sæt Jeres indtjening og dermed skattebetaling ned til topskattegrænsen og nyd så iøvrigt den ekstra fritid.

Så er den gal med ligemageriet igen

Alle holdninger er lige god og skal have lige meget spalteplads! Det synes at være det nye mantra på venstrefløjen, hvor man er ærgerlig over, at de hjemmelavede luftkasteller om Danmarks økonomiske fremtid ikke nyder fremme blandt fagfolk: link.

Det er ikke første gang i historien at fagfolk dæmoniseres for at stille deres viden til rådighed for fællesskabet. Hvis man ikke kan lide fakta, kan man jo altid benægte dem.

Det er heldigvis stadigt sådan, at alle må sige og skrive deres mening og lade det være op til tilhørere og læsere at vurdere værdien.

Så får vi se, om vælgerne har tillid til økonomernes eller Ole Sohns analyser......

Men den virkelige pointe går tabt. Rød blok fører på trods af, at regeringen laver store langtrækkende aftaler og roses af fagfolk. Hvis regeringens ageren var på niveau med sidste år, ville forspringet i meningsmålingerne være 65-35 og ikke blot 52-48.

Det står mere og mere klart at danskerne virkeligt ønsker det socialistiske ligemageri - også selvom de måske inderst inde godt ved, at det i længden er en dårlig idé. De vælger at håbe, der en dag sker et mirakel og at de får lov til at være verdens rigeste og lykkeligste folk til evig tid - uden at arbejde for det.

Blokpolitik - hykleriet kender ingen grænser

"Hvis vi kommer til magten, vil vi se positivt på at give indflydelse for samarbejde", siger Henrik Sass Larsen til dagens udgave af BT (link), som kvittering for en udmelding fra de konservative om muligt samarbejde hen over midten.


I de seneste år har V og K regeret med et snævert flertal sammen med Dansk Folkeparti. Før det regerede Nyrup på et snævert flertal sammen med Enhedslisten, der bla. sendte Pinsepakken igennem tinget med snævrest muligt flertal.


Begge dele er blokpolitk..... det ultimative fy-ord i dansk politik. Den til hver tid sidende opposition elsker at skælde ud over blokpolitik, som reelt bare betyder "flertalspolitik" i grundlovens forstand.


Og det er da også for galt.... når de andre gør det vel at mærke.


Hvorfor har Dansk Folkeparti haft så stor indflydelse siden 2001? Er det fordi de borgerlige holder Socialdemokraterne udenfor, eller er det fordi Socialdemokraterne holder sig selv udenfor for bedre at kunne kritisere?


Ja, det fik vi svar på i dag fra Sass Larsen: Socialdemokraterne vil gerne samarbejde hen over midten, men kun "hvis vi kommer til magten".


Sass Larsen afslører ufrivilligt, at det er Socialdemokraterne der har ført blokpolitik de seneste 10 år fordi det er vigtigere at have magten, end at gøre det, man mener.


Det falder jo fint i tråd med den seneste tids meldinger om efterløn. En kommende Socialdemokratisk regering vil leve fint med at være i mindretal på dette vigtige område, hvis blot den får lov at beholde ministerbilerne.


På fløjene i dansk politik - hvor der findes folk med stærkere holdninger end ambitioner - er der med rette surhed. Enhedslisten advarer Helle T ligesom Pia K tidligere har advaret Lars Løkke om at lave for meget hen over midten. Det vil jo være et dødskys til fløjpartierne.

Tudefjæs

Henrik Sass Larsen synes, at aviserne er for borgerlige..... og det er da sikkert rigtigt, at avisernes kommentatorer oftest er enige med de borgerlige.

Sass Larsen spøgte med at fjerne mediestøtten, og denne spøgfuldhed har desværre helt stjålet billedet.

Substansen i sagen er imidlertid, at Sass Larsen sikkert har ret. Men hvorfor forholder det sig så sådan? Han antyder, at der er tale om en slags konspiration eller bevidst skævvridning.

Der er imidlertid to mulige forklaringer, der er mere nærliggende.

For det første kunne det jo være, at borgerlige er mere tilbøjelige til at købe og læse aviser, hvorfor det er en bedre forretning at skrive til dem. Hvis der var stor interesse for det modsatte, ville Dagbladet Information have et højere oplagstal.

For det andet kunne det være, at det er svært at finde forstandige kommentatorer og eksperter, som er enige med rød blok. Og det berettiger jo ikke i sig selv de få til at få ekstra taletid. Det svarer til debatten om global opvarmning. Her er et stort flertal af Verdens eksperter i den slags enige i, at menneskets udledning af drivhusgasser bidrager til global opvarmning, og at den har nogle uheldige følgevirkninger. Der er enkelte, der mener noget andet - nemlig at hele den konstaterede globale opvarmning er naturlig. Et kig i arkiverne vil afsløre, at mediedækningen af disse holdninger er helt skævvredet. Der er langt flere skriverier om menneskeskabt global opvarmning end om det modsatte.

I tilfældet om global opvarmning mener Sass Larsens ligesindede, at det skæve mediebillede skyldes, at et synspunkt er rigtigt, mens et andet forkert.... og holder sig ikke tilbage med at kritisere det lille mindretal, der ofte symboliseres med Bjørn Lomborgs kontrafej.

Kunne man forestille sig, at det skævemediebillede omkring de hjemlige politiske forhold har samme baggrund. Nemlig at de borgerlige synspunkter simpelthen er mere rigtige? Uha, en grim tanke for Sass Larsen.

Den lille mands (m/k) situation

Det står lysende klart at hovedparten af danske politikere - dvs. dem fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre, og Socialdemokraterne - er enige om de store linier. Ganske vidst opfinder de nogle underlige ekstremistiske udmeldinger for at skille sig ud fra de andre og tækkes vælgerne, men det har ingen egentlig substans. S og SF behøver bare grave i historien og finde nogle gamle paroler fra halvfjerdserne frem. De borgerlige får god hjælp af Dansk Folkeparti og Søren Pind.

Der er dog én sag, de to fløje er helt uenige om: hvem skal have plads i rampelyset med tilhørende ministerbil og -pension?

At det alene er dette spørgsmål, der reelt debateres fremgår tydeligt af S og SFs udmeldinger om, at de skam vil bøje sig for flertallet vedr. det store spørgsmål om efterløn, hvis blot de kan få lov at skrive under på lovene.

Dette spil for galleriet har dog en interessant bivirkning i kraft af dagens parlamentariske situation. De facto løsgængere (Per Ørum Jørgensen og Pia Christmas Møller) får deres Warhol'ske "15 minutes of fame" og en luns til valgkredsen ved at være kongemager for en aften.

Det er en hån mod det demokrati, som millioner af mennesker har måttet lade livet for gennem historien.

Buldren fra tomme tønder

S og SF vil anerkende Palæstina, hvis de kommer til magten (link).

Hvorfor nu det? Er der mon tale om galoperende storhedsvanvid på nationens vegne? Eller er der tale om, at det er en politisk set gratis måde at komme i avisen på? Det har jo været meget svært at komme i avisen uden bivirkninger for Villy og Helle. Enten er udmeldingerne selvmodsigende eller også er de radikale i mod.

Men meget få med stemmeret i Danmark ville have Palæstina-spørgsmålet højt på listen over afgørende emner i forbindelse med det forestående folketingsvalg. Så det er en gratis omgang. Det er et valgløfte, man sagtens kan løbe fra efterfølgende - fx ved at henvise til at der naturligvis kræves enighed i EU eller FN - uden at mange vil tage anstød. ... og på verdensscenen er det bedøvende ligegyldigt hvad Danmark og ikke mindst Villy og Helle måtte mene.

Absurd teater

Man mangler næsten ord for, hvad der nu foregår på den politiske scene i Danmark. Men lad os forsøge alligevel.

De radikale har i deres evige jagt på "det anstændige" kortvarigt valgt at fokusere på indhold i stedet for form. Derfor forsøger de nu at gennemføre noget, de faktiske mener: en ansvarlig økonomisk politik.

Den slags kræver som alt andet 90 mandater. Derfor må de vende det blinde øje til mens regeringen giver Dansk Folkeparti lov til at nikke til folk, der passere grænsen - noget der i øvrigt har skabt stor virak alene af den grund, at det kommer fra Dansk Folkeparti. Svenskerne gør det samme, og ingen klager over det.

Hykleriet for dog lov at forsætte. De radikale peger stadigt på Helle T som statsminister. Det sker på trods af, at de ikke er enige om noget som helst. Form frem for indhold!

Hos de borgerlige må de sluge nogle små kameler vedrørende grænsekontrol og pointsystemer for indvandring. Begge dele noget, som Socialdemokraterne iøvrigt også går ind for (link).

Hos S og SF må de sluge en kæmpe kamel vedr. den økonomiske politik. Men det gør åbenbart ikke noget.

Måske ved de radikale, at det hele er løgn og valgflæsk. Socialdemokraterne vil holde de offentlige udgifter i præcis lige så stramme tøjler som regeringen (link). Det kommer frem i sidste øjeblik, men dog før valget.

For det er åbenbart Socialdemokraternes taktik at fylde vælgerne med løgn for at få magten. Fremtrædende Socialdemokrater opfordrer ligefrem formanden til løftebrud (link).

De ellers så anstændige radikale, burde måske hviske deres kammerater i øret, at der jo også er mulighed for at lade være med at love noget, man ikke agter at holde.

Men det er der selvfølgeligt ikke mange stemmer i.

Senest siger S og SF, at de vil bøje sig, hvis et flertal efter et valg vil ændre efterlønnen (link). Det er da rart at vide, at vores næste statsminister agter at overholde grundloven. Og ved samme lejlighed fik vi så slået fast, at det handler om at erobre magten for enhver pris - ikke at mene eller ændre noget bestemt.

Offentlige udgifter = velfærd?

Det er blevet et udbredt mantra i dansk politik, at investeringer i velfærd skal ind og vende i statskassen for rigtigt at tælle.

Det sættes der et stort spørgsmåltegn ved i dagens Berlinger: link.

Samme avis leverer beviset: link. Her fortælles om patienter, der unødigt kaldes ind til sygehuset flere gange for at udløse en overførsel af penge fra en offentlig kasse til en anden.

Grotesk!

Det holdt ikke

For leden var Henrik Sass Larsen ude med en overraskende melding om, at politikere burde nære sig fra at lovgive om alt muligt. Det lød for godt til at være sandt i lyset af fx historien om de 29 velfærdsrettigheder, som Socialdemokraterne tidligere ville udstyre borgerne med - sådan at man kunne få domstolene til at detailstyre kommunerne.

..og det var det da også - for godt til at være sandt.

I dag er Socialdemokraterne ude med forslag om, at diverse institutioner skal sikre, at børn og unge får en times motion om dagen (link). Ingen kan være uenige i, at motion er godt. Men skal der virkeligt lovgives om det?

Wow

Endeligt er der én - fra overraskende kant - der siger noget fornuftigt: link.

Desværre skræmmer sporene, men lad os nu se.

Moderne ledelse

Kommunalt ansatte skal fyres, hvis de svigter børn: link.
Statsansatte chefer skal fyres for underskud: link.

... og forleden afslørede Bertel Harder, at han kun kender ét ledelsesværktøj: regler.

Regler og fyringer! Det skal nok skaffe dygtige og motiverede medarbejdere til den offentlige sektor og forbedre velfældsydelserne.

Selvfølgeligt er det skidt - rigtigt skidt - at børn svigtes af kommunerne. Men det er jo ikke onde mennesker, der  er ansat i det offentlige.  Måske man burde kigge på, hvorfor der forekommer svigt. Kunne det måske have at gøre med dårlig ledelse og dårlige rammebetingelser for de ansatte fagfolk. Politikere er jo ikke ligefrem kendte for at lytte, når fagfolk fortæller, at der ikke er sammenhæng mellem festtalernes flotte mål og visioner, og budgetternes snærende rammer.

De unger gider ikke vente på politikerne..

... og har indset at fremtiden er mod øst: link.

Aha! En tilståelsessag

"Politik er jo at ville ændre tingene, og det gør man med regler", siger Bertel Haarder til dagens udgave af Berlingske (link).


Kendere af moderne forandringsledelse rammes ikke just af genkendelsens glæde. Ikke noget med opstilling af mål, medarbejdernes motivation og kvalifikationer, opmuntrende påskyndelse og den slags.


Her med er alle udfodret til at finde en eneste succesrig erhvervsleder, der vil tilslutte sig Bertel Harders udtalelse.


Desværre er oppositionen ikke bedre. Tænk bare på de 29 velfærdsrettigheder (link), der jo bare er flere regler som borgerne kan håndhæve gennem domstolene.


Så vi står tilbage med en stor flok politikere "i alle farver" med nærmest ens mål, men ingen kendskab til midler, der virker.

Et lyst øjeblik

Stor ros til Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne, Radikale, og Liberal Alliance for i et  anfald af klarsyn faktisk at diskutere rigets udfordringer og svar herpå. Det sker i forbindelse med debatten om regeringens såkaldte 2020 plan.

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, så man må sige at sporene skræmmer. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001 bebudede han et opgør med bureaukrati, bøvl og offentlige udgifter. På trods af intentionerne, er situationen forværret på alle fronter.

2020 planen indeholder en erkendelse af at det kommunale aftale system ikke virker. Kommunerne har øget de offentlige udgifter, og svaret herpå har typisk været "nå!". Nu skal der ske noget.

Men sporene skræmmer. Man kan frygte, at den nye økonomistyring fører til endnu mere bureaukrati og detailstyring.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan kommunerne vil forsøge at leve op til målene. Vil de virkeligt give institutioner mm. frihed til at styre inden for rammerne, eller vil de centralisere yderligere.

Det samme spørgsmål kan stilles til Folketinget styring af kommunerne. Kan de nu nære sig fra at vedtage alle mulige detaljerede love om den præcise sammensætning af offentlige ydelser, eller vil de give kommunerne (og måske dermed institutionerne og fagfolkene) plads til rent faktisk at styre?

Det bliver sandhedens øjeblik for landets fremtid, og det øjeblik hvor vi kan se om politikernes nuværende klarsyn er en enlig svale eller en reel ny erkendelse.

Raser over bureaukrati

Læserne af  berlingske.dk raser over afsløringer af ufatteligt bureaukrati: link. Embedsmænd bruger tid på at definere "at spise" og "at drikke".

Det er da også helt forrykt.

Men måske skulle man lige stoppe op og tænke over, hvorfor et system af ellers begavede og loyale embedsmænd kaster sig ud i den slags galimatias. De må jo mene, det dækker et konkret behov, og de har da også iflg. Berlingske fået overbevist ministeren om, at arbejdet er utroligt vigtigt. Ja, det er da utroligt, at det skulle være vigtigt.

En mulig grund til at give sig i kast med sådanne tilsyneladende helt meningsløse udredningsarbejder kan måske findes i offentligt ansattes daglige omgang med borgere og presse. Hvis der er den mindste forskel mellem, hvad en kommune leverer, og hvad en borger mener at have krav på, bryder helvede løs. Nogen skal straks stilles til regnskab og allerhelst skal en kommunaldirektør eller en minister gå af.... og der skal i hvert fald udbetales erstatning fra den fælles kasse.

Hvis en embedsmænd tolker definitionen på en offentlig ydelse lidt for stramt, fremstilles han som en hjerteløs teknokrat, der kun tænker på penge og kasser. Hvis han tolker dem for slapt, er er tale om sløset omgang med offentlige midler, og der luftes omgående mistanker om nepotisme eller egen vinding.

Den stakkels embedsmand har ikke andet at gøre, end at dække sig ind bag stadigt mere detaljerede regler, der giver mulighed for at sende aben videre til dem, der har lavet reglerne. I sidste instans er de lavet af politikere helt uden forbindelse med det daglige arbejde i kommunen og uden en reel chance for at sætte sig ind i detaljerne.

Og det skal da heller ikke være politikeres opgave at bestyre alt i mindste detalje. Den slags skal overlades til fagfolk (som fx en hjemmehjælper), der ud over sine faglige kvalifikationer glimrer ved daglig omgang med borgerne.

Men det kræver, at vælgerne - som jo er at ligne med generalforsamlingen i Danmark A/S - viser tillid til sine ansatte og tilgiver fejl..... og det er jo nok ikke den stærkeste side i vores nationalkarakter.

Dagens quiz

De radikale er igen ude at markere sine standpunkter, som man jo skal som stræbsomt politisk parti: link

Hvad er de radikale og S/SF egenligt enige om? (svar nedenfor).

De er ikke enige om den økonomiske politik. De er heller enige om udlændingepolitk - et helt igennem inferiørt emne, hvis ikke det var for evnen til at flytte stemmer.

Svar på quiz. De radikale er enige med S/SF om:

• Navnet på den næste statsminister.
• At de hver især har fortjent en ministerbil.
• At Pia Kjærsgaard og ikke mindst hendes vælgere er irreterende.
• At det er godt Anders Fogh er steget i graderne, så de har en chance for at komme til magten
• At det ikke gør noget, at de ikke er enige om et eneste poltikområde, så længe de kan være enige om ovenstående.

Stilhed før storm

Der er underligt stille på Borgen i tiden. Statsministeren fejrer i ubemærkethed jubilæum, og ingen skyder efter ham.

Helle og Villy har så travlt med at planlægge magtovertagelse med uddeling af ministerposter, rekruttering af spin doktorer og den slags, at de helt glemmer at føre valgkamp.

Og det er måske meget smart at lave planen nu. Dels er valget stadigt måneder væk, og dels har vælgerne, når valget kommer, glem denne eklatante overtrædelse af janteloven, som ellers kunne koste sejren.

Venstre har travlt med at kritisere Socialdemokraternes planer om flere politiske embedsmænd. Men er det nu sundt - eller blot en rygmarvsreaktion: når de andre foreslår det, må det være en dårlig idé.

Dagens politikere er blevet teknokrater, der drukner i papir og enkeltsager. Embedsværket har sit eget lev, og skal jo også eksitere, når de nuærende politkere er gået af. Så man kan kun stole på dem til driften - ikke rigtigt til at lave noget om. Så måske ville det være en god idé, hvis politikerne havde lov til at have et politisk udpeget sekretariat til at hjælpe dem igennem bunkerne.

Det skal bare ikke kun være minstre, men alle folketingsmedlemmer. Ellers har oppositionen jo ikke en chance.

Måske er der faktisk håb for, en gang at få politikere der kan hæve blikket.

Suk

Idiotien taler vidst for sig selv: Iværksættere: Nyt gebyr helt tosset

Nu skal man betale de udgifter, man "påfører staten" ved at starte en virksomhed.

Hvad med udgifterne til at administrere ordningen?

Lige en hilsen....

...til alle de mange kloge, der mente at Vesten tøvede omkring situationen i Libyen: Den arabiske Liga kritiserer angreb.

Det var præcis den fare alle friskt ignorerede. Ikke mindst medierne, der havde travlt med at presse politikerne til at handle. Nu bliver angrebene på Gadaffi udstillet om Vesten mod Arabien og der bliver hældt benzin på bålet i konfrontationen mellem civilisationerne. Intet er så godt til at forene et folk, som en fælles ydre fjende.

Ak ja. Der er nogle naive fjolser der aldrig lærer, at Verden er fyldt med lede fyre, der ikke spiller efter reglerne.

Wag the Dog

Regeringens stort opslåede Vækstforum barsler i disse dage med sine anbefalinger, der næppe kommer at overraske mange. De fleste af idéerne er på forhånd skudt ned af politikere fra begge blokke.

Statsministeren havde utvivlsomt håbet på et andet forløb siden nytår. En lang valgkamp skulle skydes i gang med en veloplagt nytårstale og rundes af med et valgoplæg baseret på Vækstforums oplæg.

Men debatten fes hurtigt ud i sandet. Et velrettet angreb fra rød stues Villy og Harald fik overbevist danskerne om, at det er en god idé at pisse i bukserne for at holde varmen, og så var alle reformer pludseligt lagt i graven. Selv ikke de 12 minutters ekstra arbejde er længere aktuelle så længe der sidder blot en enkelt uvirksom stakkel på bænken. Statsministerens egne folk gjorde det heller ikke ligefrem lettere at holde fokus: en komplet uduelig partileder, en integrationsminister med kommunikationsevner som en stum gorilla, og forhenværende ministers åbenlyse misbrug af sin betroede stilling til uvederhæftige formål, fjernede den sidste rest af interesse for økonomien og dermed for Vækstforum.

Men mens strategien blev sønderskudt, arbejdede Vækstforum videre. Nu er kommer konklusionerne og forslagene imidlertid ikke længere belejligt for Statsministeren, så han har brug for en afledningsmanøvre. Rød blok har vidst også brug for en våbenhvile, for der viser sig stadigt større sprækker mellem S og R.

Midlet til en verbal våbenhvile kom dumpende ned fra himlen i form af en overraskende FN-resolution omkring en militær våbenhvile i Libyen. Alle har grebet chancen, og Folketinget har enstemmigt vedtaget at gå i krig på vegne af et revolutionsparlament, hvis medlemmers navne er hemmelige. Hykleriet når ufattelige højder hele vejen rundt i det politiske spektrum. Danmark er pludseligt så ivrig efter at komme i krig, at der endda tales om at overhale NATO inden om.

Den uskønne historie om, hvorfor nogle af verdens diktatorer frit kan myrde løs, mens andre absolut ikke må, giver en god anledning til at gense filmen Wag the Dog fra 1997. God fornøjelse:

Det er ofte de simple tricks, der virker

"Stor var glæden derfor, da Søren Pind allerede på sin første dag som integrationsminister meldte klart ud, at han har en forventning om, at udlændinge kommer til landet for at blive danske - ikke for at lave Danmark om." Sådan skriver den vietnamesiske bådflygtning Hué Tu Lautrup-Nissen i dagens udgave af Berlingske efter at have berettet om sin families blodige erfaringer med Mao Zedong og Pol Pot.

... og avisen er fuld af tilkendegivelser af, at der selvfølgeligt skal være plads til forskelligheder, men at man må kræve at visse skikke (børneægteskaber og den slags) ikke bringes med til Danmark.

Alle er tilsyneladende enige. Alligevel er oppositionen helt oppe i det røde felt over Søren Pinds udtalelser.

Bag ovenstående historie gemmer sig en desperat statsminister, der har tabt slaget om pressens dagsorden til Birthe Rønn Hornbæk og Johanne Schmidt Nielsen. Statsministeren forsøger at flytte debatten tilbage til noget, der tidligere har givet blå blok magten og fået Pias uregerlige støtteparti til at stoppe kritikken: udlændige og værdier. Men hvordan kan man det, når nu alle stort set er enige. Alle er jo enige i, at man ikke skal lovgive om, hvilke guder borgerne beder til. Alle (selv Enhedslisten og de radikale) er også enige om, at visse typer kulturel bestemt adfærd ikke er forenlig med dansk lov - fx omskæring af piger. Så hvordan skaber man debat om noget, alle er enige om?

Statsministerens svar er lige så enkelt, som det er genialt: Man lader budskabet fremføre af én, alle elsker at være uenige med. Søren Pind har om nogen denne evne. Med sin skingre stemme og principfaste insisteren på at sige sin mening, kan hans blotte fremtoning på skærmen få de fleste op på mærkerne. Hvem husker ikke, da han med sine liberale teser fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen op i det røde felt - på trods af, at han ikke gjorde andet end gentage noget Anders Fogh selv havde skrevet.

Oppositionen er hoppet på limpinden. Nu er de i fuld gang med at afsværge deres egne holdninger og skubbe vælgere fra sig udelukkende fordi de partout vil være uenige med Søren Pind - uanset hvad han siger.

Det rigtigt snedige ved statsministerens taktik er, at den kan genbruges helt uhæmmet og uden risiko. Hver uge frem til valget, kan han få Pind til at sige noget, som alle er enige i. Men fremført på den Pind'ske facon, vil oppositionen føle sig kaldet til at tage til genmæle. På den måde kan han systematisk få oppositionen til at underminere sig selv. Skulle det kamme over, kan han bare smide Pind ud - som Fogh gjorde.

Den eneste risko ved ovennævnte taktik er, at de Konservative måske også hopper på limpinden og graver deres hjemmelavede massegrav endnu dybere. Men det er nok en risiko Lars Løkke Rasmussen kan leve med, når nu Liberal Alliance alligevel har overhalet de konservative i meningsmålingerne.

Alt imens de taktiske slag udspille sig på Christiansborg og på TV-skærmene tøffer landets økonomi målrettet hen mod afgrunden. Men det er jo også kun en meget lille minoritet, der for alvor bør være bekymrede over det: nemlig de ufaglærte der vil få det endnu sværere på arbejdsmarkedet, når Danmark bliver det nordligste bundesland.

Hvordan skaber man arbejdspladser?

... kunne man fristes til at spørge Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, efter at han har tilsluttet sig LO formand Harald Børstings synspunkt om at de berømte og berygtede 12 minutters ekstra arbejde om dage (naturligvis med fuld lønkompensation) først skal indføres, når arbejdsløsheden igen er under 100.000.

Det er en melding, der er skræmmende på så mange forskellige måder, at det fortjener en uddybning.

Men lad os først slå fast, at det da er sympatisk at ønske alle (eller i hvert fald de fleste) i arbejde. Problemet er bare, at det svare lidt til at ønske, at det altid er godt vejr. Man vågner uvægerligt til en regnsvejrsdag på et tidspunkt, og opdager at det hele bare var et ønske - en drøm.

Der er mange måder, at få folk i arbejde. Man kan fx skabe et gunstigt erhvervsklima, der gør det attraktivt at etablere virksomhed i Danmark. Man kan også skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det ikke er politisk ukorrekt at sælge sine kompetencer, hvis de ikke er på mindst bachelor niveau. Mere om det senere.

Den retning er dog ikke på tegnebrættet hos oppositionen, der vil skabe 75.000 nye job gennem offentlige investeringer og planøkonomisk styring af det private erhvervsliv.

Problemet med socialismen er bare, som det elegant blev udtrykt af Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl på det nyligt afholdte landsmøde, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge.

Heldigvis for Sass Larsen og ikke mindst alle os andre, er der allerede mange, der arbejder 12 minutter ekstra - og endda uden særlig lønkompensation. Det er alle de ildsjæle i det private, der skaber væksten og arbejdspladserne. Men de kan ikke få lov at skabe arbejdspladser til LO medlemmerne, der så gerne vil arbejde 12 minutter ekstra.

Men man kan jo kun skabe den slags arbejdspladser på to måder: med konkurrenceevne eller med statsstøtte..... og statsstøtten skal jo på et tidspunkt financeres af indtægter fra konkurrenceevne et andet sted i samfundet. Ellers går det som Ammitzbøl forudsiger: man løber tør for andre menneskers penge.

Hvis man skal skabe job til de lavtuddannede, der kan bevares i længden gennem konkurrencedygtighed, må man nødvendigvis acceptere, at vi ikke kan give en ufaglært i Danmark mere i løn (eller understøttelse) end en dygtig ingeniør i Italien.

Vores store ulykke er akademikernes indtog på venstrefløjen. De har gjort det odiøst at yde et ordenligt stykke arbejde, hvis det ikke sker på baggrund af en lang boglig uddannelse. Alle de hæderlige og stolte arbejdere, der gerne vil yde en indsats og kunne se sig selv i spejlet hver morgen, må se deres job flytte til Sydeuropa eller Asien fordi socialistiske fantaster insisterer på, at det er skidt for ligheden i samfundet, at have  såkaldt lavtlønnede arbejdspladser.

Problemet er, at en ufaglært dansker aldrig kommer til at skabe mere værdi end tre indiske ingeniører til samme pris. Vi kan så vælge at lade ham eller hende yde sit bidrag alligevel eller sende dem ud i arbejdsløsheden til tonerne af kravene om lighed.

Som en særlig krølle på det hele må vi så konstatere at helt basale opgaver ikke bliver udført i Danmark, og vi må engagere polske og litauiske virksomheder til at gøre rent til overkommelige priser, eller kører smågrise gennem det halve Europa for at få dem slagtet til en pris, som danske og andre forbrugere vil betale.

Harald Børsting går endnu videre end Sass Larsen og forslår formueskatten genindført. Det må jo bygge på en erkendelse af at selv brandbeskatningen af nutidens samfundsaktivitet er utilstrækkelig. Vi må beskatte fortiden - de penge folk HAR tjent, betalt skat af, og sparet sammen - lidt hårdere.

Det er vidst på sin plads at gentage Simon Emil Ammitzbøls visdomsord: "problemet med socialismen er, at man før eller siden løber tør for andre menneskers penge".

Så gik luften af ballonen

De 12 minutters ekstra arbejde lægges nu definitivt i graven (link)..... og hurra for det.

De lønmodtagere, ildsjæle og iværksættere, der skal løfte Danmark ud af krisen arbejder i forvejen 12 minutter - og mere til - mere. Så lidt ekstra industriarbejde og buskørsel vil ikke hjælpe det store.

Blandt de, der allerede giver den en ekstra skalle, må også regnes de hjemmehjælpere og sygeplejesker, der sniger sig til at give ordentlig service i deres fritid på trods af det omfattende regeltyrani.

Den nemme løsning

Socialdemokratiet ville løse svære problemer nemt og ikke mindst smertefrit.

Selv deres eget bagland kan se, at det ikke holder: link

Det minder meget om den gang Thor Pedersen ville købe hele verden. Det var der heller ingen, der troede på.

The Sorting Hat

The Sorting Hat er kendt af alle læsere af Rowlings berømte bøger om Harry Potter, og frygtet  er hovedpersonerne i samme bøger. Hatten er - som så mange ting i Rowlings univers - levende og kan se ind i sjælen på de nyankomne elever på troldmandsskolen. Hatten sortere eleverne på baggrund af deres inderste overbevisning og moralske habitus.

I dansk politik er der blevet rodet godt rundt i gryden. Medlemmerne af de nuværende rød og blå blok er sorteret efter personlige venskaber og stil snarere end egentlige holdninger. Man holder sig til, der hvor der er størst chance for at få en fremtrædende post med tilhørende fryns - hvad enten det er i form af en ministerbil eller blot en hale af spytslikkere, der kan puste til et i forvejen opblæst ego.

Man kan derfor se fx Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i hver sin blok selvom de appellerer til de samme vælgere og har stort set identiske holdninger til alt lige fra social- og sundhedspolitik over indvandring til den økonomiske politik.

Man kan også se Liberal Alliance og de radikale i hver sin blok selvom de er enige om alt undtagen navnet på den ønskelige statsminister. Hos de radikale er det specielt tydeligt, at den politiske taktik lægges ud fra den korteste vej til at komme i fjernsynet. Thor Pedersen sagde efter en valgsejr, at han i mange år havde glædet sig til den dag, hvor det var "fløjtende ligegyldigt", hvad de radikale mente. Det skulle han aldrig have sagt.

Hvad ville der mon ske, hvis man lod alle politikerne passerer forbi the Sorting Hat? Mon ikke de radikale og DF ville skifte side? Det ville afsløre nationens egentlige problem: der er et massivt flertal af folk, der frejdigt vil save den gren over, de selv sidder på, som man fx kan læse i Esben Schjørrings glimrende artikel i Berlingske "Har velfærdskoalitionen taget magten?" i går.

I dagens udgave af Berlingeren opfordrer tre radikale de konservative til at skifte side. De har i et anfald af klarsyn indset at de har mere til fælles med de konservative end med Socialdemokraterne. Men skiftet kunne som nævnt lige så godt være den anden vej.

Hvad foregår der mon inde i hovedet på de radikale? Hvorfor holder de fast ved Helle T., når de godt ved, at de faktisk er mest enige med regeringen? I indlægget mener de tre, at de er uenige med Venstre. Den uenighed er værd at granske, og her må man skelne mellem mål og midler.

Mål kræver visioner og indsigt, mens valg og implementering af midler kræver mere jordnære kompetencer samt en grundlæggende moral som baggrund for de svære valg. De to blokke har lidt forskellige visioner. De vil begge gerne have at danskerne er rige. I den socialdemokratiske udgave, skal de bare helst blive det alle sammen samtidigt. De vil også i vid udstrækning benytte samme midler: en detaljeret central styring af alle aktiviteter i samfundet gennem et sindrigt system. De er lidt uenige om, hvordan det faktisk skal implementeres: De blå taler om kontrakter og mål, de røde om 27 rettigheder, der af borgerne kan bruges til at sagsøge deres fælles offentlige institutioner, hvis de ikke opfyldes. Begge dele er dog udtryk for den samme mangel på moral: de glemmer begge, at bare fordi man har lovgivningsmagten behøver man ikke (mis-) bruge den til at blande sig i alt muligt med størst mulig nidkærhed.

Så hvad er det de radikale er uenige i, når det ikke er hverken mål eller midler? Det må jo være det sidste element: kompetence. En siddende regering af rig lejlighed til at dumme sig og demonstrere sin inkompetence. Oppositionens kompetence eller mange på samme er derimod en velbevaret hemmelighed. De radikale må simpelthen kynisk have regnet sig frem til at den borgerlige regering ryger ud ved næste valg pga. de mange demonstrationer af dens inkompetence. Så hvis man vil have en ministerbil eller gerne vil i fjernsynet i den bedste sendetid, må man holde sig til hos oppositionen.

Det må være en grim erkendelse hos de radikale, der mere end nogen hylder det politiske korrekte. De har efter mange års ørkenvandring indset, at de faktisk valgte forkert for ti år siden. De lod Marianne Jelveds personlige modvilje mod Anders Fogh flytte dem til en rød blok, som de dybest set ikke er enige med. Nu har de indset fejlen, men tør ikke skifte hest i vadestedet fordi den blå hest er ved at synke til bunds i mudderet.

Man bliver let rundtosset...

... når ens egen politiske retning bider sig selv i halen.


Ole Sohn vil godt lade folk i arbejde arbejde mere - og dermed tjene mere - uden at hæve overførselsindkomsterne (link).


Det skaber jo vækst og dynamik, at folk arbejder mere.


Men det gør også forskellen på folk i arbejde og de arbejdsløse større - altså bliver der mere ulighed.


Og ulighed er uproduktivt: "I SF tror vi, at et samfund, hvor ulighederne ikke er for store, ikke alene er det rareste og tryggeste samfund i verden. Vi er også overbevist om, at vores samfundstype er den mest produktive.", sagde Villy Søvndal i Folketinget d. 17. januar 2006 (link).


Uha uha. I takt med at rød bloks slagord og skåltaler drejes i retning af egentlige valgløfter, går det op for selv de mest forhærdede, at det ikke hænger sammen. Det må være en grim opdagelse, at ens vej til magten går via en stor løgn overfor befolkningen. 


Nu kan Ole og Villy ikke længere hævde, at de blot var uvidende om de faktiske forhold. Der er tale om en tilståelsessag. 

Når der er noget at kæmpe for

Den forgangne uge har været præget af, at medierne for en gang skyld har haft noget interessant at beskæftige sig med: revolutionen i Egypten. Ævl og kævl i den hjemlige andedam er gledet i baggrunden.... og tak for det.

Egypterne har noget at kæmpe for.

Danskerne gider ikke kæmpe mere. De skal åbenbart en tur ned at vende i sølet, inden de vågner op og tager fat på de virkelige udfordringer.

Det kan være ubehageligt sådan at blive mindet om, at velstand og frihed ikke er uforanderlige størrelser. Heldigvis sluttede ugen da også med at Henriette Kjærs samlever tilstod bedrageri i retten i Lyngby. Så kan vi vende tilbage til det normale i næste uge: pseudo-politisk debat om hvordan vi hurtigst muligt kollektivt styrer landet mod bankerot og almindelig chikane af medlemmerne af den anden blok, mens resten af Verden drøner videre uden at se sig tilbage. God fornøjelse.

...og hverdagen vender tilbage

Et spirrende håb blev tændt da Statsministeren udskrev valg i sin nytårstale. Substansen var ved at snige sig tilbage i dansk politik - ganske vidst kun i det små i form af en debat om efterlønnen - men alligevel!

Nu er hverdagen vendt tilbage.

Rød blok fremfører den ene absurde idé efter den anden, der alle er funderet i idéen om vækst gennem selvsuggestion: hvis vi alle sammen bilder hinanden ind, at vi kan leve af at klippe hinanden, kunne det jo være at ingen opdager, at det er løgn. Seneste påhit er forslaget om vækst gennem såkaldt velfærdsteknologi. Nu bliver den megen snak om fx flere "varme hænder" i sundhedssektoren afløst af vækst gennem flere robotter i sundhedssektoren - robotter som så skal eksporteres.

Blå blok er tilbage i vanlig stil tåbelige fodfejl og intern ævl og kævl (link). Lars Løkke har overbelånt sit hus midt i finanskrisen. De konservative har i deres dødskamp kastet sig over deres artsfæller hos LA og helt opgivet at kæmpe mod oppositionen.

Men sådan må det vel være. De skarpe socialistiske hjerner er travlt optaget af at overtage statsmagten, mens de skarpeste borgerlige hjerner er travlt optaget af at skabe vækst, arbejdspladser og velstand ude i den virkelige verden langt fra Christiansborg.

Vise ord af Anders Lassen

Velfærd - vores nye religion: link

Tag-selv-bord

Nick Hækkerup (S) finder det uværdigt, at nedslidte medborgere skal "måles og vejes" for at få del i regeringens seniorførtidspension. (P1 morgen 26/1-11)

Finder han det så også uværdigt, at man skal spørge om lov, inden man snupper sig et stykke mad i naboens køleskab?

Hækkerup vil åbenbart bruge lovgivningsmagten til at gøre andre menneskers tegnebog til et tag-selv-bord.

Er det også uværdigt, at stille krav til folk der vil have arbejdsløshedsunderstøttelse, boligsikring, SU, mm.?

Valgkampen allerede kørt af sporet

Nu er valgkampen ved at finde sin "tone" oven på Statsministerens nytårstale. Claus Hjort og Ole Sohn råber af hinanden, Statsministeren smører tykt på sine påstande om oppositionens intentioner, og Helle T nægter stadigt at svare på, hvordan hendes intentioner skal omsættes i handling: "det sætter vi os sammen med parterne og taler om efter valget" (næsten ordret citat).

Det er da befriende, at Helle i den grad skilter med sit magtbegær. Hun skal bare have magten. Så kan hun bagefter finde ud af, hvad den skal bruges til.

... og hun skal som end nok få den. Regeringen laver det ene selvmål efter det andet. Som fx i dag, hvor debatten om efterlønnens afskaffelse drejes ind på, at det bare handler om at trykke lønningerne ved at øge udbudet af arbejdskraft. Det er nok ikke sød musik for de mange pseudo-socialdemokrater i middelklassen: nu skal vi flyttes fra efterlønslisten til arbejdsløshedskøen for at holde lønnen nede. Nej tak!

Problemet er som altid, at historien forsimples af alle parter til et grotesk niveau. Man vil gerne have vækst og det kræver mere arbejdskraft, hvis lønningerne ikke skal løbe løbsk med konkurrenceevnen som blind passager. Så langt så godt.

Men hvor skal væksten komme fra, der skal absorbere den ekstra arbejdskraft? Oppositionen er sådan set meget klar i spyttet: øgede offentlige udgifter. Dvs. flere investeringer og flere ansatte. Nu er der bare lige den hage, at for hver gang man giver en offentlig ansat 100 kr. i løn, betaler han/hun kun de 50 kr. tilbage i form af moms og skat. Hvor skal de sidste 50 kr. kommer fra?

Eneste realistiske bud kommer fra Liberal Alliance - som sædvanligt i store annoncer i Berlingske Tidende - og fra de Konservative, hvor det dog mere lyder som et mantra end som resultat af egentlige overvejelser. Begge partier vil bruge provenuet fra afskaffelsen af efterlønnen til at sænke skatterne for der igennem at stimulere den virketrang, der skal føre til nye private virksomheder, hvor den ekstra arbejdskraft kan beskæftiges..... og hvor værdier kan skabes, der via den trods alt stadigt høje skat kan kanaliseres over til sygehuse, skoler, mm.

Alt dette bliver nok desværre for kompliceret at forklare på 20 sekunder i den bedste sendetid.

Men man kunne jo også bare begynde at diskutere det rimelige i at betale raske mennesker for ikke at arbejde, når man ikke har råd til at undervise børnene i skolerne, passe de gamle på plejehjemmene og behandle de syge på hospitalerne. Den vinkel ville også blive svær at veksle for oppositionen, der er store tilhængere af "rimelighed".

Man kan kun håbe, at danskerne kan gennemskue det store cirkus og vælger en model, der peger fremad. Skulle det ikke ske tegner fremtiden dog alligevel lys på rigtig lang sigt. Danmark vil som end bare ende som det nordligste Bundes Land - og i Der Bundes Republik går det som end udmærket fordi økonomisk ansvarlighed og hårdt arbejde er en del af det tyske NDA.

Ingen kommentarer

De konservative har fået ny politisk leder. Denne skribent har ingen kommentarer. Det er jo en inderligt ligegyldig nyhed.

Grotesk

Ekstrabladet moraliserer over at DA direktørens bedre halvdel er på efterløn på trods af, at han er modstander af ordningen (link).

Det skulle åbenbart være dobbeltmoralsk.

Er det så også dobbeltmoralsk, når S-toppen undlader frivilligt at indbetale deres skattelettelser??

Villy igen

Villy Søvndal vil nu have regeringen til at garantere, at besparelser på efterlønnen ikke bruges til skattelettelser (link).


Et helt igennem fantastisk krav, som regeringen naturligvis ikke kan gå ind på. Det er da heller ikke meningen. Det er bare et taktisk træk, der endnu engang udstiller at Villy vil gøre alt for at få magten - uanset om det er godt eller skidt for landet.


Villy er begyndt at tale om vækst. Men ovennævnte krav viser tydeligt, at han ikke helt forstår, hvor den i givet fald skal komme fra. I hvert fald er det mest praktisk for ham, at lade som om han ikke ved det. 


Gad vide om Villy faktisk er uvidende om, at vækst skabes ved at lade folk nyde frugten af deres indsats, eller om han blot med vilje gør noget forkert for at få magten. Begge dele må være diskvalificerende i forhold til at lede landet.


En lille reminder er på sin plads, frit oversat fra Victor Boc's fortælling om ti mænd der tager på restaurant.

Hver dag tog ti mænd ud og spiste aftensmad på en restaurant. De bestilte altid den samme mad, og regningen for deres mad blev altid præcis 1000kr. De gjorde dette, dag efter dag, år efter år, uden variation. 

De opdelte dog ikke regningen ligeligt mellem dem. Da nogle af mændene var mere velhavende end andre, var de alle enige om, at en ligelig opdeling ville være unfair for dem med færre penge. Så mændene besluttede at betale regningen på præcis samme måde som vi betaler alle vores indkomstskatter. 

De første fire mænd betalte slet ingenting. De spiste gratis. Den femte mand betalte 10kr, den sjette betalt 30kr, den syvende betalte 70kr, den ottende betalte 120kr, den niende betalte 180kr Og den tiende mand, som var langt den rigeste af dem, betalte nøjagtigt 590kr, hvilket var det meste af de 1000kr regningen lød på. Han havde intet imod dette, da han havde råd til at betale beløbet. Alt var godt. De ti mænd var tilfredse med ordningen, og de fortsatte med at spise på restauranten hver eneste dag og nød deres tid sammen. 

Så en dag gjorde ejeren af restauranten noget uventet. Da de stod ved skranken for at betale deres regning, meddelte han, at han ville reducere prisen på deres måltider. "Da i alle er så gode kunder og jeg sætter står pris på den omsætning i bringer mig" sagde han, "vil jeg reducere den samlede regning for jeres måltider med 200kr. Fra nu af koster jeres ti middage kun 800kr. " 

Mændene var glade. Men situationen skabte et problem. Hvordan skulle de opdele besparelserne blandt dem? Selvfølgelig kunne de ikke bare kreditere 20kr (en tiendedel af 200 kroners besparelsen) til hver af de ti mænd, da dette ville betyde, at de første fire mænd rent faktisk skulle have udbetalt 20kr hver for at spise! Det eneste der syntes rimeligt var, at de første fire mænd, der intet havde betalt til at begynde med, heller ikke burde få del af denne 200 kroners rabat. Men der var stadig et problem. Hvis de nu inddelte 200 kroners besparelsen blandt de resterende seks mænd, ville dette være 33,33kr pr mand. Hvis dette beløb blev trukket fra hver mands betaling, skulle den femte og sjette mand, som før havde betalt henholdsvis 10kr og 30kr, betales for at spise. Det ville heller ikke fungere. Nej, løsningen på dette problem krævede noget opfindsomhed. 
Restaurant ejeren, der havde lyttet til diskussionen, afbrød dem. Han tilbød en løsning. Han foreslog, at den mest retfærdige måde at løse dette dilemma på, ville være at reducere hver mands regning i samme forhold som de betalte i første omgang. Ejeren gik over til hans regnemaskine og regnede ud hvor meget hver mand skulle betale. Og så blev det aftalt. 

Den femte mand, skulle i stedet for at betale 10kr, nu intet betale, ligesom de første fire mænd aldrig havde gjort. Den sjette mand betalte 20kr (reduceret fra 30kr) og den syvende betalte 50kr (reduceret fra 70kr), den ottende betalte 90kr (reduceret fra 120kr), den niende betalte 120kr (reduceret fra 180kr). Dette forlod den tiende mand med en regning på 520kr, i stedet for hans tidligere regning på 590kr. Mændene betalte deres regning i henhold til dette arrangement, og de forlod restauranten tilfredse. 

Uden for restauranten begyndte mændene dog at sammenligne deres individuelle besparelser. Den sjette mand begyndte at klage. "Jeg har kun fået 10kr ud af de 200kr vi sparede, Det er ikke meget" siger han. Han pegede på den tiende mand og sagde: "og han fik 70kr, hvorfor? Det er ikke fair, Han er jo rig. Han har ikke brug for pengene. Hvorfor skal han så have 70kr, når jeg kun får 10kr?" 

"Ja, det er rigtigt," udbrød den femte mand. "Jeg sparer også kun 10kr. Det er uretfærdigt at den rige gut får syv gange mere end jeg gjorde! Jeg har helt sikkert langt større behov for pengene end han har." 

"Det er sandt," råbte den syvende mand. "Hvorfor skulle han få 70kr tilbage, når jeg kun får 20kr tilbage? Det stinker! De rige får altid alle fordelene. De rige bliver bare rigere og rigere." 

"Vent et øjeblik!" råbte de første fire mænd i kor. "Vi har ikke fået noget som helst. Ikke en enkelt øre! Den rige fyr, der kører hertil i en Lexus hver dag, får 70kr. Vi tager alle offentlig transport til denne restaurant og vi får slet ingenting. Dette system udnytter de fattige". 

Da blev mændene vrede, de omringede den tiende mand, gav ham tæsk og gik derefter hjem.

Den næste dag mødte den tiende mand ikke op til deres regelmæssige middag. De 9 satte sig og spiste uden ham men da de var færdige og skulle betale regningen opdagede de, til deres store forbløffelse at der manglede 520kr!

(oversættelsen er fundet her: link)